
Det Radikale Venstre havde blandt andet tilsluttet sig rammeaftalen på handicapområdet, fordi regeringen havde justeret sit forslag på magtanvendelsesområdet. - Foto: Befunky: Thiesen: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Lidegaard: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Lund: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Enhedslisten og DF dannede fælles front mod De Radikale til afslutningsdebatten
Partierne krævede svar på, hvorfor Det Radikale Venstre havde valgt at tilslutte sig regeringens rammeaftale på handicapområdet.
Udgivet: 30/05/2024
Det specialiserede socialområde fyldte en del ved gårsdagens afslutningsdebat.
Enhedslistens handicapordfører, Rosa Lund, og DF's socialordfører, Mette Thiesen, pressede nemlig Det Radikales Venstres leder, Martin Lidegaard. De ønskede svar på, hvorfor De Radikale gik med i rammeaftalen på handicapområdet.
"Jeg må ærligt sige, hr. Martin Lidegaard, jeg er virkelig skuffet over Det Radikale Venstre."
Sådan startede Rosa Lund sit spørgsmål, mens hun refererede til Enhedslistens og Det Radikales samarbejde på det specialiserede socialområde i sidste valgperiode.
"Nu har De Radikale så indgået en aftale, hvor der står stort på hvidt, at der skal indgå besparelser på handicapområdet. Det synes vi ikke er i orden i Enhedslisten, og jeg kunne godt tænke mig en forklar fra hr. Martin Lidegaard på, hvorfor det er mennesker med handicap, der skal stå for skud, når vi ved, der er penge i råderummet."
Ifølge Martin Lidegaard gik partiet blandt andet med, fordi det lykkedes partiet at forhandle en række af regeringens magtanvendelsesforslag ud af rammeaftalen.
"Som ordføreren ved, har vi kæmpet stærkt imod al øget magtanvendelse og fået langt det meste ud i forhold til regeringens oprindelige forslag," sagde Lidegaard fra talerstolen.
Det argument gav Enhedslistens Rosa Lund dog ikke meget for, da de flere lækkede udgaver af rammeaftalen ifølge hende viste, at mange af ændringerne på magtanvendelsesområdet allerede var forhandlet ud tidligere i forløbet.
Ikke skrevet under på økonomidelen
Martin Lidegaard fremhævede også flere af aftalens mere roste elementer - som forbedringer af visitationen, uddannelseskrav til medarbejdere på botilbud og specialeplanen. Samtidig understregede han, at Det Radikale Venstre ikke havde skrevet under på aftalens økonomiske afsnit.
"Vi har ikke skrevet under på en økonomisk aftale. Den kommer jo nu i forbindelse med kommunen (økonomiforhandlingerne, red.), og vi kommer ikke til at tage ansvar for det og den aftale."
Lidegaard bekræfter dog, at der er formuleringen i aftalen om større økonomistyring, der ikke er groet i De Radikales baghave.
"Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan aftalen ville have set ud, hvis vi ikke var gået med."
DF sammenligner med inklusionsreformen
Senere i debatten fulgte Mette Thiesen op og sammenlignede rammeaftalen med inklusionsreformen fra folkeskoleområdet, der også ifølge Mette Thiesen var født i Finansministeriet med henblik på besparelser.
"Så dryssede man lidt sukker hen over - lidt fine pædagogiske ord - og så implementerede dem. Jeg tror, vi alle sammen kan se nu, hvad det endte med. Det endte med, at vi tabte nogle meget sårbare børn på gulvet."
Hun mener, det er det samme, man nu gør med rammeaftalen, hvor præmissen er, at der skal spares penge. Thiesen erkender dog ved samme lejlighed, at aftalen også indeholde positive elementer.
"Vi kommer til - både i vores egne planer og i de kommende finanslovsaftaler - at fremlægge ret gedigne forslag til, hvordan man kan fremme for eksempel inklusion. Få fat i de her børn og unge, før de bliver specialekrævende," svarer Lidegaard igen.
Samtidig kunne han fortælle, at De Radikales hovedbestyrelse for nylig havde udsendt en erklæring, der opfordrede regeringen til at bruge flere penge på det specialiserede socialområde i økonomiaftalen.
Pelle Dragsted: De handicappede bruges lidt som gøgeunge
Tidligere i afslutningsdebatten havde et af partierne bag rammeaftalen prøvet at sætte pres på den modsatte vej.
Det skete, da Moderaternes socialordfører Rosa Eriksen spurgte Enhedslistens politiske ordfører, Pelle Dragsted, om partiets handicappolitik, nu hvor Enhedslisten ikke var gået med i rammeaftalen:
"Dybest set handler det om frihed," sagde Pelle Dragsted og fortsatte:
"Og derfor vil vi ikke være med til at skære på det område. De handicappede bruges lidt som gøgeunge - altså, man siger, at på grund af jer, skal vi spare andre steder, for eksempel på de ældre."
Sidst opdateret: 30/05/2024 - 12:31














































