Sådan skal kommunerne forholde sig til de nye magtanvendelsesregler.

Sådan skal kommunerne forholde sig til de nye magtanvendelsesregler. - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Sådan bliver hverdagen med de nye magtanvendelsesregler

Læs her, hvordan magtanvendelser fremover skal godkendes og registreres med den nye rammeaftale på handicapområdet. NB-Social gennemgår hvert initiativ her.

Udgivet: 16/05/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Med den nye rammeaftale på handicapområdet bliver magtanvendelsesreglerne justeret markant, da der både bliver fjernet bureaukrati, og visse magtanvendelser bliver nemmere at udføre.

Her kan du få et overblik over de enkelte elementer i regeringens forslag, ligesom du kan læse, hvilke magtanvendelser, der skal forhåndsgodkendes, og hvordan de skal registreres.

Voksenområdet:

Registrering og indberetning

Regeringen forslår at ændre registreringsreglerne, så ikke alle forhåndsgodkendte magtanvendelser skal registreres hver gang.

Ved flytning uden samtykke og akutte magtanvendelser som fastholdelser skal alle indgreb registreres, men ved øvrige indgreb vil reglerne om registrering blive fastsat i magtanvendelsesbekendtgørelsen.

Oprettelse af nævn til særligt indgribende former for magtanvendelse

Nævnet får afgørelseskompetence for:

  • Kamerakig
  • Adgang til beboers bolig i botilbud
  • Låsning og sikring af blandt andet skabe og skuffer

Der vil være en dommer i spidsen, og Danske Handicaporganisationer og KL udpeger medlemmer med socialfaglig indsigt.

Nævnet skal også forholde sig til såkaldt velfærdsskabende teknologier.

Afværgehjælp

For at afvæbne konflikter skal borgere afskærmes fra hinanden, og greb fra dørhåndtag skal fjernes, hvis personens adfærd er grænseoverskridende.

Det vil ikke skulle godkendes af nævnet, men når man fjerner greb, skal det registreres. Afskærmning skal ikke registreres.

Lempeligere regler for fastholdelse

Forslaget giver mulighed for at fast-, tilbageholde eller fører borgere ind i et andet rum, hvis det er nødvendigt for at sikre en eller fleres tryghed, værdighed eller sikkerhed. Det gælder i situationer med grænseoverskridende eller konfliktskabende adfærd.

Ændringen er en form for harmonisering med demensområdet, hvor reglerne allerede er sådan i dag.

Magtanvendelsen skal registreres hver gang, men ikke godkendes af nævnet.

Husorden

Forslaget præciserer, at husordenen skal være til gavn for fællesskabet. Det fjerner uklarheden med hensigten i bestemmelsen, ligesom det ensarter praksis.

Særlige døråbnere

Forslaget giver mulighed for at anvende særlige døråbnere mellem afdelinger, boenheder og låger, der fungerer som udgang fra bo- eller dagtilbuddets omgivende udeareal.

Der skal dog opstille en alarm, så borgere, der ikke kan betjene den særlige døråbner, kan få hjælp.

Det skal forhåndsgodkendes af kommunalbestyrelsen. Registreringspraksis bliver fastsat i bekendtgørelsen.

Situationsbestemt kamerakig

Som erstatning for fysisk overvågning vil der i særlige situationer kunne bruges kamerakig. Det kan bruges, når der er risiko for personskade. Anvendelsen skal kunne afværge risikoen.

Det skal forhåndsgodkendes af nævnet. Registreringspraksis skal fastgøres i bekendtgørelsen.

Epilepsialarmer

Alarmerne skal ikke længere defineres som magtanvendelse, da det kan være livreddende.

Nedlæggelse af Rådet for Tryghedsskabende Velfærdsteknologier

Rådet bliver nedlagt, og social- og boligministeren vil fremadrettet kunne fastsætte reglerne om anvendelsen af teknologierne.

Stofseler

Regeringen vil fjerne kravet om, at personskade skal være væsentlig samt ordet fastspænde i bestemmelsen.

Det er ifølge regeringen uhensigtsmæssigt, at man kun kan bruge stofseler ved væsentlig personskade.

Samtidig er fastspænde ikke retvisende, da stofseler beskytter mod personskade, giver støtte og med regeringens ord understøtter frihed.

Det skal derudover være muligt at anvende stofseler for at sikre mod uhensigtsmæssige positioneringer, pludselige og ukontrollerbare bevægelser og for at understøtte funktionsniveau.

Brugen af stofseler skal forhåndsgodkendes af kommunalbestyrelsen, ligesom registreringspraksis vil fremgå af bekendtgørelsen.

