
Social- og ældreminister Astrid Krag kan ikke genkende kritikken af, at relevante organisationer ikke har været inddraget i evalueringen af det specialiserede socialområde. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (Arkiv)
Socialminister: "Processen for evaluering har været så inddragende som muligt"
Social- og ældreminister Astrid Krag reagerer på kritikken af udkastet til evalueringen af det specialiserede socialområde. Hun kan ikke genkende, at organisationerne ikke har været inddraget.
Udgivet: 07/04/2022
Efter flere organisationer har kritiseret udkastet til evalueringen af det specialiserede socialområde, går social- og ældreminister Astrid Krag (S) nu ind i debatten i et svar til De Konservatives socialordfører Brigitte Klintskov Jerkel.
Læs mere om kritikken her:
Klinteskov Jerkel har stillet følgende § 20 spørgsmål til ministeren:
Hvad mener ministeren om kritikken af evalueringen af det specialiserede socialområde, som er frembragt af en lang række organisationer på området, og mener ministeren, at det er mærkværdigt, at en så alvorlig kritik kan forekomme, når organisationerne burde have været inddraget i processen vedrørende evalueringen?
Ministeren kan ikke genkende, at organisationerne ikke har været inddraget i processen. Hun oplyser blandt andet, at de 29 organisationer og interessenter i følgegruppen til Evalueringen af det specialiserede socialområde har været tæt inddraget siden opstarten i sommeren 2020. Der har eksempelvis været 11 følgegruppemøder foruden en række bilaterale møder.Følgegruppen har set og kommenteret på udkastet til afrapporteringen til evaluering, der blev udsendt 4. marts 2022. Selve udkastet blev ifølge ministeren drøftet ved et møde d. 18. marts som en del af høringsprocessen.
"Jeg kan således ikke genkende den præmis, der ligger i spørgsmålet, om at interessenterne ikke skulle have været inddraget i processen," siger social- og ældreminister Astrid Krag i svaret og fortsætter:
"Jeg har derimod lagt vægt på, at processen for evalueringen har været så inddragende som muligt. Fordi det har været vigtigt for mig, at interessenterne har haft mulighed for løbende at komme med bemærkninger, og ministeriet er aktuelt i gang med at se på aktørernes seneste input og ønsker til ændringer med henblik på en efterfølgende fornyet drøftelse i følgegruppen."
Brev til ministeriet
De Konservatives socialordfører Brigitte Klintskov Jerkel stillede spørgsmålet i forlængelse af, at Dansk Handicaporganisationer og fire andre aktører havde kritiseret udkastet til Evalueringen af det specialiserede socialområde. I et brev til ministeriet skrev de blandt andet:
"Samlet giver det en evalueringsrapport, der alt for mange steder fremstår utroværdig, tendentiøs og forudfattet."
Næstformand for Folketingets Social- og Ældreudvalg, Karina Adsbøl, var heller ikke tilfreds med udkastet. Til NB-Social sagde hun:
“Man kan i hvert fald konkludere, at det er ikke det, borgerne oplever. Det er heller ikke det, Rigsrevisionens beretning konkluderede i forhold til alle de fejl og mangler, der er. Så noget må jo være fuldstændig galt.”
Selve evalueringen blev igangsat i juni 2020. NB-Social har tidligere skrevet om de mange udsættelser af evalueringen. Seneste blev den udskudt til starten af 2022. Ifølge ministeren er det stadig planen at fremlægge evalueringen engang i foråret.
Sidst opdateret: 07/04/2022 - 18:04














































