Danmarks første strategi mod ensomhed: Sådan skal det bekæmpes

Danmark har fået sin første strategi og handleplan for at bekæmpe ensomhed. Målet er, at antallet af ensomme skal halveres inden 2040. I dag er der 600.000 ensomme voksne danskere. Læs hvordan her.

Udgivet: 22/06/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

600.000 danskere over 16 betegner sig som ensomme. Det svarer til 12,4 procent af alle voksne danskere. Det skal en ny national strategi og handleplan gøre noget ved, da det tal skal halveres inden 2040.

Siden 2013 har der været en stigning på 58 procent af ensomme voksne danskere.

Særligt slemt står det til blandt de unge, hvor en ud af fem unge mellem 16 og 24 år oplever ensomhed.

Kortvarig ensomhed er helt naturligt og kan forekomme fra tid til anden. Men langvarig ensomhed kan medføre øget mistrivsel og risiko for psykisk og fysisk sygdom. Det anslås at koste samfundet 7,4 milliarder kroner årligt som følge af større omkostninger til sundhed og pleje, flere førtidspensioner og tabt produktivitet på grund af højere sygefravær.

Derfor besluttede et bredt flertal på Christiansborg i forbindelse med forhandlingerne om SSA-reserven (2022-2025) at lave en national strategi mod ensomhed, hvilket de afsatte, 25,5 millioner til.

Af samme årsag blev Det Nationale Partnerskab (NPE) mod Ensomhed nedsat. Det har 115 medlemmer med Røde Kors og Ældre Sagen i spidsen.

Det er det partnerskab, der netop har præsenteret sin strategi samt handleplan, der skal halvere antallet af ensomme.

På baggrund af NPE's arbejde er SSA-aftalepartierne blevet enige om udmønte 20,8 millioner kroner til fire initiativer:

  • Landsindsats til afstigmatisering af ensomhed (9,4 mio. kr.)
  • Fællesskaber og støtte til unge, der oplever ensomhed (3,8 mio. kr.)
  • Fællesskabsguides for ældre borgere (3,8 mio. kr.)
  • Fællesskabsguides for sårbare og socialt udsatte borgere (3,8 mio. kr.)

"Ensomhed er et komplekst problem, som kræver en fælles indsats. Derfor er jeg glad for, at det nationale partnerskab mod ensomhed med over 100 forskellige medlemmer tog opgaven på sig og har udarbejdet en strategi og handlingsplan mod ensomhed," siger social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil i en pressemeddelelse.

Hun fortsætter:

"På baggrund af dette store arbejde er i vi i aftalekredsen blevet enige om at udmønte 20,8 millioner kr. til forskellige initiativer, som bl.a. skal bidrage til at gøre op med tabuet omkring ensomhed. Vi skal som samfund være bedre til at tænke fællesskaberne ind. Jeg håber, at dette kan være de første skridt på vejen for at komme ensomhedsproblematikken til livs."

Fokus på forebyggelse

Selve strategien har et stort fokus på forebyggelse såvel som afhjælpning af ensomhed. Ifølge NPE er det følgende fem livs arenaer, ensomhed opstår indenfor:

• Hjem og bolig

• Dagtilbud, skole og uddannelse

• Fritid og fællesskaber

• Arbejdsliv og beskæftigelse

• Sundhed og pleje

Hvor strategien sætter retningen for, hvor vi som samfund skal fokusere indsatsen (fokusområder), så giver handlingsplanen en række konkrete bud på, hvilke initiativer, der skal iværksættes for at nedbringe ensomheden.

Strategien består af:

• 5 tværgående fokusområder – bredt på tværs af hele samfundet.

• 22 arenaspecifikke fokusområder fordelt inden for de 5 livsarenaer

Handlingsplanen består af:

• 75 tværgående og arenaspecifikke initiativer, der ifølge NPE bør igangsættes for at nå målet om at halvere ensomheden inden 2040.

Den kan du læse mere om her:

Læs også:
Fakta: Se handleplanens 75 initiativer mod ensomhed

(Artiklen fortsætter under billedet)

null

De tværgående og arenaspecifikke fokusområder

NPE anbefaler, at man arbejder med følgende fem tværgående fokusområder.

1. Vi skal have mere viden – og have den ud at virke

2. Vi skal styrke en national samtale om ensomhed

3. Vi skal opspore ensomhed og tilbyde hjælp, der virker

4. Vi skal indtænke ensomhed på tværs af lovgivning og politikker

5. Vi skal styrke samarbejdet på tværs – også lokalt

Livsarena: Hjem og bolig

1: Sæt større fokus på fællesskaber i bolig, byggeri og byrum

2: Skab fleksible boligløsninger og støt i livets svære overgange

3: Styrk hjemlighed og rammer for relationer og fællesskaber på opholdssteder, bosteder og plejehjem

4: Styrk tilgængelighed og transport til fællesskaber i bolig- og nærmiljø

5: Styrk samarbejde mellem boligforeninger og det øvrige civilsamfund om beboernes deltagelse og engagement i lokale aktiviteter

Livsarena: Dagtilbud, skole og uddannelse

1: Gør det til en kerneopgave at skabe og vedligeholde trygge, inkluderende fællesskaber

2: Understøt børn og unges tilknytning til fællesskaber i overgange og skift

3: Inviter civilsamfundets mange fællesskabsaktører ind

4: Børn og unge skal opleve, at ensomhed er noget, de kan tale om

5: Skab reel adgang til forpligtende fællesskaber for unge uden beskæftigelse eller uddannelse

Livsarena: Fritid og fællesskaber

1: Skab bedre rammer for at etablere og drive foreninger og frivillige sociale aktiviteter

2: Gør almene fællesskaber mere inkluderende

3: Der bør være flere spejlingsfællesskaber og aktiviteter for særlige og mindre målgrupper

4: Styrk brobygning og adgang til positive fællesskaber og relationer

Livsarena: Arbejdsliv og beskæftigelse

1: Gør relationsdannelse og -understøttelse til et højt prioriteret fokusområde på arbejdspladser

2: Gør det nemmere for mennesker i sårbare og udsatte positioner at blive en del af arbejdslivet

3: Forebyg ensomhed blandt ledige gennem frivillighed og fællesskaber for ledige

4: Alle bør have adgang til en velforberedt, fleksibel og frivillig overgang fra arbejdsliv til pension

Livsarena: Sundhed og pleje

1: Tænk fællesskaber og relationer ind i rammer og retning for sundheds- og plejeområdet

2: Integrer ’ensomhedsblikket’ i de eksisterende indsatser og sæt relationer i højsædet

3: Klæd sundheds- og plejepersonale på til at fremme relationer og fællesskaber og spotte og handle på ensomhed

4: Styrk brobygning til civilsamfund og øvrige aktører – særligt i systemovergange og blandt højrisikogrupper

Sidst opdateret: 22/06/2023 - 12:10

Emner: Ensomhed

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]