Den tragiske hændelse kunne ikke have været undgået, fortæller Task Force Tina Gram Larsen

Den tragiske hændelse kunne ikke have været undgået, fortæller Task Force Tina Gram Larsen - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)

Anbefalinger efter skyderiet i Fields: Det kunne ikke være undgået

Efter skudepisoden tilbage i juli har en ny Task Force præsenteret seks anbefalinger til, hvordan man kan forbedre psykiatriindsatsen i Region Hovedstaden.

Udgivet: 13/10/2022

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Nu har Task Forcen, der blev nedsat kort efter skyderierne i Fields, fremlagt deres anbefalinger.

Den konkluderer blandt andet, at den tragiske hændelse ikke kunne have været undgået.

”Der er ikke noget i denne afdækning, der med sikkerhed fortæller mig eller de andre i Task Force, at man kunne have forhindret skyderiet. Vi kan således ikke konkludere, at der er kausalitet mellem forbedringspotentialerne og den tragiske hændelse i Field’s,” siger Tina Gram Larsen, psykiatridirektør i Region Nordjylland og formand for Task Force i en pressemeddelelse.​

Task Forcen peger på seks områder, hvor man kan forbedre indsatsen i psykiatrien i Region Hovedstaden.

Det drejer sig om:

  • ​Øget behandlerkontinuitet i udrednings- og behandlingsforløb for udvalgte patientgrupper.
  • Styrket diagnostisk vurdering og afklaring, fx ved mere systematisk inddragelse af tidligere sygehistorik og øget brug af tværfaglig klinisk konference ved diagnostisk tvivl og mistanke om alvorlig psykopatologi.
  • Mere systematisk vurdering af effekt og bivirkninger af medicin, fx ved at drøfte medicinjusteringer på kliniske konferencer samt at sikre relevant opfølgning ved ændring af medicinering, særligt ved formodning om alvorlig psykopatologi.
  • Mere systematisk anvendelse af voldsrisikoscreening i ambulant regi og udbredelse af kendskab til handlemuligheder, herunder samarbejde med Politi fx PSP- samarbejde mellem politi, socialforvaltning og psykiatri.
  • Vurdering af behov og muligheder for at styrke målrettede behandlingstilbud til patienter med alvorlig psykopatologi.
  • Styrket tværsektorielt samarbejde med henblik på, at patienter med forløb i psykiatrien ved behov hurtigt får den rette støtte og hjælp i kommunalt regi.

”Det, vi har set i denne afdækning, er udfordringer, som vi kender i forvejen, men der bliver sat spot på, at vi stadig kan forbedre vores indsats i psykiatrien. Bl.a. udfordringen med, at vores patienter i psykiatrien ser mange forskellige behandlere," siger Tina Gram Larsen og fortsætter:

"Færre behandlere og tværfaglig konference kan styrke diagnosticering og vurdering af medicin. Samtidig skal der mere systematisk screenes for voldsrisiko.”

Politisk har man også taget godt imod anbefalingerne. Regionsrådsformand i Region Hovedstaden Lars Gaardhøj (S) siger i en pressemeddelelse:

”Når en så tragisk hændelse sker, så har borgerne behov for at vide, om sundhedsvæsenet har gjort det, de skulle. Selvom afdækningen ikke peger på en direkte sammenhæng, så vil vi i regionsrådet have stort fokus på, at de ekstra midler, der gives til psykiatrien, kommer til at understøtte nogle af de områder, som Task Forcen peger på og anbefaler nogle forbedringer af."

Han fortsætter:

"Jeg er klar over, at ikke alle tragiske hændelser kan forhindres, men jeg er meget optaget af, at sundhedsvæsenet gør alt, hvad der står i vores magt. Jeg tænker også, at den politiske aftale om en ti-årsplan kan understøtte forbedringerne.”

Fakta:

Task Force blev i samråd med Sundhedsministeriet nedsat for fagligt at afdække forløbet i Region Hovedstadens Psykiatri forud for hændelsen i Field’s, hvor tre døde, og flere blev sårede.

Det var mere fokus på organisatorisk læring i et systemperspektiv end enkeltpersoner.

Følgende sad i Task Forcen:

  • Lægefaglig direktør i psykiatrien, Region Nordjylland, Tina Gram Larsen (formand)
  • Lægefaglig vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, Ida Hageman
  • Forperson for Dansk Psykiatrisk Selskab, professor og overlæge, Merete Nordentoft
  • Lægefaglig vicedirektør i psykiatrien, Region Sjælland, Søren Bredkjær
  • Direktør i Center for Sundhed i Region Hovedstaden, Charlotte Hosbond

Sidst opdateret: 13/11/2023 - 14:10

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]