Låsning og sikring af døre til fælles opholdsrum

Det bliver muligt at låse den nærmeste dør mellem en beboers bolig og et eller flere bestemte fællesrum i et botilbud.

En forudsætning er, at døren ikke er til beboerens bolig, at beboeren har adgang til fællesarealet på anden vis, og stadig har mulighed for at forlade botilbuddet.

Det skal forhåndsgodkendes af kommunalbestyrelsen. Registreringen vil fremgå af bekendtgørelsen.

Låsning og sikring af døre til servicearealer og fælleskøkkener

Forslaget gør det muligt at låse døre eller anvende særlige døråbnere på døre til et serviceareal eller et fælleskøkken i et bo- eller dagtilbud.

Men forslaget vil man undgå, at borgere er til fare for sig selv og andre samt forsager væsentlig tingsskade.

Også det forslag skal forhåndsgodkendes af kommunalbestyrelsen. Registreringen vil fremgå af bekendtgørelsen.

Låsning og sikring af låger m.v. fra et bo- eller dagtilbuds udeareal

Det bliver muligt at aflåse låger, der fungerer som udgang fra et bo- eller dagtilbuds omgivende udeareal.

Betingelsen er, der altid er mindst en ulåst låge eller dør til udearealet.

Forslaget skal forhåndsgodkendes af kommunalbestyrelsen. Registreringen vil fremgå af bekendtgørelsen.

Låsning og sikring af skabe og skuffer m.v.

Mulighed for at låse et eller flere skabe og skuffer i en bolig i et botilbud.

Det skal forhåndsgodkendes af nævnet. Registreringen vil fremgå af bekendtgørelsen.

Adgang til beboers bolig i botilbud

Forslaget giver mulighed for at åbne en aflåst eller sikret yderdør til en bolig i et botilbud.

Ønsket er at forebygge væsentlig personskade eller sundhedsmæssig risiko for borgeren.

Det skal forhåndsgodkendes af nævnet. Registreringen vil fremgå af bekendtgørelsen.

Orientering af pårørende

Hvis en borger selv kan klage og frabede sig orientering af pårørende, så skal pårørende ikke orienteres, da det kan opleves som krænkende for borgeren.

Flytning uden samtykke - tidspunkt for beskikkelse af værge

Med forslaget skal værgen være beskikket, inden kommunen kan indstille til afgørelse om flytning uden samtykke.

Det skal forhåndsgodkendes af nævnet. Familieretshuset træffer afgørelse. Samtidig skal det registreres hver gang.

Flytning uden samtykke - truende og chikanerende adfærd

Regeringen foreslår at udvide målgruppen for optagelse i botilbud uden samtykke, så borgerens nedsatte psykiske funktionsevne ikke nødvendigvis skal være som følge af en sindslidelse.

Her skal det også forhåndsgodkendes af nævnet. Familieretshuset træffer afgørelse. Det skal registreres hver gang.

Anbragte børn og unge:

Mobiler og andet elektronisk udstyr

Regeringen foreslår at indføre hjemmel til midlertidig inddragelse af anbragte børn og unges mobiltelefoner og andet kommunikationsudstyr.

Det kan være med fysisk magt, hvis det er nødvendigt.

Formålet er blandt andet at beskytte barnet mod køb og salg af stoffer samt gråzoneprostitution.

Alkohol og stoffer

Der bliver indført hjemmel til, at personalet med fysisk magt kan tage stoffer eller alkohol fra borgerne.

Undersøgelse af de besøgende på sikrede døgninstitutioner

Regeringen vil indføre klar hjemmel til at undersøge besøgende på sikrede døgninstitutioner - også med brug af scannere.

Det blev taget ud af forslaget

  • Kortvarig indelåsning af borger i egen bolig i et botilbud udgår af lovforslaget

  • Flytning med værges samtykke udgår af lovforslaget og afventer gennemførelse af initiativer med henblik på at styrke værgers kendskab til borgere med handicap under værgemål

  • Mulighed for tidsubegrænsede forhåndsgodkendelser udgår af lovforslaget

  • Ansvaret for afgørelser i sager om flytning uden samtykke fastholdes hos Familieretshuset i stedet for i Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse over for Borgere med Handicap

  • Der indføres mulighed for også at anvende særlige døråbnere på døre til servicearealer og fælleskøkkener

  • Medlemmer af Det Socialfaglige Nævn vedrørende Magtanvendelse over for Borgere med Handicap, som indstilles af hhv. DH og KL, skal have socialfaglig indsigt.

  • Evt. bemyndigelser til at fastsætte regler om kunstig intelligens i bekendtgørelse om tryghedsskabende velfærdsteknologi.

Sidst opdateret: 16/05/2024 - 12:13

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]