Selvom kommunerne i årevis har klaget over manglende muligheder for at styre udgifterne på det specialiserede socialområde, så viser Tranæs-udvalgets rapport på mindst tre områder, hvor kommunerne kun i begrænset omfang har brugt de eksisterende mulighederne for at spare.

I rapporten peger udvalget nemlig på tre områder, hvor kommunerne kun i begrænset omfang har brugt de eksisterende muligheder for at styre udgifterne.

Dermed leverer udvalget en inspirationsliste til områder, hvor kommunerne allerede inden økonomiaftalen kan gå i gang med at iværksætte besparelser i budget 2025.

Her kan du læse om de tre muligheder, som ifølge Tranæs-rapporten ikke er udnyttet optimalt.

Kommunerne udnytter ikke mulighederne for fleksible botilbudspladser

Kommunerne har i mange år valgt en kortsigtet besparelse på anlægsrammen ved at bygge botilbudspladser efter almenloven, selvom det ofte har afskåret kommunen fra efterfølgende at flytte en borger til et billigere tilbud.

"Ekspertudvalget anbefaler, at de eksisterende muligheder for at få botilbudspladser godkendt efter både servicelovens §§ 107 og 108 anvendes i højere grad, så den samlede kapacitet vil kunne bruges mere fleksibelt fremadrettet," hedder det i rapporten.

Tranæs-udvalget giver dog også en god forklaring på, hvorfor kommunerne har valgt den kortsigtede men altså dyrere løsning.

"Udviklingen har forventeligt særligt rod i det forhold, at botilbudslignende tilbud efter almenloven modsat botilbud efter serviceloven ikke er underlagt anlægsrammen, og at dette kan give incitament til, at kommunerne opretter denne type tilbud frem for botilbud efter serviceloven. Det har desuden været ud fra et ønske om at give borgerne egnede og tidssvarende boliger med eget bad mv".

Ifølge Jakob Bigum, der foruden at være formand for Kommunale Velfærdschefer og direktør i Næstved Kommune også er medlem af Tranæs-udvalget, er det dog nærmest en teoretisk mulighed, at en kommune vælger at bruge en del af sin serviceramme for at sikre andre kommuner adgang til mere fleksible botilbud.

"Spørgsmålet er, hvilken borgmester er det, der skal tage hjem til sit byråd og sige; nu dropper vi lige næste år renoveringen af den her folkeskole, eller vi udskyder vores svømmehal i to år, fordi jeg har taget en for holdet i dag på KKR-mødet, og påtaget os at bruge af vores anlægsramme til at opføre et nyt botilbud efter paragraf 108?"

Han fortsætter:

"Det er en teoretisk mulighed, som ikke kommer til at ske i praksis, for der er ikke noget byråd, der vil have meget forståelse for den beslutning. Derfor var det meget vigtigt, at kommunerne i økonomiaftalen sidste år for første gang fik adgang til en fælles anlægspulje uden for lånerammen."

Men selv hvis kommunerne har bygget efter almenloven, så bør de ifølge udvalget se på, om de kan øge fleksibiliteten.

"Ekspertudvalget [anbefaler] øget vejledning til kommunerne om de aktuelle muligheder for en mere fleksibel udnyttelse af botilbudslignende tilbud etableret i boliger opført efter almenboligloven inden for den eksisterende lovgivningsmæssige ramme, så den samlede botilbudskapacitet udnyttes på den mest hensigtsmæssige måde også på kort sigt."

Kommuner har ikke udnyttet undtagelse i loven tilstrækkeligt

Servicelovens paragraf 129 og 129a giver dog ifølge rapporten kommunerne mulighed for at flytte nogle borgere uden samtykke - blandt andet hvis borgerne er umyndige. Men kommunerne har angiveligt kun brugt den mulighed i begrænset omfang, fordi det er "er uklart for mange kommuner, hvad der kræves af oplysninger for at kunne indgive en fyldestgørende og korrekt indstilling [... ] til Familieretshuset."

"Ekspertudvalget anbefaler, at Familieretshuset i højere grad understøtter, at kommunerne har tilstrækkelig viden om mulighederne for flytning uden samtykke efter serviceloven. Dette vil fx kunne ske gennem øget vejledningsindsats, herunder fx webinarer og bedre muligheder for løbende rådgivning mv.," skriver udvalget.

Kommuner har opgivet af fastsætte lokale serviceniveau

En af de helt overordnede og centrale pointer i Tranæs-rapporten er, at kommunerne har et alt for lille råderum til at fastlægge lokale serviceniveauer blandt andet under hensyn til den lokale økonomi og de lokale prioriteringer.

På trods af det opfordrede Torben Tranæs ved præsentationen af anbefalingerne til en øget brug af servicelovens paragraf 138, der netop understreger kommunernes muligheder indenfor lovens rammer at fastsætte generelle vejledende serviceniveauer lokalt i kommunen.

For har kommunen defineret et lokalt serviceniveau, så skal Ankestyrelsen tage højde for det i sin afgørelse - også hvis det er nødvendigt at afvige fra det.

Men udvalget peger især på, at Ankestyrelsen gennem konkrete afgørelser og principmeddelelser gradvist har indskrænket kommunerne mulighed for at fastsætte egne serviceniveauer.

"Flere kommuner har tilsyneladende på den baggrund opgivet at operere med et serviceniveau på socialområdet," hedder det.

Tranæs-udvalget understreger kommunernes opgivenhed overfor at bruge de eksisterende regler ved, at henvise til en forespørgsel i Ankestyrelsen som viser, at "det er meget sjældent, at en kommune i sin afgørelse henviser til økonomi som begrundelse for, at et tilbud eller en indsats vælges frem for en anden."

Jakob Bigum peger på, at det kun er, når der er tale om to tilbud, som begge er i stand til at opfylde borgerens behov, at kommunerne kan vælge det billigste tilbud.

"Men den situation står man jo også sjældent i, som sagsbehandler og som leder på et myndighedsområde, når man skal finde et nyt tilbud. For ofte så er man glad for overhovedet at kunne finde ét tilbud, som kan dække borgerens behov. Så den der sondring mellem den der vægtning, den der balance omkring de faglige og økonomiske hensyn, den spiller i praksis ikke den store rolle", siger han.

Bigum påpeger til gengæld, at kommunerne har muligheder for at begrænse udgiftsvæksten gennem visitation og opfølgning i sagerne, ligesom han ser nogle ubrugte muligheder i et tættere politisk samarbejde om etablering af kommunale botilbud gennem KKR-samarbejderne.

”Det er spændende at se, hvordan nogle KKR nu har taget fat i politiske diskussioner, der både handler om at forpligte hinanden og sikre fuld udnyttelse af de eksisterende kommunale tilbud, men også fælles underskudsgaranti, hvis enkeltkommuner går i gang med nybyggeri.”