
"Når man står i en livskrise, skal der være sikkerhed for, at der er hjælp, når man rækker ud," siger sundhedsministeren. Derfor bliver Livslinien nu styrket. - Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
Ny psykiatriaftale sikrer Livslinien på permanent basis
Bred psykiatriaftale udmønter i alt 567 millioner kroner i 2024. Blandt andet styrkes Livslinien. Se initiativerne her.
Udgivet: 24/11/2023
Livslinjen får med psykiatriaftale en permanent bevilling, så den holdes åben døgnet rundt, oplyser sundhedsminister Sophie Løhde (V) fredag.
Her præsenterer hun en bred psykiatriaftale, hvor alle Folketingets partier er med. I alt udmøntes 567 millioner til psykiatrien i 2024.
Livslinjen, som personer med selvmordstanker kan ringe til, har flere gange været lukningstruet. Men nu sikres den altså.
Generelt er der stor fokus på forebyggelse af selvmord hos børn og unge. Der skal være kortere ventetider på udredning og behandling, siger Løhde.
- Når man står i en livskrise, skal der være sikkerhed for, at der er hjælp, når man rækker ud, siger hun.
Desuden skal der være mindre tvang i psykiatrien, og så oprettes der en national psykiatrisk akuttelefon.
Med den kan mennesker med akut behov for psykiatrisk hjælp blive visiteret til det rigtige sted.
Medarbejdere i psykiatrien får også mulighed for at komme på eksempelvis selvforsvarskurser, hvor de kan lære om "deeskalerende kommunikation", fremgår det af aftalen.
- Der er ingen tvivl om, at det ikke er gjort med aftalen, vi præsenterer i dag. Men det er et vigtigt første skridt for at kunne realisere tiårsplanen for psykiatrien, siger Sophie Løhde.
Løhde har varslet, at regeringen i 2024 kommer med et udspil til en finansieret tiårsplan.
Regeringen præsenterede i oktober ambitionen om at styrke psykiatrien med 567 millioner kroner i 2024. Men med aftalen bliver pengene altså udmøntet i konkrete initiativer.
400 millioner kroner ekstra til området i 2024 skal tilføres på finansloven. 67 millioner findes i regionerne og kommunernes økonomiaftaler, og 100 millioner vil regeringen bruge fra forskningsreserven. og de skal gå til forskning i psykiatri.
I 2030 skal psykiatrien være løftet med i alt 4,3 milliarder kroner.
Psykiatrifonden roser, at der nu kommer flere penge til psykiatrien. Dog er der også tidsler i aftalen, lyder det.
Direktør Marianne Skjold savner en større analyse af patienterne og deres behov.
- Da man lavede den første kræftplan for over 20 år siden, gik man systematisk til værks. Man undersøgte, hvor mange danskere der havde hvilke kræfttyper, hvor god behandlingen var for hver enkelt type, og hvordan man skulle forbedre det. Og så fandt man ud af, hvad det skulle koste.
- Men her har man gjort det modsatte: Man har først besluttet, hvor mange penge man gerne vil bruge, og så har man fordelt pengene ud på 14 forskellige initiativer. Vi havde drømt om samme tilgang som til opretningen af kræftbehandlingen, siger hun i en pressemeddelelse.
Fakta: Det indgår i psykiatriaftalen:
400 af millionerne fordeler sig i fem kategorier.
* Forebyggelse af selvmord får 55,8 millioner kroner i 2024, hvor blandt andet Livslinien styrkes.
* Akutberedskab opjusteres med 35,2 millioner kroner, hvilket blandt andet rummer en styrkelse af digitale behandlingstilbud.
* Øget tryghed og forebyggelse af vold på botilbud og for medarbejdere får 130 millioner kroner.
* Bedre hjælp til børn og unge får afsat 159 millioner kroner. Det rummer blandt andet flere penge til indsatsen for børn og unge med autisme og en hurtigere opstart af behandling i børne- og ungdomspsykiatrien.
* Mindre tvang i psykiatrien skal prioriteres med 20 millioner kroner.
* Dertil kommer 100 millioner kroner på forskningsreserven, ligesom der i økonomiaftale med regionerne er afsat 67 millioner kroner til mennesker med dobbeltdiagnoser.
Pengene findes i en bevilling fra Finanslovsforslaget for 2024 og fra forskningsreserven for 2024.
Kilder: Indenrigs- og Sundhedsministeriet
/ritzau/Høyer
Sidst opdateret: 24/11/2023 - 12:52
Temaer: Psykiatri









































