"Ingen børn og unge skal opleve vold og nedværdigelser, mens de er anbragt uden for hjemmet. Det er helt uacceptabelt," siger social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil

"Ingen børn og unge skal opleve vold og nedværdigelser, mens de er anbragt uden for hjemmet. Det er helt uacceptabelt," siger social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)

Børnehjemsledelse på Nexus politianmeldes af Socialministeriet

Beretninger om voldsomme magtanvendelser på børnehjemmet Nexus har nu ført til politianmeldelse af ledelse.

Udgivet: 13/05/2024

Del artiklen:

Både den nuværende og den tidligere ledelse på børnehjemmet Nexus ved Jægerspris er blevet politianmeldt af Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

Det sker efter en TV 2-dokumentar, hvor en række anbragte børn og unge beretter om voldsomme magtanvendelser, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Også flere tidligere ansatte er blevet anmeldt til politiet, fremgår det.

- Ingen børn og unge skal opleve vold og nedværdigelser, mens de er anbragt uden for hjemmet. Det er helt uacceptabelt, siger social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil i meddelelsen.

- De forhold, der ifølge TV 2's dokumentar har fundet sted på Nexus over en længere periode, er dybt bekymrende.

På baggrund af dokumentaren har hun bedt sit ministerium om at politianmelde de forhold, dokumentaren beskriver, så politiet kan tage stilling til, om nogen skal retsforfølges.

I dokumentaren tegner 31 tidligere anbragte børn på den nordsjællandske døgninstitution et billede af en hverdag præget af omsorgssvigt, voldelig adfærd og unødig magtanvendelse fra voksne på stedet.

Episoderne stod på i årevis, og børnene er også delvist blevet bakket op af tidligere ansatte.

Flere af dem stod frem i dokumentaren og erkendte, at der var en voldsom kultur, som de også selv tog del i.

Social-, Bolig- og Ældreministeriet har ud over politianmeldelsen også bedt om en redegørelse fra Københavns Kommune, der driver stedet.

Københavns Kommune skal redegøre for, hvordan de fremadrettet undgår den forråelse, som er blevet dokumenteret, skriver ministeriet.

I samme ombæring beder ministeriet også om en redegørelse vedrørende børnehjemmet Fensmark i København.

Det sker, på baggrund af artikler fra Politiken hvori døgninstitutionen kritiseres for at svigte de anbragte børn.

Ministeren åbnede op for anmeldelse til samråd

Politianmeldelsen kommer ikke ud af det blå.

Til et samråd i socialudvalget sagde ministeren:

- Det er en konkret sag med Nexus - men det er altså en konkret sag, der kommer ovenpå, at der for ganske nylig i samme kommune (Københavns Kommune, red.) har været to lignende sager. Derfor mener jeg, der skal sættes noget mere i værk, end der hvor der var tale om en enlig svale. Det her er ikke en enlig svale, det er den tredje indenfor relativt kort tid. Det mener jeg simpelthen er ganske, ganske alvorligt.

Derfor gik ministeriet i gang med at undersøge muligheden for politianmeldelser.

- Vi er altså i gang med at undersøge muligheden for at lave en politianmeldelse. Både af den leder, der bliver omtalt i dokumentarprogrammet og så selvfølgelig de medarbejdere, der har deltaget i de voldshandlinger. Hvis det er rigtigt de medarbejderne siger - og det er jo ting, de siger om deres egne handlinger - så er det jo strafbart.

/ritzau/Høyer

Sidst opdateret: 13/05/2024 - 09:16

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]