
Andelen af unge uden uddannelse eller job stiger i 34 kommuner
Selvom arbejdsløsheden er faldet siden 2016, så stiger andelen af unge uden uddannelse eller job i særligt de jyske og fynske kommuner. Se tallene for alle kommuner her.
Udgivet: 12/10/2023
Netop som politikerne på Christiansborg sætter turbo på en række tiltag, der skal sikre at flere elever får en erhvervsuddannelse, så viser nye tal, at det går den gale vej i mange kommuner, skriver NB-Økonomi.
Andelen af unge uden job og uddannelse på landsplan er faldet fra 7,0 procent i 2016 til 6,4 procent i 2022. Men der er langt til 2030-målsætningen om at halvere andelen af unge uden job og uddannelse i forhold til 2016. De 6,4 procent svarer til, at der i september 2022 var ca. 43.000 unge uden job og uddannelse.
Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Og ser man på de 25-årige uden anden uddannelse end grundskolen har de i gennemsnit været uden job og uddannelse i 3½ år af de forudgående ti år.
Generelt er andelen af unge uden job og uddannelse faldet i hovedstadsområdet, mens andelen er steget i store dele af Jylland.
Kommunerne med de største stigninger er Assens og Langeland, hvor andelen er steget med henholdsvis 2,4 og 2,0 procentpoint.
I den anden ende er de største fald sket i Ballerup, Samsø og Billund - mellem 3,4 og 3,6 procentpoint. For de tre kommuner har det dog blot betydet, at de har nærmet sig eller er havnet på landsgennemsnittet.
Udviklingen i din kommune ses af nedenstående kort:
Sidst opdateret: 12/10/2023 - 14:37














































