Det er rift om midlerne i den nye lånepulje, som regeringen og KL (Kommunernes Landsforening) aftalte i forbindelse med økonomiaftalen for kommunernes økonomi i 2024.

‎

Det viser en ny aktindsigt fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet, som Altinget har foretaget. Her kan man læse, at 25 kommuner har søgt om at få del af puljen. Se hvilke nederst i artiklen samt hvor meget, de har søgt om.

Samlet set har de 25 kommuner søgt om 705 millioner kroner, hvilket overskrider puljens indhold.

I 2024 vil puljen nemlig kun være på 200 millioner, hvilket betyder, at mange kommuner bliver skuffet.

Puljen vil stige til 600 millioner i 2025 og 700 millioner i 2026, fremgår det af økonomiaftalen.

Kommuner som København, Viborg, Frederiksberg og Helsingør har ansøgt om de største beløb. Københavns Kommune har nærmest ansøgt om halvdelen af puljen, da den har søgt om næsten 100 millioner.

Den anden Hovedstadskommune - Frederiksberg - har søgt om 75 millioner. Skulle begge få deres vilje, ville der ikke være mange penge tilbage til resten af landets kommuner.

I den modsatte ende finder vi Mariagerfjord, der har søgt om lidt under to millioner.

Ansøgningsfristen til lånepuljen var den 14. august. På nuværende tidspunkt er det ikke afgjort, hvilke kommuner, der får lov til at låne penge. Social-, Bolig-, og Ældreministeriet har oplyst til Altinget, at det er forventningen, der snart vil blive truffet en afgørelse.

Derfor er ordningen populær

Etableringen af lånepuljen var et af forslagene fra Ekspertudvalget med Torben Tranæs i spidsen.

Det var et afgørende forslag, da det er botilbudsområdet, der driver udgifterne på det specialiserede socialområde.

Problemet er, at kommunerne står overfor et kronisk underudbud, hvor alle kommuner mangler pladser.

"Kommunerne står stort set alle sammen i den situation, at de mangler pladser. Det er aldrig sundt for priserne, når der er et kronisk underudbud på et marked," har Tranæs tidligere udtalt til NB-Social.

Konsekvensen er, at når man som kommune tit står i en akut situation med en borger, der mangler en plads, så vil den ekstra kapacitet, man henter ind, være hvad Tranæs kalder marginal kapacitet.

Det er ofte de dyreste pladser, og det sker, fordi kommunerne ikke har haft mulighed for at planlægge, da området er kendetegnet af store usikkerheder.

Uhensigtsmæssige incitamenter

Der er flere incitamentsudfordringer på botilbudsområdet. For det første har kommunerne svage incitamenter til at etablere botilbud.

"Man påtager sig en betydelig risiko ved at bygge, og man skal bruge af sin anlægsramme. Så det er nærliggende som kommune at vente, og lade de andre bygge og så bruge deres pladser," har Tranæs tidligere udtalt.

Derudover er der en anden udfordring. Mange kommuner vil gerne oprette midlertidige botilbudspladser frem for længerevarende, da det betyder, de kan flytte borgeren, skulle borgeren eksempelvis få det bedre.

Bygger kommunerne efter serviceloven, kan de både oprette midlertidige og længere botilbud, men bygger de alment og bruger almenloven til at etablere botilbud, kan de kun etablere længerevarende.

Bygger man privat kan man etablere begge former for botilbud.

Problemet er, at bygger man efter serviceloven, så er man under anlægsrammen. Derfor har kommunerne et større incitament til at bygge efter almenloven, selvom det begrænser kommunerne i forhold til, hvor "fastlåste" borgerne bliver.

"Så det, der styrer, hvad det er, man bygger og dermed den sammensætning af botilbud, man får, det er incitamenter, der ikke har noget at gøre med det fremtidige behov," siger Torben Tranæs.

Fakta: Her er de 25 kommuner: