
Partierne anerkender også, at de i aftalen får finansieringen til at se større ud, end den egentligt er. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Psykiatrien mangler stadig penge efter tiårsplanen
Selvom partierne nu har fundet en halv milliard varigt, så anerkender de, at det ikke er nok penge til at løfte psykiatrien. Der skal findes flere midler ved de kommende års finanslove.
Udgivet: 29/09/2022
Der skal bygges markant ovenpå psykiatriaftalen, hvis man virkelig skal løfte psykiatrien. Sådan lyder det fra samtlige partier, NB-Social talte med ved præsentationen af tiårsplanen for psykiatrien.
Selvom det var en tiårsplan, politikerne præsenterede, så er den nuværende finansiering kun en start.
Ved tiårsplanen afsætter man i 2023 knap 450 millioner til psykiatrien. Fra 2024 og frem afsætter man varigt en halv milliard.

"Den halve milliard er kun brugt til at finansiere de første initiativer, som også er dem, der ligger som det faglige oplægs prioriterede anbefalinger," siger Enhedslistens sundhedsordfører Peder Hvelplund og fortsætter:
"Så er det klart, at når vi kommer til finanslovsforhandlingerne næste år, så ligger de 500 millioner som en bund, vi kan bygge ovenpå."
(Du kan læse om de fem initiativer her)
Peder Hvelplund mener ikke, at den foreløbige finansiering dækker den fulde tiårsplan, men at det heller aldrig var forventningen. De midler skal man finde senere hen i processen.
Samme toner kommer fra SF.
"Vi har også skrevet i aftalen, at man så skal kigge på yderligere penge til de yderligere initiativer. Men ved det første fem indsatser, da vurderer man, at det her er nogenlunde den pris, det koster," siger SF's gruppenæstformand, Jacob Mark, til NB-Social.
SF er også tilfredse med, at det er lykkedes partierne at afsætte den halve milliard varigt så tæt på den forventede valgudskrivelse.
Jacob Mark understreger dog, at han godt kunne tænke sig, der var tale om et større beløb. Derfor glæder han sig over, at både rød og blå blok vil finde flere penge efter valget.
Anerkender også talgymnastikken
Efter at have set et lækket udkast, skrev vi i tirsdags (27. september) på NB-Social, at regeringen lavede talgymnastik.
For når regeringen og partierne siger, at de ville løfte psykiatrien med 500 millioner varigt, kunne man som borger hurtigt tro, at partierne hvert år ville tilføje 500 millioner oveni de 500 millioner fra året før. Så det blev 500 millioner det første år, en milliard det næste og så 1,5 milliard året efterfølgende.
Det er dog ikke tilfældet, hvilket partierne bekræfter.
"Man kan sige i varige midler, afsætter vi 200 millioner i 2023, og så lægger vi yderligere 300 oveni i '24, så vi kommer op på 500," siger De Radikales sundhedsordfører Stinus Lindgreen til NB-Social og fortsætter:
"Så det er rigtigt, vi løfter ikke med en halv milliard i første omgang."
Samme regnestykker er Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen kommet frem til:
"Det er 200 millioner i varigt løft i '23, og så 200 plus 300 i '24 og frem. Og så er der en hulens masse engangspenge fra forskningsreserve og satspuljen. Så der er et stykke vej op til de anslåede 4,5 milliarder."
De 4,5 milliarder referer til, hvad sundhedsøkonom Jakob Kjellberg og professor i psykiatri Merete Nordentoft, der er formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, har regnet sig frem til, det vil koste at løfte psykiatrien.
Psykiatriplanen er et godt første skridt
Samme Kjellberg har rost tiårsplanen til Sundhedsmonitor. Han siger:
"Hvis det er det første af otte skridt, så vil jeg sige, at det er rigtig fornuftigt, man kan ikke nå det hele, og det er prioriteret."
Hans ros er dog betinget af, at partierne følger op og laver væsentligt flere psykiatriplaner.
Til NB-Social har han tidligere sammenlignet med forløbet med kræftpakkerne.
“Det var jo aldrig sådan, at man fra dag et sagde, det er sådan, vi gør frem til år 2012,” sagde han og fortsatte:
“Når man så kan se at det lykkes, så er der også mere appetit til at lave plan nummer to.”
Sidst opdateret: 29/09/2022 - 13:19














































