De rå data viser, at SVM-regeringen står i et åbenlyst og stadig mere akut dilemma.

Enten må regeringen stå på mål for vidtgående forandringer på det specialiserede socialområde, som i daglig tale ofte kaldes handicapområdet, eller også vil regeringen miste sin troværdighed på velfærdsområdet. Ganske enkelt fordi nok så mange taler og dygtige spindoktorer ikke i længden kan forklare de nedskæringer på de brede velfærdsområder, som kommunerne bliver tvunget til at gennemføre for at finansiere væksten på det specialiserede socialområde og specialundervisningen i folkeskolen.

De faktiske forhold i landets kommuner fremgår i nedenstående skema, som NB-Økonomi har udarbejdet på baggrund af 2030-planen og de seneste prognoser for væksten på det specialiserede socialområde og specialundervisning i folkeskolen.

Svarer til årligt omprioriteringsbidrag på 0,7 procent

Reelt svarer det årlige finansieringsunderskud i kommunerne til et omprioriteringsbidrag, hvor der årligt trækkes 0,7 procent ud af kommunernes budgetter. I 2017 forsøgte daværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) med et omprioriteringsbidrag på 1,0 procent om året, men måtte erstatte det med et mere symbolsk moderniseringsprogram, som i realiteten ikke trak penge ud af kommunerne, men blot tvang KL til at forpligte sig til at modernisere den offentlige sektor.

Modstanden mod det planlagte omprioriteringsbidrag var historisk og kom fra kommunerne og ikke mindst Socialdemokratiet.

Mens effekten af det foreslåede omprioriteringsbidrag var nemt at forstå for medierne og offentligheden, så har effekten af de stigende udgifter til det specialiserede socialområde og specialundervisning været mere usynlig, fordi det er kommet snigende ind i de kommunale budgetter.

Problemet for regeringen er imidlertid, at effekten er præcis den samme som ved et omprioriteringsbidrag. Helt konkret består effekten i, at borgerne i deres daglige møde med velfærdssamfundet møder konstante nedskæringer særligt på ældreområdet og på almenområdet i folkeskolen.

Årsagen er, at alle de nemme besparelser på administration, organisation og overflødigt fedt - særligt i de mest veldrevne kommuner - for længst er taget, og derfor rammer de stigende udgifter til specialområderne mere og mere direkte på velfærden.

Dybest set har loven om minimumsnormeringer blot forstærket problemet, fordi friholdelse af et område blot øger nedskæringerne på de øvrige områder.

Rammer nu alle regeringspartier

Ud fra det faktuelle forhold, at det var Venstre, som foreslog et årlig omprioriteringsbidrag i 2017, og Socialdemokratiet som bekæmpede det, kunne man fejlagtigt få den opfattelse, at Venstre-ministrene blot kan sidde og glæde sig over, at de fik deres omprioriteringsbidrag gennemført ad bagvejen.

Det vil være fejlagtigt, fordi Venstre siden folketingsvalget i 2019 reelt bakker op bag den samme velfærdsdagsorden som Socialdemokratiet. Og efter Socialdemokratiet ved folketingsvalget i 2022 gik til valg på både velfærd og skattelettelser, så er forskellen mellem de to partiers politik på det område i dag minimal. Og selvom Moderaterne adskiller sig fra de to store borgmesterpartier på holdningen til indretningen af velfærdsstatens maskinrum, så ligger de grundlæggende på linje med de to øvrige regeringspartier på prioritering af velfærden.

Dermed er facit, at det rammer alle tre regeringspartier, når borgerne og medierne i stigende grad opfatter og beskriver den løbende nedskæring på de store velfærdsområder.

I den sammenhæng er det vigtigt at have øje for den seneste sommers borgmesteroprør, som satte fokus på underfinansieringen af velfærden i en grad, så det tvang regeringen til helt uhørt egenhændigt at efterregulere økonomiaftalen med en mia. kr., hvoraf kommunerne fik 650 millioner og regionerne 350 millioner kroner.

Ikke penge til nye ekstra gaver

Selvom de 650 millioner kroner kun dækkede en brøkdel af kommunernes tab på inflationen og specialområderne, så vil det ikke engang være muligt for regeringen at fortsætte med at løfte kommunernes og regionernes økonomi med en milliard kroner om året - det er der ganske enkelt ikke plads til i 2030-planen.

De rå tal underbygger dermed de mange indikationer af, at regeringen vil gennemføre større tiltag på det specialiserede socialområde her i foråret. Udover forsigtige, men relativt klare udtalelser fra flere ministre, så har mange medier - heriblandt også NB-Økonomi - rapporteret, at der i regeringstoppen er truffet en principbeslutning om, at det er her i efteråret, der skal ske noget.

KL-tavshed peger mod snarlig aftale

En anden indikation på, at der er bevægelse i regeringen kom på Kommunal Økonomisk Forum i januar. Det blev bemærket, at den ellers normalt meget skarpe KL-formand Martin Damm virkede påfaldende stilfærdig og næsten passiv i en debat med finansminister Nicolai Wammen (S).

Det blev af flere i foyeren udlagt som, at Martin Damm havde en dårlig dag, men det var formentligt mere udtryk for den gamle sandhed, at KL-formanden bliver meget stille, når regeringen i KL's øjne er på helt rette vej, og man ser ind i frugtbare forhandlinger de kommende måneder.

Det var også bemærkelsesværdigt, at KL slet ikke problematiserede regeringens løfter om, at en milliard ekstra til ældrepleje fra 2027 vil give et realt løft i ældreplejen, selvom KL-toppen udmærket ved, at den milliard vil blive spist op af seks måneders vækst på det specialiserede socialområde. Det åbenlyse spørgsmål blev kun rejst af den mere vidende del af journalisterne på pressemødet.

Derfor er konklusionen, at både de rå data, udtalelser fra ministre og KL's ageren peger entydigt mod, at både regeringen og KL vil gøre rigtig meget for, at der kommer en større reform af især det specialiserede socialområde i forbindelse med økonomiaftalen.

Men erfaringen fra de seneste ti år vil tilsige, at landets borgmestre og kommunalpolitikere skal vente med at lægge sparekniven væk. De velmenende og relativt klare formuleringer i økonomiaftalerne om behovet for udgiftsstyring på det specialiserede socialområde står nemlig i skærende kontrast til en stadig acceleration i udgifterne.