Det var ikke mange penge, finansminister Nicolai Wammen havde med til psykiatrien ved præsentationen af regeringens finanslovsforslag.

Det var ikke mange penge, finansminister Nicolai Wammen havde med til psykiatrien ved præsentationen af regeringens finanslovsforslag. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Regeringen afsætter småpenge til psykiatrien med finansloven

Der kommer ikke de store penge til psykiatrien i finansloven for 2023 eller 2030-planen, selvom regeringen i sit udspil til psykiatriforhandlingerne lovede, at psykiatrien skulle løftes af finanslovene.

Udgivet: 01/09/2022

Christina Yoon

Politisk journalist

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Selvom alle partier er enige om, at psykiatrien skal løftes, så har regeringen kun afsat et meget lille beløb til området i det forslag til finanslov, som blev offentliggjort i dag.

Der er ikke afsat penge direkte til psykiatrien, som i stedet skal finansieres med den såkaldte forhandlingsreserve, der kun er på 550 millioner kroner i 2023 og 1,0 milliard årligt fra 2024-2026. Men den pulje skal dække alle ønsker fra partierne bag en aftale om finansloven for 2023," står der i regeringens finanslovsforslag til 2023.

Regeringen foreslår, at pengene også skal gå til sundheds- og ældreområdet.

"Regeringen foreslår, at midlerne prioriteres til tiltag målrettet sundhedsområdet, herunder psykiatrien, samt ældre. Regeringen afsætter reserven med kun halv virkning i 2023 af hensyn til den økonomiske situation, hvor der er behov for opstramning af finanspolitikken og skarpe prioriteringer," står der i finanslovsforslaget.

Derfor er der pludselig markant færre penge til psykiatrien, når ældre- og sundhedsområdet også skal dækkes ind.

Men et er, hvad regeringen foreslår. Det er også den pulje, der skal dække de øvrige finanslovspartiers ønsker. Så hvis de øvrige finanslovspartier vil bruge pengene på andre velfærdsgoder end psykiatrien, vil der være endnu færre penge tilbage, medmindre puljen gøres større.

Man forhandler ikke psykiatri i 2030-planen

Til pressemødet anerkendte finansminister Nicolai Wammen, at det ikke var med denne finanslov, man kom til at løfte tiårsplanen:

"Vi er helt opmærksomme på, som jeg også sagde i tidligere svar, at vi kommer ikke med denne her finanslov til at løse alle de problemer, der er i forhold til en tiårsplan."

Til spørgsmålet om, hvorvidt regeringen havde tænkt sig at finde finansiering til psykiatriplanen i 2030-planen, var svaret det samme.

"Selve psykiatriplanen, den forhandles altså hos sundhedsministeren, og det sker i disse dage og uger. Så det er der, den vil blive lagt fast. Det er ikke i 2030-planen, at psykiatriplanen bliver forhandlet."

Ikke nok til at løfte psykiatrien

Tager man udgangspunkt i regeringens reserve i finansloven for 2023, kan man konstatere, at beløbet ikke er nok til at løfte psykiatrien. Det har sundhedsøkonom fra VIVE Jakob Kjellberg regnet sig frem til.

Læs også:
Ikke råd til både demografi og psykiatri: Psykiatrien skal årligt bruge 4,5 milliarder

Ifølge Kjellberg vil et løft af psykiatrien koste 4,5 milliarder i drift årligt samt 3,5 milliarder i anlæg. Det kan sammenlignes med det somatiske sundhedsvæsen i nullerne, hvis omkostninger voksede med cirka 20 procent.

Kjellberg har tidligere været bekymret for, at man fra Christiansborgs side afsætter et alt for lille beløb til at løfte psykiatrien, og så lader som om, man har løst problemet.

“Det nytter ikke noget at sige, at nu afsætter vi 200 millioner, og så satser vi på, problemet går væk,” har Kjellberg tidligere sagt til NB-Social.

Støttepartierne utilfredse med størrelsen af puljen

Tidligere har regeringens forhandlingspulje været væsentligt større, end den er i år. Ved finansloven for 2022 var den på 1,2 milliarder kroner, mens den for tre år siden var på 2,1 milliarder kroner.

Regeringens parlamentariske grundlag er utilfredse med puljens størrelse. Særligt i forhold til psykiatriområdet.

Enhedslisten mener eksempelvis ikke, at puljen på 600 millioner er nok til bare at løfte psykiatriområdet alene.

"Det er useriøst at pege på så store områder, som vi er enige i, er øverst på dagsordenen, men så ikke afsætte nok ressourcer til det, der er brug for," siger Enhedslistens finansordfører Victoria Velasquez til Ritzau.

Hun kalder puljen utilstrækkelig og vil have den firedoblet.

Samme toner kommer fra SF.

"Vi kommer ikke engang til at kunne gøre nok med et beløb, der er fire gange så stort, som regeringen foreslår, men vi skal i hvert fald derop," siger finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen (SF) til Ritzau.

Sidst opdateret: 01/09/2022 - 12:53

Temaer: Finanslov

Emner: Finanslov, Psykisk syge

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]