Spørgsmålet er så, om det nye samarbejdsforum skal ses som en syltekrukke, der endnu engang trækker tiden, så vi må vente yderligere på specialeplanen?

Spørgsmålet er så, om det nye samarbejdsforum skal ses som en syltekrukke, der endnu engang trækker tiden, så vi må vente yderligere på specialeplanen? - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Analyse: Minister etablerer samarbejdsforum - behøver ikke udskyde specialeplan

Selvom socialministeren har bebudet, at der skal laves et samarbejdsforum på socialområdet, der blandt andet skal give inputs til specialeplanen, behøver planen ikke blive forsinket. Men ministeren har ændret retorik.

Udgivet: 29/08/2023

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Inputs søges.

Det er budskabet fra Social- og Boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Derfor har hun nedsat et samarbejdsforum, der både skal komme med inputs til genbesøget af magtanvendelsesreglerne og specialeplanen.

”Hvis ikke faggrupperne, Danske Handicaporganisationer og andre brugerorganisationer, kommuner, regioner, regeringen og Folketingets partier sætter os sammen, så tror jeg ikke, vi kan flytte noget. Så bliver vi ved med at tale om problemerne uden at flytte det fundamentalt,” sagde ministeren til Socialpædagogernes Socialpolitisk Topmøde.

Samarbejdsforummet er inspireret af et andet samarbejdsforum, som ministeren nedsatte i sin tid som undervisningsminister - nemlig sammen om folkeskolen.

Spørgsmålet er så, om det nye samarbejdsforum skal ses som en syltekrukke, der endnu engang trækker tiden, så vi må vente yderligere på specialeplanen?

Det er dog ikke nødvendigvis tilfældet. Ifølge kilder i regeringspartierne er der allerede nu indkaldt til møder i det nye samarbejdsforum. På den måde er forummet allerede i fuld gang med arbejdet. Flere anerkender dog, at regeringen får rigtig travlt.

Det første, samarbejdsforummet skal forholde sig til, er magtanvendelsesreglerne, hvilket er en bunden opgave, da det fremgår af seneste lovændring af reglerne, at de skulle genbesøges.

Derefter er det specialeplanens tur.

Måske specialeplanen udskydes igen

Dog er flere kilder i regeringspartierne begyndt at hæfte sig ved en ændring i socialministerens retorik. Når ministeren taler om specialeplanen, er hun begyndt at tale om den kommende sæson frem for efteråret. Det er værd at hæfte sig ved, da den kommende politiske sæson strækker sig fra oktober 2023 til juni 2024.

Det vil sige, ministeren i princippet kan trække specialeplanen helt til foråret. Hvis hun vil.

Regeringen kunne jo gennemføre en specialeplan den dag i morgen, da den har flertal. Samtidigt er der et grundigt forarbejde - blandt andet en evaluering af det specialiserede socialområde, hvor flere af aktørerne fra det nye samarbejdsforum jo også sad i følgegruppen.

Så allerede nu er der en lang række inputs, regeringen kan vælge at forholde sig til.

Tranæs i horisonten

En udfordring for ministeren er dog, at hvis hun trækker den for længe, så når Tranæs-udvalget, der jo skal sikre en økonomisk og faglig bæredygtig udvikling på socialområdet, at præsentere sine endelige anbefalinger.

Og siden Tranæs-udvalget blev nedsat har der været relativt langt mellem Tranæs-udvalgets anbefalinger, og ministerens retorik og ambitioner.

Hvor du på den ene side har en socialminister, der taler om guldstandarder og ønsket om at ophæve stavnsbåndet for borgere med handicap, har du på den anden en række markante forslag, der netop lægger op til en større lokal selvbestemmelse på socialområdet.

Læs også:
Analyse: Der er langt fra socialministerens løfter til Ekspertudvalgets anbefalinger

Og det bliver da svært at sælge et budskab om færre kommunale forskelle, når Tranæs-udvalget netop har præsenteret, hvordan økonomi kan fylde ligeså meget som faglighed samt hvordan man kan fortolke handicapkonventionerne anderledes, så de bliver mindre omkostningstunge.

Så hvis ministeren vil undgå den situation, har hun travlt.

Fakta: Så længe har specialeplanen været undervejs

  • I juni 2020 igangsatte den daværende socialdemokratiske etparti-regering en evaluering af det specialiserede socialområde.
  • Evalueringen af det specialiserede socialområde blev præsenteret maj 2022. Inden da var den blevet udskudt af flere omgange og skulle blandt andet været blevet offentliggjort før kommunalvalget november 2021.
  • Sammen med evalueringen præsenterede den daværende S-regering med daværende socialminister Astrid Krag i spidsen sit bud på en specialeplan: Et liv med ligeværdige muligheder.
  • På trods af forhandlinger i foråret samt sensommeren 2022 lykkedes det ikke ministeren at lande en aftale om en specialeplan.

Sidst opdateret: 29/08/2023 - 14:36

Emner: Det specialiserede socialområde

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]