"KL havde i voldsom grad overvurderet, hvad omkostningerne ville være, og derfor kunne vi ikke få det gennemført, så det omfattede alle," fortæller Enhedslistens handicapordfører Jakob Sølvhøj.

"KL havde i voldsom grad overvurderet, hvad omkostningerne ville være, og derfor kunne vi ikke få det gennemført, så det omfattede alle," fortæller Enhedslistens handicapordfører Jakob Sølvhøj. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix (Arkiv)

Ø: KL var ansvarlig for aldersgrænsen ved natovervågning

Tirsdags blev et flertal i Folketinget enige om at fjerne aldersgrænsen for natovervågning til borgere med svære handicap. Men det er KL's skyld, den aldersgrænse kom i første omgang, mener Enhedslisten.

Udgivet: 01/09/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Et flertal i Folketinget indgik tirsdag en aftale om, at der ikke længere skulle være en aldersgrænse ved natovervågningen til borgere med svært handicap. En aldersgrænse, som KL har ansvaret for, hvis man spørger Enhedslisten.

"KL havde i voldsom grad overvurderet, hvad omkostningerne ville være, og derfor kunne vi ikke få det gennemført, så det omfattede alle," fortæller Enhedslistens handicapordfører Jakob Sølvhøj.

Social- og Ældreministeriet konstaterede, at mange af de afsatte midler blev sendt tilbage i statskassen, og der derfor var råd til at udvide ordningen. Bare i 2021 blev næsten 45 millioner sendt tilbage i statskassen.

Når ordningen var fuldt indfaset, ville det være næsten 20 millioner årligt, som man vil kunne sende tilbage i statskassen, da Social- og Ældreministeriet vurderer, at de årlige udgifter vil være lidt over 40 millioner kroner.

Læs også:
Ekstra midler: Røde partier ophæver aldersgrænsen ved natovervågning

Aldersgrænsen er problematisk ifølge Enhedslisten, da der så er borgere, der ikke har fået den hjælp, som de havde brug for. Og som der var råd til at give dem.

Tilbage ved finansloven for 2020 besluttede regeringen sammen med sit parlamentariske grundlag at afsætte midler til, at unge i alderen 18 til 23 år kunne få overvågning om natten i eget hjem. Derudover lavede man en dispensationsregel, så unge med en livstruende sygdom havde ret til natovervågning, indtil de fyldte 25 år.

"Da vi rejste kravet tilbage ved finanslovsforhandlingerne i 19, fik vi at vide, at det kostede flere 100 millioner," siger Jakob Sølvhøj og fortsætter:

"Vi afsatte så 60 millioner, men regeringen mente ikke, at de kunne gennemføre ændring for andre end unge op til 23, da pengene så var brugt."

Det regnestykke anerkendte Enhedslisten ikke, så de aftalte, at der skulle følges op på de faktiske omkostninger. Det har Socialministeriet og KL så lagt arm om gennem de sidste to år.

"Det viste sig, det var helt forkerte tal, KL havde leveret. Det endte med, der kun var og ville blive brugt mellem en tredjedel og halvdelen af de årligt afsatte 60 millioner i 20, 21 og 22. Fordi der var langt færre borgere, der ville gøre brug af ordningen."

KL: Det er helt efter bogen

KL afviser Enhedslistens kritik. I en skriftlig kommentar skriver organisationen:

”Færre familier har valgt at gøre brug af ordningen, end hvad kommunerne, KL og flere organisationer vurderede i 2019. Derfor har udgifterne helt naturligt være lavere end estimeret.

Det er ikke unormalt, at der bliver vedtaget lovgivning, hvor der på forhånd er usikkerhed om de økonomiske konsekvenser, og i forhandlingerne med staten argumenterede KL selv for, at der skulle følges op givet den store økonomiske usikkerhed. Det er med andre ord helt efter bogen, at man efterfølgende sikrer, at kommunerne hverken får for få eller for mange midler til den nye opgave, de har fået.”

(Artiklen er blevet opdateret med et svar fra KL)

Fakta

Lovændringen om natovervågning var for unge, der modtog hjælp efter servicelovens § 95, stk. 3, medførte en ny bestemmelse, § 95, stk. 4. Med den bestemmelse blev kommunerne forpligtet til at udbetale et kontant tilskud til overvågning om natten og støtte i forbindelse med overvågningen, hvis borgerens funktionsnedsættelse medfører risiko for alvorlig skade uden opsyn.

§ 95

Hvis kommunalbestyrelsen ikke kan stille den nødvendige hjælp til rådighed for en person, der har behov for hjælp efter §§ 83 og 84, kan kommunalbestyrelsen i stedet udbetale et tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Stk. 2. En person med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentligt, kan vælge at få udbetalt et kontant tilskud til hjælp, som den pågældende selv antager.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde beslutte, at hjælpen efter stk. 2 fortsat skal gives som naturalhjælp eller udbetales til en nærtstående person, som helt eller delvis passer den pågældende. Den nærtstående kan, medmindre vedkommende har indgået aftale om overførsel af tilskuddet efter stk. 5, højst varetage pasningsopgaven i 48 timer om ugen. Deles pasningsopgaven af flere nærtstående, der samtidig er tilskudsmodtagere, gælder 2. pkt. for de nærtstående tilsammen. I særlige tilfælde kan kommunalbestyrelsen dog beslutte, at en eller flere nærtstående kan varetage pasningsopgaven i mere end 48 timer om ugen.

Sidst opdateret: 01/09/2022 - 14:52

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]