
Den nu afgående minister gik næsten 10.000 personlige stemmer tilbage ved valget. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Efter massivt stemmetab: Astrid Krag takker af for nu
Den afgående minister Astrid Krag (S) rykker tilbage til folketingsgruppen. "Det har været en kæmpe ære og fornøjelse at være en del af den tidligere regering," skriver hun. Ministeren var ofte på kollisionskurs med kommunerne.
Udgivet: 15/12/2022
"Det har været en kæmpe ære og fornøjelse at være en del af den tidligere regering og jeg ser med stor glæde på de vigtige spor, der kører videre i det nye regeringsgrundlag." Sådan skriver den afgående social- og ældreminister Astrid Krag i en længere statusopdatering på Facebook.
Efter tre et halvt år på posten, giver hun nu socialministeriet videre til partifællen Pernille Rosenkrantz-Theil. Samtidigt bliver Moderaternes Mette Kierkgaard ny ældreminister.
Ved det seneste folketingsvalg gik Astrid Krag næsten 10.000 stemmer tilbage.
"Senere i dag videregiver jeg stafetten til hele to kollegaer i Social- og Ældreministeriet. Og siger en kæmpe tak til de dygtige medarbejdere, som har knoklet sammen med mig de sidste tre et halvt år," skriver hun og fortsætter:
"Det bliver vemodigt - det ved jeg af erfaring - men mest af alt er det dejligt at arbejdet fortsætter for at sikre mere værdighed for de mest udsatte og tryghed for de ældre."
Astrid Krag glæder sig blandt andet i opslaget over det nye regeringsgrundlag, der ifølge den afgående minister fortsætter vigtige spor som bekæmpelsen af hjemløshed, hjælper udsatte børn og vil frisætte ældreplejen.
Slutteligt takker den afgående minister for samarbejdet.
Ofte på kollisionskurs med kommunerne
Den nu afgående minister kom ofte på kollisionskurs med kommunerne, fordi hun ifølge en række kommunale aktører havde en tendens til at tale velfærden op efter stramme økonomiaftaler, hvilket øgede forventningspresset på kommunerne.
Ministeren har også flere gange kritiseret kommunale besparelser, hvilket har fået flere borgmestre til at kritisere ministeren.
Sidst opdateret: 15/12/2022 - 13:15
Emner: Astrid Krag (S)









































