Forkvinde hos Dansk Socialrådgiverforening, Signe Færch, er bekymret for, at besparelserne på administrationen vil føre til afskedigelser af socialrådgivere.

Forkvinde hos Dansk Socialrådgiverforening, Signe Færch, er bekymret for, at besparelserne på administrationen vil føre til afskedigelser af socialrådgivere. - Foto: PR-Foto, Dansk Socialrådgiverforening

Dansk Socialrådgiverforening frygter besparelser på socialrådgivere efter økonomiaftale

Hos Dansk Socialrådgiverforening er forkvinde Signe Færch bekymret for, at millionbesparelse vil ramme velfærd.

Udgivet: 26/05/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Som følge af en ny aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening skal kommunerne spare 700 millioner kroner på administration.

Men det vækker bekymring hos Dansk Socialrådgiverforening. Her frygter man, at besparelsen vil føre til afskedigelser, og at det dermed vil gå ud over velfærd.

Tre ud af fire socialrådgivere opgøres nemlig ifølge fagforeningen som administration i kommunerne.

- Vi synes, at det giver god mening at forenkle og mindske unødigt bureaukrati, men rækkefølgen er forkert, siger forkvinde Signe Færch.

- Når man fastsætter sparekravet, inden man har peget på, hvad der skal fjernes af opgaver, så frygter jeg, at det rammer den borgernære velfærd som for eksempel det sociale arbejde, vi laver som socialrådgivere, lyder det videre.

Ifølge finansminister Nicolai Wammen (S) tages der med aftalen "de første skridt mod at få luget ud i meget af al den unødvendige administration og dokumentation, så vi kan sikre bedre løn og arbejdsvilkår for dem, der er rygraden i vores velfærdssamfund". Det siger han i en pressemeddelelse.

Ifølge Signe Færch har fagforeningen tidligere peget på, at man i kommunerne kan lave lettere beslutningsgange, hvor mere "beslutningskompetence" lægges ud til frontmedarbejderne for at mindske administrationen.

- Så det menneske, der står over for borgeren, får mulighed for at træffe beslutninger og hurtigt sætte hjælp i værk, i stedet for omstændige visitationsudvalg og procedurer, hvor det skal godkendes af en mellemleder.

- Jeg håber, at man i kommunerne vil gå ned ad den vej, siger Signe Færch.

Aftalen for kommunernes økonomi for 2024 blev indgået torsdag aften.

Her er KL og regeringen blevet enige om, at den kommunale serviceramme samlet set udgør 304,8 milliarder kroner.

Servicerammen hæves med 2,4 milliarder kroner.

/ritzau/Høyer

Sidst opdateret: 26/05/2023 - 07:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]