Kommunen skal altid træffe en afgørelse. Det fastslår Ankestyrelsen efter en henvendelse fra Ombudsmanden.

Ombudsmandens henvendelse har fået Ankestyrelsen til at præcisere sin praksis om samvær mellem anbragte børn og unge og deres netværk. Med præciseringen er det nu blevet tydeligt, at det altid er kommunens pligt at tage stilling til samvær.

Det betyder, at der nu altid skal træffes en afgørelse, hvis samvær med barnet eller den unges netværk afslås eller begrænses. Også selv om forældremyndighedsindehaveren eller et barn over 12 ikke ønsker samværet.

Ofte vil der ikke være uenighed mellem personer fra netværket og kommunen, hvilket betyder, der kan være samvær. Men i de situationer, hvor uenigheden opstår og samværet med netværket bliver begrænset i forhold til netværkets egne ønsker, så skal der træffes en afgørelse. I den afgørelse skal der lægges vægt på hensynet til barnets eller den unges bedste og formålet med anbringelsen.

Hvis kommunen konkluderer, at der ikke skal være samvær, eller at samværet skal begrænses til mindre end én gang hver fjerde uge, så skal sagen forelægges kommunens børn og unge-udvalg.

Samtidigt skal en kommune aktivt og løbende forholde sig til og vurdere, hvem der er en del af barnets eller den unges netværk. Det vil sige, at der behøver ikke være en ansøgning om samvær, før kommunen skal tage stilling til samvær med personer fra netværket. Kommunen har nemlig en forpligtigelse til at holde barnets forbindelse til netværket ved lige.

Vurderer kommunen, at der er tale om en person fra barnets eller den unges netværk, skal kommunen tage stilling til, om det vil være bedst for barnet eller den unge at fastsætte samvær - herunder hvor ofte og under hvilke former.

Hvem er netværket?

Vurderingen af, hvem der er en del af barnet eller den unges netværk, skal tage udgangspunkt i en konkret helhedsvurdering af barnets tilknytning eller mulige relation til personen.

Netværket vil typisk være søskende, bedsteforældre, stedforældre, stedsøskende og anden nær familie. Derudover kan der være andre, som spiller en væsentlig rolle for barnet eller den unge. Det kunne eksempelvis være tidligere plejefamilie, venner, naboer, lærere m.v.

Der er ikke noget krav om, at barnet allerede på tidspunktet for kommunens vurdering skal have en relation til personen. Bestemmelsen giver nemlig mulighed for, at samværet skal give barnet eller den unge mulighed for at etablere kontakt.

Ved vurderingen kan man lægge vægt på personens tilknytning til barnet eller den unge, tilknytning personen har til de biologiske forældre. Samtidigt kan man se på, om personen er en fast del af hjemmet. Der kan i den forbindelse også lægges vægt på udsigten til, at barnet eller den unge skal hjemgives til det biologiske hjem.

Ved vurderingen kan man også se nærmere på, om personen vil være en ressource i barnet eller den unges liv både under og efter anbringelsen.

Læs hele principmeddelelsen her.

Servicelovens § 71

Barnet eller den unge har ret til samvær og kontakt med forældre og netværk, herunder søskende, bedsteforældre, øvrige familiemedlemmer, venner m.v. under anbringelsen uden for hjemmet. Kommunalbestyrelsen skal under hensyntagen til barnets eller den unges bedste og under hensyntagen til beskyttelsen af barnets eller den unges sundhed og udvikling og beskyttelsen af barnet eller den unge mod overgreb sørge for, at forbindelsen mellem barnet eller den unge og forældrene og netværket holdes ved lige. Ved tilrettelæggelse af samværet, skal der lægges vægt på, at barnet eller den unge også på længere sigt har mulighed for at skabe og bevare nære relationer til forældre og netværket. Kommunalbestyrelsen har i den forbindelse pligt til at sikre, at forældrene får information om barnets hverdag, og til at bidrage til et godt samarbejde mellem forældrene og anbringelsesstedet. En ret til samvær og kontakt, der er aftalt mellem forældrene eller er fastsat i medfør af forældreansvarsloven, opretholdes under barnets eller den unges anbringelse uden for hjemmet, men kan reguleres eller midlertidigt ophæves efter reglerne i stk. 2-5.