
Overblik: Det sker på socialområdet i efteråret
En styrket værdighedsreform, takstmodellen og svindel på socialområdet er nogle af de temaer, der vil fylde på socialområdet her i efteråret.
Udgivet: 11/08/2026
Socialområdet går et travlt efterår i møde efter et forår, der gik med et folketingsvalg og en lang regeringsdannelse.
NB-Social giver dig her et overblik over den kommende sæson.
Svindel:
Før sommer sendte den nye socialminister Monica Rubin aftalen, der skal bekæmpe svindel på socialområdet, i høring. Det bliver noget af det første, der skal lovbehandles i den kommende samling.
Værdighedsreformen:
Daværende socialminister Sophie Hæstorp Andersen nåede at lande en aftale om værdighedsreformen kort før valgudskrivelsen. Den er nu blevet sendt i høring af den nye SSFMR-regering, der dog også ønsker at styrke den.
Det står i regeringsgrundlaget:
"Gennemføre en styrket værdighedsreform og have et vedvarende fokus på samfundets mest udsatte – herunder at bureaukrati, regler og kommunale barrierer ikke må komme i vejen for indsatser, der kan skabe en mere tålelig hverdag for de mest udsatte."
Takstmodel:
SSFMR-regeringen forpligter sig på at gennemføre en takstmodel på botilbudsområdet inden årets udgang. Kort før valgudskrivelsen forsøgte SVM-regeringen også at lande en aftale. Det var dog uden held.
Det står i regeringsgrundlaget:
"Regeringen har tilkendegivet, at regeringen vil følge op på initiativer, der følger af ekspertudvalget på socialområdet og økonomiaftalerne med kommunerne. Regeringen vil herunder gennemføre takstreformen på botilbudsområdet og fremsætte lovforslaget i 2026."
Hvor det er helt sikkert, takstmodellen vil fylde i efteråret, er det mere usikkert med specialeplanen.
Den nye regering har endnu ikke meldt ud, hvordan den ser på rammeaftalen på handicapområdet, der som bekendt ikke har karakter af et forlig. I den bliver takstmodellen bundet sammen med specialeplanen, hvilket den tidligere regering arbejdede ud fra.
Hvis den nye regering gør det samme, betyder det, at regeringen også skal nå at lande en aftale om en specialeplan inden årets udgang. Her lægger regeringen op til at se på opgavefordelingen.
Det står i regeringsgrundlaget:
"Gennemføre specialeplaner på den komplekse del af det højt specialiserede socialområde. Som en del af arbejdet med specialeplanlægningen flyttes ansvaret for de pågældende målgrupper fra kommunerne til regionerne, hvor opgaverne varetages af de nye sundhedsråd. Endvidere belyses, om opgaver inden for social- og handicapområdet også med fordel kan placeres i regionerne og sundhedsrådene."
Hjælpemidler:Ligesom SVM-regeringen ønsker SSFMR-regeringen også at lave en hjælpemiddelsreform, så der kommer en mere tillidsbaseret visitation. Det lykkedes ikke at lande en aftale kort før sidste valg, men den nye minister har understreget, det også står højt på hendes prioriteringsliste.
Det står i regeringsgrundlaget:
“Gennemføre en reform af hjælpemiddelområdet hen imod en mere enkel og tillidsbaseret visitation, der reducerer bureaukratiet. Herunder bedre muligheder for at beholde hjælpemidler ved overgange, f.eks. ved at fjerne krav om genansøgning af hjælpemidler, når man fylder 18 år og 65 år.”
Plejefamiliereformen:
Plejefamiliereformen har været længe undervejs. I regeringsgrundlaget forpligter SSFMR-regeringen sig på at gennemføre den.
Det står i regeringsgrundlaget:
"Foreslå en reform af plejefamilieområdet med fokus på såvel rekruttering som fastholdelse af nye og yngre plejefamilier samt styrke hjælpen til anbragte børn og unge, herunder efterværn, samt se på mulighederne for national adoption ved bl.a. at lave et mere lempeligt alderskrav for adoptanter.
Øvrige hængepartier:
Ved valgudskrivelsen var der flere lovforslag, som SVM-regeringen ikke nåede at fremsætte, og som den nye socialminister vil skulle forholde sig til i den kommende sæson, da der stadig er flertal bag.
Det drejer sig om:
- Aftale om takstlofter på kvindekrisecentre og herberger
- Muligheden for at pålægge forpligtigende kommunale samarbejder på børneområdet
- Støtte til kompressionsprodukter som hjælpemiddel uanset forudsætningen om, at hjælp ikke kan bevilges efter anden lovgivning
- Forbud mod ægteskaber mellem fætter og kusine m.v.
Sidst opdateret: 11/08/2026 - 11:11














































