
Det lykkedes blandt andet Liberal Alliance at få ændret regeringens forslag. - Foto: Nikolai Linares/Ritzau Scanpix
Se indrømmelserne på magtanvendelsesområdet: Det røg ud af forslaget
For at lande en rammeaftale på handicapområdet måtte socialministeren lave store ændringer af sit oprindelige magtanvendelsesforslag. Se dem alle her.
Udgivet: 07/05/2024
I sidste uge lykkedes det social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil at lande en rammeaftale på handicapområdet sammen med Det Radikale Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.
For at komme i mål måtte ministeren lave en række justeringer af regeringens udskældte forslag på magtanvendelsesområdet, da de øvrige partier var stærkt kritiske overfor regeringens forslag.
Derfor var der flere elementer, der blev taget ud. Det drejer sig om følgende:
- Kortvarig indelåsning af borger i egen bolig i et botilbud udgår af lovforslaget
- Flytning med værges samtykke udgår af lovforslaget og afventer gennemførelse af initiativer med henblik på at styrke værgers kendskab til borgere med handicap under værgemål
- Mulighed for tidsubegrænsede forhåndsgodkendelser udgår af lovforslaget
- Ansvaret for afgørelser i sager om flytning uden samtykke fastholdes hos Familieretshuset i stedet for i Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse over for Borgere med Handicap
- Der indføres mulighed for også at anvende særlige døråbnere på døre til servicearealer og fælleskøkkener
- Medlemmer af Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse over for Borgere med Handicap, som indstilles af hhv. DH og KL, skal have socialfaglig indsigt.
Ministeren vil oversende de omtalte ændringsforslag efter 1. behandlingen, fremgår det af Folketinget.
Sidst opdateret: 07/05/2024 - 11:09














































