
Hos SF ville socialordfører Theresa Berg Andersen stadig ønske, projekterne var på finansloven, selvom hun er med i aftalen. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
På trods af kritik: SSA-reserven bliver stadig brugt til at drifte
Alle Folketingets partier udenfor regeringen kritiserede, at SSA-reserven blev brugt til drift af gamle satspuljeprojekter. Men med den nye aftale kommer politikerne fortsat til at bruge reserven til at drifte projekter på socialområdet.
Udgivet: 06/03/2023
Med SSA-reserven bliver der brugt næsten en milliard på foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet for 2023 til 2026.
Det betyder dog ikke, at det hele er nye penge. Mange af de gamle satspuljeprojekter, der stod til miste deres bevilling ved årsskiftet, bliver nemlig videreført med midler fra SSA-reserven.
Det på trods af, at det første princip for SSA-reserven ellers understreger, at reserven helst skal bruges til forsøgs- og udviklingsprojekter.
Derfor gik alle Folketingets oppositionspartier ud i en fælles erklæring fredag i uge seks og kritiserede, at mange af de gamle projekter ikke var rykket over på finansloven.
Nu har selv samme partier bortset fra Nye Borgerlige så indgået en aftale for reserven, hvor den netop bliver brugt til drift.
Et af de kritiske partier var Enhedslisten, der dog erkender, det trods alt er positivt, organisationerne stadig får penge.
"Det er i hvert fald bedre end ingenting. Den bedste løsning, synes vi, er jo, hvis mange af de her ting egentlig blev til en rettighed. Det gælder jo både på partnervold, og det gælder på handicapområdet. Så det ville vi jo synes, var den optimale løsning. Men selvfølgelig, var det bedre, at der kommer nogle penge ud, end at der ikke kommer nogle ud, derfor er vi med i aftalen," siger ligestillingsordfører Rosa Lund (Ø).
Hun erkender, at den oprindelig model med at få projekterne over på finansloven også havde en svaghed, da et nyt flertal bare kunne fjerne dem igen. Derfor mener partiet, det skal være rettigheder:
"Det er nemt at fjerne penge, det er svært at fjerne en rettighed."
SF: Det giver en anden sikkerhed at være på finansloven
Hos SF ville socialordfører Theresa Berg Andersen stadig ønske, projekterne var på finansloven, selvom hun er med i aftalen.
"Det giver bare en anden sikkerhed end at blive finansieret år for år. Fordi der er nogle initiativer, der kun er kommet på for et enkelt år. Jeg kan nævne AIDS-Fondet kun har fået et år," siger hun og fortsætter:
"Det giver en usikkerhed for gode kræfter, der står med en usikkerhed for deres projekter. Så det bliver SF ved med at stå på."
På trods af det er SF ligesom Enhedslisten en del af aftalen.
"Men alternativet var jo værre. Det var at sige, det vil vi ikke være med til og gå. Og det betyder jo også, vi skulle sige farvel til nogle ting, som egentlig også lå i den her aftale, som er meget vigtige for os."
Sidst opdateret: 06/03/2023 - 08:53














































