
- Foto: Foto: Assens Kommune
Socialdirektør: Minister bør skrue ned for retorikken og anerkende medarbejderne
Medarbejderne på socialområdet er hverdagens helte. Derfor burde socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil være med til at anerkende dem frem for at tale indsatsen ned, mener direktør for socialområdet.
Udgivet: 25/04/2023
Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) overser et helt særligt perspektiv, når hun i et interview siger, at de fleste mennesker vil blive rystet i deres grundvold i oplevelsen af, hvordan det i dag er på socialområdet. Det mener Michael Bjørn, der er direktør for Social og Sundhed i Assens Kommune.
"Der foregår hver dag en solid faglig indsats, som man risikerer at negligere eller demotivere, hvis en sådan retorik fortsætter," siger han til NB-Social.
Ifølge Michael Bjørn mangler der en nuance i ministerens udmelding. Han mener nemlig, ministeren burde anerkende de mange medarbejdere på området, der på grund af en voldsomt presset økonomi, er nødt til at vende hver en krone og tænke kreativt for at finde de nye, rigtige løsninger for borgerne. Løsninger, som der langt hen ad vejen opleves tilfredshed med.
"Når jeg kigger rundt omkring på ledere, på chefer, i særdeleshed på medarbejdere, så ser jeg jo en ildhu, et engagement og en faglig kreativitet i at løse de udfordringer, vi står overfor. Et mod til at prøve noget nyt af - velvidende at det kan godt være, vi ryger i baljen en gang eller to, men vi har prøvet nyt og andet for faktisk at skabe et bedre liv for borgerne."
Alternativet, hvor man alene sidder passivt og venter på, at der forhåbentlig en eller anden dag kommer de rimelige og nødvendige penge i en økonomiaftale til at indfri løfterne, er uholdbart. Konsekvensen er, at opgaverne stikker af – hvilket ikke tjener borgerne.
"Det der med at understøtte udviklingsvejen kan jeg meget bedre lide."
Løsningerne skal findes lokalt
Selvom socialområdet er markant udfordret, så tror Michael Bjørn på, at flere løsninger skal findes lokalt, frem for at blot at vente på ekspertudvalget, der gransker økonomien på socialområdet, eller alene sætte sin lid til økonomiaftaler.
Man skal derimod se mod kommunerne, hvor masser af medarbejdere brænder for området og vil det bedste for borgernes udvikling - eksempelvis mod mere selvstændighed og systemuafhængighed.
"Det her handler om hverdagens helte. Her tænker jeg rigtig meget på frontlederne og frontmedarbejderne."
Ikke dermed sagt at Assens Kommune eller kommunerne generelt er 100 procent fejlfri. Der er altid nogle borgere, der er skuffede eller noget, kommunen kunne have været gjort anderledes.
Det vil der dog også være, mener Michael Bjørn, hvis ministeren lykkes med at indføre forpligtende guldstandarder – det er en præmis, og i særdeleshed, hvis pengene fortsat ikke følger med løfterne.
Men afsættet skal være lokal udviklings-ihærdighed fastslår Michael Bjørn og understreger, at opgaven ikke bliver lettere, når politikerne på Christiansborg ikke taler indsatsen op.
Ministeren burde tale området op
Ifølge Michael Bjørn vil bæredygtigheden blive højnet, hvis ministeren anerkendte og viste respekt for den indsats og vilje til at finde løsninger, der er på kommunernes socialområder.
Det ville højne innovationslysten og gøre en stor forskel for den enkelte medarbejder.
"Man vokser af anerkendelse. Det har betydning for lysten til at blive i faget men også rekrutteringen af de næste medarbejdere. Det ser vi tydeligt, når indsatserne bliver anerkendt lokalpolitisk”.
Det er ikke det samme som, at man ikke skal beskæftige sig med og handle skarpt på de dårlige enkeltsager. Man skal bare huske, at det er enkeltsager og ikke det generelle billede.
Netop det fokus på enkeltsagerne gør også, at Michael Bjørn bliver bekymret for, hvem der i fremtiden har lyst til at arbejde på socialområdet.
Og det er en stor udfordring, da der på længere sigt ikke er personale nok til at løse opgaverne på velfærdsområderne og dermed også socialområdet. Det kalder netop på nytænkning. At kommunerne tør involvere sig meget mere med civilsamfundet og foreningslivet, og at man politisk tager samfundsdebatten omkring forventninger.
Derfor har Michael Bjørn et klart budskab til socialministeren:
"Afstem realistiske forventninger og lyt til medarbejderne. Vær nysgerrig på deres kreativitet og deres faglige mod. Her findes mange nye løsninger."
Sidst opdateret: 25/04/2023 - 11:55














































