Negativ udvikling i børnefattigdom koncentreres i hver femte kommune
19 kommuner har haft en stigning i andelen af fattige børn under 18 år fra 2020 til 2021. Det viser ny analyse.
Udgivet: 23/02/2023
Hver femte kommune har haft en stigning i andelen af børn under 18 år, der lever i familier under fattigdomsgrænsen, fra 2020 til 2021. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-rådet).
Det svarer til 19 kommuner, som er markeret med rød i nedenstående kort. Det er dog tyve kommuner, der har oplevet en stigning i antallet af børn, der lever i fattigdom, da Faxe Kommune også har oplevet en stigning. Den stigning har dog ikke påvirket andelen af fattige børn i kommunen, som lå på samme niveau i både 2020 og 2021.
Langt de fleste kommuner har dog haft en positiv udvikling med faldende antal børn i fattigdom, hvilket har været tendensen siden 2016, skriver AE-rådet i sin hovedkonklusion:
"Antallet af relativt fattige børn har nu været faldende fire år i træk, men niveauet er fortsat højere end i 2016."
Store forskelle mellem kommunerne
Der er store forskelle mellem kommunerne. I Lolland og Brøndby kommuner er andelen af børn under 18 år, der lever i fattigdom omkring ni procent. Det tal er helt nede på to procent i Egedal og Allerød kommuner.
Opgørelsen er et udtryk for relativ fattigdom, hvor AE-rådet har taget udgangspunkt i tal fra Danmarks Statistik. Deres såkaldte SDG-indikator (Sustainable Development Goal), som handler om at følge FNs verdensmål nummer 1, der handler om at nedbringe fattigdom.
(Artikel fortsætter under kort)
De familier, som ligger under fattigdomsgrænsen, får hovedsageligt en eller anden form for offentlig ydelse.
"De fattige børnefamilier er en sammensat gruppe. En stor del af forsørgerne i familierne under fattigdomsgrænsen modtager en kontanthjælpsydelse eller anden offentlig understøttelse i løbet af året. Over de seneste år er der sket et stort fald i antallet af fattige børn, hvis familie er berørt af kontanthjælpsydelser, men der er omvendt sket en stigning i antallet, der er berørt af andre ydelser, f.eks. ressourceforløbsydelse og førtidspension," skriver AE-rådet.
Der er også en andel, som slet ikke er i ydelsessystemet. Det er typisk familier med svag eller løs tilknytning til arbejdsmarkedet. Det kan også være voksne, der er studerende, men har arbejdet 950 timer om året.

Sidst opdateret: 23/02/2023 - 12:02














































