Holstebro Kommune begik en fejl, da de ikke partshørte en plejefamilie.

Holstebro Kommune begik en fejl, da de ikke partshørte en plejefamilie. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Ankestyrelsen fastslår: Plejefamilie skulle være partshørt før opsigelse

En plejefamilie fra Holstebro blev opsagt af kommunen uden at blive partshørt, da de ikke kunne varetage plejebarnets behov for støtte. Nu slår Ankestyrelsen fast, at familien skulle have været partshørt.

Udgivet: 16/06/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Holstebro Kommune lavede en fejl, da de ikke partshørte en plejefamilie inden kommunen opsagde kontrakten. Sådan lyder det nu fra Ankestyrelsen i en udtalelse.

Kort fortalt handler sagen om en plejefamilie, hvis plejekontrakt til et barn blev opsagt af kommunen tilbage i maj 2021. Det skete, fordi Social Tilsyn Midt vurderede, at familien ikke kunne varetage barnets behov for støtte.

Kommunens argument for ikke at partshøre var, at man som plejefamilie ikke var ansat men derimod kunne betragtes som en slags selvstændigt erhvervsdrivende, der løste en opgave for kommunen. Derfor var kommunen i sin gode ret til at opsige kontrakten, hvis vilkårene i den ikke blev overholdt.

Men det argument holder ikke ifølge Ankestyrelsen. De skriver i en udtalelse:

Det er Ankestyrelsens opfattelse, at forhold, der betyder, at plejefamilien ikke kan varetage det konkrete plejebarns behov, ofte vil kunne være forhold, der kan henføres til plejefamilien. Kommunen bør derfor i de enkelte sager foretage en konkret vurdering af, om plejefamilien skal partshøres.

Det forhold, at kommunen er forpligtet til ikke at bevilge eller opretholde en foranstaltning, der ikke opfylder plejebarnets behov, kan ikke i sig selv føre til, at plejefamilien ikke er berettiget til at gøre sig bekendt med og kommentere grundlaget for beslutningen om at opsige kontrakten.

I forhold til den konkrete sag om opsigelsen af [A] og [B]s plejekontrakt vurderer Ankestyrelsen, at Holstebro Kommune burde have foretaget partshøring.

I udtalelsen kan man læse, at Ankestyrelsen og Holstebro Kommune egentligt er enige om, at der er en generel pligt til at partshøre plejefamilier i forbindelse med opsigelser, hvis opsigelsen skyldes forhold, der kan henføres til plejefamilien.

Problemet er, at Holstebro Kommune ikke partshører i sager, hvor man opsiger plejeforholdet fordi socialtilsynet har vurderet, at plejefamilien ikke lever op til de krav, man stiller i forbindelse med varetagelsen af det konkrete barns behov.

Den praksis er bare ikke i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om partshøring.

Holstebro Kommune har fået to måneder til at orientere Ankestyrelsen om, hvad Ankestyrelsens udtalelse giver anledning til.

Sidst opdateret: 16/06/2022 - 13:44

Emner: Pleje, Holstebro Kommune

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]