Botilbudsområdet driver de stigende udgifter på det specialiserede socialområde.

Fra 2018 til 2022 er udgifterne til socialområdet steget fra omkring 53 milliarder til næsten 58 milliarder.

Mens udgifterne er steget med 1,0 milliarder på børne- og ungeområdet, er udgifterne steget med 3,7 milliarder kroner på voksenområdet - svarende til 10 procent. Det står der i Tranæs-udvalgets første delrapport.

Den udgiftsstigning på voksenområdet drives særligt af botilbuddene, da de stigende udgifter til botilbuddene udgør 67 procent af udgiftstilvæksten på hele voksenområdet. Fra 2018 til 2022 er udgifterne til botilbuddene steget med 2,5 milliarder kroner.

Her er det værd at bemærke, at den stigning ikke kan forklares med flere borgere, der har brug for hjælp, da der i perioden 2018 til 2021 ikke har været en tilsvarende stigning i antallet af modtagere.

Derfor er der ikke kun tale om en stigning i de samlede udgifter til botilbud, men også stigende enhedsudgifter. Det betyder, at de gennemsnitlige udgifter per modtager stiger.

Ifølge Tranæs-udvalget kan man ikke konkludere, at den stigning skyldes behovsændringer hos modtagerne.

Det kendetegner de dyreste sager

Data fra fire kommuner peger på, at udgiftsstigningen på botilbuddene i 2018 til 2021 er drevet af en stigning i udgifterne blandt de dyreste personer. Mere præcist kan en tredjedel af den samlede udgiftsstigning i de pågældende kommuner tilskrives de 10 procent dyreste personer.

Udvider man den kreds til de 20 procent dyreste, udgør det halvdelen af den samlede udgiftsstigning i det fire kommuner.

Ser man på de borgere, der modtager de dyreste indsatser, er det typisk borgere med komplekse udfordringer og behov. Det dækker blandt andet over borgere med svær autisme, ADHD, udviklingshæmning og/eller volds- eller foranstaltningsdomme.

Bemærk: Det at man som borger har en af de ovenstående diagnoser gør ikke, at man per definition er en dyr enkeltsag. Men de borgere, der udgør de dyre enkeltsager, kendetegnes ved at have komplekse behov.

I samme fire kommuner kunne halvdelen af udgiftsstigningen tilskrives udgifter til private leverandører, mens en tredjedel kunne tilskrives de kommunale og en femtedel kunne tilskrives de regionale.

Markedet er kendetegnet ved et kronisk underudbud

Den helt store udfordring ved botilbudsområdet er, at det er kendetegnet ved, hvad Torben Tranæs kalder et kronisk underudbud. Kommunerne mangler nemlig bredt set pladser, og det er aldrig sundt for priserne på et marked, når der er et underudbud.

Kommunerne kan købe pladser på social tilbud af hinanden eller andre aktører.

Når der så er et kronisk underudbud, og man som kommune ofte står i en akut situation med en borger, der mangler en plads, så vil den ekstra kapacitet, man henter ind, være hvad Tranæs kalder marginal kapacitet.

Det er ofte de dyreste pladser, og det sker, fordi kommunerne ikke har haft mulighed for at planlægge, da området er kendetegnet af store usikkerheder.

Kommunerne har svage incitamenter

En af grundene til underbuddet er, at kommunerne har svage incitamenter til at etablere kommunale botilbud.

Når en kommune etablerer et nyt botilbud, påtager den sig et driftsherreansvar - både ved etableringen men også ved den løbende drift. Det rammer særligt de tilbud, der er målrettet borgere med mere specialiserede behov, da målgruppen er lille på landsplan og efterspørgslen kan variere.

Derfor vil det altid være mere attraktivt for en kommune at vente på, at en anden kommune påtager sig ansvaret og etablere et botilbud. I stedet for at påtage sig en betydelig økonomisk risiko, køber kommunen bare de relevante pladser.

Problemet er, at hvis alle kommuner venter, risikerer man, at der ikke kommer den nødvendige kapacitet. Det kan skabe monopoler.

Anlægsrammen en hindring for midlertidige botilbud

Når en kommune så bygger et botilbud, kan den vælge mellem at gøre det efter serviceloven eller almenloven.

Det kan give god mening at bygge efter serviceloven, da kommunen kan oprette midlertidige botilbud. Når man bygger efter almenloven kan man kun oprette længerevarende.

Bygger kommunen privat kan den også etablere både længerevarende og midlertidige botilbud.

De midlertidige botilbud (servicelovens paragraf 107) giver mere fleksibilitet, forstået på den måde at man lettere vil kunne flytte borgeren, skulle borgerens behov ændrer sig.

Det vil sige, at får en borger det bedre, vil man kunne flytte borgeren ud af tilbuddet igen og skabe en ekstra plads.

Den fleksibilitet er der ikke, når man bygger alment, da borgeren har en lejekontrakt og er beskyttet af lejelovgivningen. Derudover får borgeren lejerlignende rettigheder i tilbud til længerevarende ophold efter serviceloven.

Men når en kommune bygger efter serviceloven, er den underlagt anlægsrammen. Det betyder at kommunen skal nedprioritere andre anlægsprojekter.

Når en kommune bygger efter almenloven er den ikke underlagt anlægsrammen og medfinansieres typisk af et alment boligselskab.

Det giver kommunerne et større økonomisk incitament til at bygge efter almenloven, selvom det forringer kommunens styringsmuligheder efterfølgende.