"SF er meget forbandet over, at den der midlertidige børneydelse er forsvundet," siger Karsten Hønge (SF).

"SF er meget forbandet over, at den der midlertidige børneydelse er forsvundet," siger Karsten Hønge (SF). - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix (arkiv)

Afløser det midlertidige børnetilskud: Den nye inflationshjælp er en forringelse

300 millioner kroner skal fordeles på over 40.000 udsatte børnefamilier i en særlig inflationshjælp. SF er med i aftalen, men er "meget forbandet over, at den der midlertidige børneydelse er forsvundet."

Udgivet: 28/02/2023

Del artiklen:

Regeringen har aftalt med SF, De Radikale og Alternativet, at omkring 40.500 børnefamilier skal have samlet set 300 millioner kroner udbetalt som inflationshjælp.

Det oplyses torsdag aften på et pressemøde med partierne og beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen (S).

De familier, der modtager beløbet, bliver familier, hvor en eller begge forældre i januar enten modtog ydelser i kontanthjælpssystemet eller modtog en ressourceforløbsydelse.

En ressourceforløbsydelse udbetales til personer i jobafklaringsforløb eller ressourceforløb.

Pengene udbetales ad to omgange. Den ene halvdel udbetales senest i juni, mens anden halvdel udbetales i august.

Hvor stort et beløb, familierne modtager, afhænger af, hvor mange børn familien har.

Børnefamilier med et barn får 7500 kroner. Børnefamilier med to børn får 11.250 kroner, mens børnefamilier med tre børn får 13.500 kroner.

Beløbet er skattefrit og indgår ikke i beregningen af borgeres øvrige offentlige ydelser.

Det skattefri beløb udbetales kun i år og ikke som dets forløber - det midlertidige børnetilskud - hvert år.

Det midlertidige børnetilskudvar et tilskud til familier med børn under 15 år, hvor en eller begge forældre var berørt af kontanthjælpsloftet og/eller den daværende integrationsydelse.

Her fik forældre på de laveste ydelser 700 kroner per barn om måneden, 600 kroner per barn af enlige om måneden og 550 kroner per barn om måneden for de øvrige i målgruppen.

Derudover fik enlige forsørgere et supplerende tilskud på 650 kroner månedligt uafhængigt af antallet af børn. Det gik til børn i alderen 0-14 år. Dog var tilskuddet sammensat sådan, at man ikke kan få mere i ydelse, end man har mistet som følge af indførelsen af kontanthjælpsloftet eller integrationsydelsen.

Tilskuddet var kun midlertidigt, og skulle gælde indtil regeringen fandt frem til et nyt ydelsessystem med bedre balance.

Dog aftalte den daværende S-regering med sine støttepartier - SF, De Radikale og Enhedslisten - at lade det fortsætte. Den aftale blev dog aldrig vedtaget før valget.

Da den nye regering blev samlet, aftalte den at skrotte det midlertidige børnetilskud. Til gengæld blev der lavet en pulje til inflationshjælpen i 2023.

"Det, vi gør med aftalen, er at sikre de fattigste børnefamilier inflationshjælp. Det er den samme gruppe (som fik midlertidigt tilskud, red.), og så har vi bygget endnu flere på, så vi når 65.000 børn, siger beskæftigelsesministeren torsdag aften."

Vrede i rød blok

Den udlægning giver SF's beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, ikke meget for på pressemødet torsdag.

"SF er meget forbandet over, at den der midlertidige børneydelse er forsvundet. Den ydelse, der holdt hånden under de fattigste familier i Danmark," siger han.

"Men det er jo forsvundet. Derfor er det vigtigt, at vi får rakt den helt nødvendige hånd til de familier, der har allermindst."

"SF er på nakken af den her regering for, at de penge er der næste år. For de her familier kan ikke undvære de her penge. Inflation eller ej."

Også Enhedslisten er kritiske. Partiet er ikke med i aftalen om inflationshjælp, som politisk ordfører Mai Villadsen kritiserer i hårde vendinger på Facebook:

"Rigtig mange familier har indtil nu fået det midlertidige børnetilskud. Mange af de familier - særligt dem på integrationsydelse vil med den netop indgåede aftale miste tusindvis af kroner i forhold til hvad de får i dag. Fattigdommen bliver større."

Hun fortsætter:

"Den blå SVM-regering vil tage deres børnetilskud og spise dem af med et engangsbeløb i juni og august. Og har endda den frækhed at kalde det “hjælp”. Tænk engang at man gør nogle børn fattigere midt i en voldsom inflation."

/ritzau/Høyer

Sidst opdateret: 28/02/2023 - 13:31

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]