I en tilsynsrapport om botilbuddet Rosenkildevej 87 - 89 i Slagelse påpeger Socialtilsynet, at der længe har været misforhold imellem tilbuddets realiserede omsætning og omkostninger.

I en tilsynsrapport om botilbuddet Rosenkildevej 87 - 89 i Slagelse påpeger Socialtilsynet, at der længe har været misforhold imellem tilbuddets realiserede omsætning og omkostninger. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Slagelse vil sende regningen fra tvangslukket botilbud videre til køberkommuner

Socialtilsyn Øst har varslet et botilbud i Slagelse Kommune tvangslukket. Kommunen forventer at sende et millionunderskud videre til køberkommunerne. Læs mere om det her.

Udgivet: 10/11/2022

Del artiklen:

Efter flere års økonomisk misdrift er et kommunalt botilbud i Slagelse med 52 pladser pålagt tvangslukning. Det fremgår af den seneste tilsynsrapport.

Det betyder, at 40 beboere i alderen 26 - 93 år med fysisk og psykisk udviklingshæmning skal have nyt hjem. Derudover skal over 100 medarbejdere have et andet arbejde inden for det næste halve år.

Socialtilsyn Øst begrunder lukningen sådan:

”Det er socialtilsynets vurdering, at tilbuddet samlet set ikke opfylder betingelserne for fortsat godkendelse og dermed ikke besidder den fornødne kvalitet der skal til for at sikre at borgerne ydes en indsats, der er i overensstemmelse med formålet med offentlige og private tilbud efter lov om social service.”

Lukningen af tilbuddet vil have yderligere afledte økonomiske konsekvenser i millionklassen, for de ni kommuner der har købt pladser på botilbuddet.

Derudover er der ikke tale om en ny sag, hvor pludselige opståede forhold gør, at man må lukke botilbuddet Rosenkildevej 87-89.

Læser man tilsynsrapporterne tilbage til 2019 har botilbuddet haft i alt ni påbud. Både tilsyn, kommune og ledelse har været bekendt med en række udfordringer - blandt andet i forhold til økonomien.

Køberkommuner skal medfinansiere lukning

Slagelse Kommune oplyser overfor OPS-Indsigt, at det forventede underskud i 2022, bliver 13,7 millioner kroner. Den regning har kommunen tænkt sig at sende videre til køberkommunerne fordelt efter, hvor mange borgere kommunerne har haft placeret på botilbuddet.

At køberkommunerne skal medfinansiere underskuddet er helt i overensstemmelse med den rammeaftale, som kommunerne har indgået i Region Sjælland. En aftale man også har i de andre regioner.

I et bilag til rammeaftalen står der:

”Baggrunden for nedlukningsprincipperne er at fordele risikoen mellem sælger og køber, så sælger ikke alene bærer risikoen ved drift af tilbud, hvor der sælges pladser til andre kommuner. På den baggrund er indgået en aftale mellem kommunerne i region Sjælland om at i forbindelse med tilbud, der lukker ned, deles nedlukningsomkostningerne mellem samtlige kommuner, som har anvendt tilbuddet.”

Regningen kan blive større

OPS-Indsigt har kontaktet en række kommuner i Region Sjælland for at finde ud af, om kommunerne i deres budget for handicapområdet har indlagt en risikobuffer for at kunne imødegå eventuelle nedlukninger som den i Slagelse.

Her svarer fem kommuner, at det ikke er tilfældet. Enkelte begrunder det med, at det er sjældent, at botilbud lukker. Det er dog tydeligt, at sagen fra Slagelse er en udfordring rent økonomisk - særligt hos dem, der har flere borgere.

For selvom Slagelse Kommune har vurderet, at man i 2022 vil have et underskud på 13.7 millioner kroner, så kan det tal sagtens nå op over 20 millioner kroner, inden botilbuddet er helt lukket i maj 2023, lyder det til baggrund fra flere kommuner.

Det betyder, at har køberkommunen en borger på det pågældende botilbud, kan kommunen godt gå hen og får en ekstraregning på en halv million kroner udover taksten.

Læs også:
Lukket botilbud sender millionregning tilbage til kommunerne

Ringsted vil ikke dele regningen

Ringsted Kommune har fem borgere på botilbuddet. Det vil svare til cirka 2,5 millioner kroner i ekstra regning. Her er man mildt sagt tøvende overfor at skulle dele underskuddet med Slagelse Kommune.

”Vi er ikke nødvendigvis enige i, at vi skal betale en del af lukningsudgifterne, da vi skal have klarlagt, om Slagelse Kommune har handlet culpøst,” skriver kommunen i en mail til OPS-Indsigt.

Netop spørgsmålet om, hvorvidt Slagelse Kommune har handlet uagtsomt eller forsætteligt, kan godt gå hen og blive en strid mellem de involverede kommuner. Af tilsynsrapporten fra Socialtilsynet fremgår det, at problemstillingerne på bostedet har været kendt i årevis.

Bemærke: Selvom kommunerne har en aftale om underskudsdækning, så står der også i rammeaftalens bilag 2 under proceduren for lukningstruede tilbud:

”Det er en forudsætning, at leverandørerne selv har ageret økonomisk ansvarligt og forsøgt at løse tilbuddets økonomiske udfordringer.”

Kommunen har holdt igen med takststigninger

I tilsynsrapporten skriver Socialtilsynet, at der historisk set har været vedvarende misforhold imellem tilbuddets realiserede omsætning og omkostninger helt tilbage til 2019.

I 2020 realiserede man et underskud på 7.505.286 kroner, svarende til en underskudgrad på 20,53% af omsætningen. I 2021 fortsætter underskudsopbygningen med et underskud på 9.414.485 kroner, svarende til en underskudsgrad på 24,47% af omsætningen.

Det får Socialtilsynet til at give botilbuddet tre påbud i juni 2022, der nu har ført kravet om tvangslukning.

Læser man videre kan man forstå, at botilbuddet længe har haft mange ledige pladser - næsten en fjerdedel - og dermed massiv tomgangshusleje.

Underskuddet skyldes, at taksterne ikke er tilstrækkelige til at dække den nødvendige personalenormering. Det skal ses i perspektiv af, at tilbuddet på et tidspunkt modtog et brev fra Slagelse Kommune, hvoraf det fremgår, at kommunen ikke vil hæve taksterne.

Hvorfor har Slagelse Kommune ikke ønsket taksterne hævet? Havde kommunen gjort det, havde det påført kommunen en yderligere udgift på handicapområdet, da kommunen selv har 18 beboere på botilbuddet.

Det bliver ikke let at finde 40 pladser

En konsekvens at lukning af botilbuddet er, at der skal skaffes et nyt hjem til de 40 beboere.

I et brev til køberkommunerne fra Slagelse Kommune anbefales, at man hurtigt går i gang med at finde egnede bosteder, men det kan vise sig at være vanskeligt.

Flere kommuner fortæller til OPS-Indsigt, at det gælder om at være hurtig i de her sammenhæng:

”For nok er der ledige pladser på tilbudsportalen, men det skal være et til den rigtige målgruppe, og det er tvivlsomt,” lyder det.

Sidst opdateret: 10/11/2022 - 17:40

Emner: Bosted, Slagelse Kommune, Det specialiserede socialområde, Handicappede, Socialtilsyn

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]