
"Det er ikke det samme som, at der ikke skal ske prioriteringer i den enkelte kommune. Vi står midt i en ny virkelighed, vi alle må forholde os til," siger indenrigs- og socialminister Sophie Løhde (V). - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)
Tre dage senere: To ministre giver forskellige udmeldinger på handicapområdet
På bare tre dage har socialministeren og indenrigs- og sundhedsministeren givet vidt forskellige udlægninger af, hvad der skal ske med handicapområdet.
Udgivet: 02/02/2023
Tre dage efter socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil på TV2 ville have kommunerne til at levere bedre kvalitet på handicapområdet, går indenrigs- og sundhedsminister en anden retning.
I et svar til SF's Charlotte Broman Mølbæk siger ministeren:
Regeringen og kommunerne aftaler årligt de overordnede økonomiske rammer for kommunerne under et. Her vil regeringen prioritere den borgernære velfærd år for år, så pengene følger med, når vi bliver flere børn og ældre.
Det er ikke det samme som, at der ikke skal ske prioriteringer i den enkelte kommune. Vi står midt i en ny virkelighed, vi alle må forholde os til. Der er krig i Europa, en afledt energikrise og inflation, der udfordrer økonomien.
I det svar lægger ministeren sig tættere op af formuleringerne fra økonomiaftalen mellem Kommunernes Landsforening og regering. Derudover noterer ministeren sig, at kommunerne har overholdt de vedtagne budgetter for service siden regnskabssanktionen blev indført.
Parterne er derfor enige om, at den enkelte kommunalbestyrelse inden for lovgivningens rammer har ansvaret for at prioritere opgaveløsningen og økonomien. Regeringen støtter op om kommunernes indsats.
Det var væsentligt andre toner, man mandag kunne høre fra socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil. Her sagde ministeren:
“Det synes jeg simpelthen ikke kan være rigtigt. Man skal kunne mærke, at velfærdssamfundet er der, og at velfærdssamfundet er på ens side og faktisk sørger for, man får den hjælp og støtte på en gelinde og tillidsfuld måde, i stedet for sådan som tingene er i dag.”
Da ministeren blev spurgt til, om kommunerne ville få flere penge, henviste hun til demografimidlerne.
Så på den ene side har vi en minister, der åbent taler om lokale prioriteter og dermed besparelser, mens den anden taler om kvalitetsforbedringer.
Sidst opdateret: 02/02/2023 - 13:51














































