"Jeg tror slet ikke, det kan finde sted." Sådan siger professor fra Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh, til NB-Social om risikoen for, at botilbudsområdet kan bruges til hvidvask af penge.

Problematikken kom på dagsordenen efter første afsnit af TV2 dokumentarserien "Den sorte svane". Her vakte det nemlig opsigt, da TV2's muldvarp Amira Smajic talte med en kvindelige rådgiver, der havde en opsigtsvækkende forretningsplan:

"Du skal overveje, at vi holder os til kommunale projekter," sagde hun til Smajic og fortsatte:

"Bosteder til unge mennesker. Til autister. Der får vi ikke bare 100.000 om måneden per person. Vi kan få 300.000 per person. Det er hvide penge, som har meget værdi."

Den forretningsplan affødte en række forskellige reaktioner. Eksempelvis skrev socialministeren:

"Hvor lavt er det muligt at synke? Har set første afsnit af Den sorte Svane på TV2. Det er jo så ubegribeligt usmageligt at ville udnytte mennesker med handicap for at hvidvaske penge!"

Urealistisk at bruge botilbud til hvidvask

Men den forretningsplan er slet ikke realistisk, hvis man spørger Per Nikolaj Bukh.

Samtidig understreger han, at der er mange andre former for hvidvask, der vil være meget lettere og mere indbringende for den type af kriminelle.

Hvidvask er som bekendt en proces, hvor kriminelle slører, at penge, der vedrører kriminelle handlinger, kan bruges almindeligt ved at fremstå som legale penge. Det går kriminelle typisk, når de har fået penge, der ikke er fra det legale system.

"Jeg kan ikke rigtig se, at botilbud kan spille nogen rolle i det her. Fordi de sælger sådan set kun til virkelige, rigtige kunder - som ovenikøbet er kommuner og meget opmærksomme på, om de får noget for pengene. Der kan ikke være fiktive fakturer indblandet i det her," siger han.

Socialtilsynet holder nidkært øje

Han rejser spørgsmålet om, hvorvidt man så kunne forestille sig, at man købte nogle varer eller tjenesteydelser, som man ikke fik - eksempelvis vagt- eller vikartjenester.

"Det kunne man jo godt, men der er en masse udfordringer i det her," siger Per Nikolaj Bukh og fortsætter:

"Vi har jo socialtilsynet, som ikke er en opklaringsenhed, revisor eller politi. Men det er relativt nidkært. Hvis det er brug for socialpædagogiske vikarer, så er tilsynet jo meget opmærksom på, om de vikarer er nødvendige og indgår i bemandingen."

Det er derfor en besværlig måde at snyde på, understreger Per Nikolaj Bukh.

En anden udfordring ved botilbudsområdet er, at taksterne sættes efter omkostningerne. Hvis der er nogle omkostninger, som man ikke har, er det ikke bare noget, der går væk fra overskuddet. Det gør tilbuddene ukonkurrencedygtige.

Her er det nemmere for private virksomheder at lave fiktive fakturaer, da man bare får et mindre overskud.

"Jeg kan simpelthen ikke se nogen som helst reel mulighed for, at det kan være en god idé. Og der er masser af ting, der er nemmere."

Alle kan starte en virksomhed - ikke et botilbud

Generelt er der også store udfordringer ved at bruge botilbud til kriminalitet. For hvor det er relativt let at oprette en privat virksomhed, så er virkeligheden en anden, når det kommer til botilbudsområdet.

"Alle kan starte en virksomhed op. De kan registrere sig, så har de en virksomhed. Så får de et CVR-nummer og derefter kan de begynde at lave et eller andet. Her er der ingen, der kigger dem over skulderen," siger Per Nikolaj Bukh og fortsætter:

"På de her botilbud - specielt når vi snakker om autismeområdet, og der bliver nævnt 300 tusinde om måneden - er det højt specialiseret. Sådan et tilbud får man ikke oprettet og godkendt af tilsynet uden en ledelse og medarbejdere med tilsvarende højt specialiserede kompetencer."

Han mener derfor, at botilbudsområdet er uegnet til så systematisk kriminalitet, som der lægges op til i dokumentaren.