Da man tilbage i 2013 lempede reglerne for skilsmisser og indførte, hvad man i folkemunde kaldte lynskilsmissen, havde det en række sociale konsekvenser.

Med reformen ændrede man dansk skilsmisselov, så der ved enighed om skilsmisse mellem partnere ikke længere skulle være et krav om seks måneders ventetid, indtil en skilsmisse trådte i kraft (kendt som separationsperioden).

Var der uenighed mellem partnerne om behovet for skilsmisse, blev separationsperioden halveret til kun seks måneder.

Nu viser forskning fra Rockwool Fonden, at det udover at få antallet af skilsmisser til at stige også havde effekter på kvinders løn og arbejdstid.

Konsekvensen af reformen er, at det både er lettere at gå fra nogle, men det blev også alt andet lige lettere at blive forladt. Og den risiko har formentlig haft indflydelse kvinders behov for at stå stærkere økonomisk.

Den mindre restriktive skilsmisselovgivning øgede de gifte kvinders årlige arbejdsmarkedsindkomst med to procent, timelønnen steg med 0,4 procent og deres årlige arbejdsudbud blev øget med 19 procent i forhold til samlevende kvinder.

Effekten påvirkes af, hvorvidt kvinderne har hjemboende børn. Responsen er nemlig større for mødre uden hjemmeboende børn, hvilket betyder, at mødrene arbejder mere efter reformen.

Det kan pege på, at de finder det nødvendigt at investere i deres muligheder udenfor ægteskabet, da de står overfor en større skilsmisserisiko.

Det peger også på, at småbørn måske indirekte stabiliserer ægteskaber samt styrker kvinders position.

Effekten varierer også efter kvindens uddannelsesniveau og indkomst. Men modsat hvad man typisk kunne forvente, så er det ikke altid de svageste grupper, der oplever den stærkeste respons. Det skyldes formentligt, at ydelserne til enlige forsørgere er relativt høje i Danmark.

I undersøgelsen sammenlignende man med ugifte samlevende par, der ikke direkte var berørt af reformen.