Rapporten indeholder syv anbefalinger til, hvordan kommuner og andre aktører bør indrette deres indsats mod unges brug af opioider og benzodiazepiner.

Rapporten indeholder syv anbefalinger til, hvordan kommuner og andre aktører bør indrette deres indsats mod unges brug af opioider og benzodiazepiner. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)

Se anbefalingerne: Sådan kan unges brug af opioider begrænses

Der er brug for en bred vifte af forskellige tiltag, hvis man skal begrænse unges brug af opioider. Det fastslår Kriminologisk Observatorium ved Københavns Universitet i ny rapport.

Udgivet: 06/06/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Der er brug for rusmiddelsansvarlige på ungdomsuddannelserne og rådgivningstilbud uden underretningspligt. Det konkluderer en ny rapport fra Kriminologisk Observatorium på Københavns Universitet.

Den indeholder syv anbefalinger til, hvordan kommuner og andre aktører bør indrette deres indsats mod unges brug af opioider og benzodiazepiner.

Unges brug af opioider og benzodiazepiner er både på politikerne og mediernes dagsorden.

Smertelindrende opioider og angstdæmpende benzodiazepiner kan nemlig relativt let og billigt købes på sociale medier, i kiosker eller via venner og bekendte. Samtidig er der tegn på, at brugen af de stærkt afhængighedsskabende stoffer spreder sig i nogle ungdomsmiljøer.

Seneste kunne man læse, at 2,7 procent af de unge mellem 18 og 25 år har taget opioider eller benzodiazepiner.

Fik du læst?

Tusindvis af unge har prøvet farlige stoffer som opioider det seneste år

Derfor lyder rapportens syv anbefalinger:

  • Større viden på ungdomsuddannelser om varierende kommunale tilbud
  • Obligatoriske og proaktive rusmiddelansvarlige på ungdomsuddannelserne
  • Større anerkendelse og understøttelse af pårørende
  • Rådgivningstilbud til unge med misbrug uden underretningspligt
  • National vidensbank med lokal vidensudveksling
  • Oplysningskampagne i øjenhøjde fra de ‘rigtige’ kommunikationskanaler
  • Kortlægning af medicineringspraksisser forbundet med opioider og benzodiazepiner

”Brugen af stofferne kan være usynlig, fordi indtaget bl.a. foregår på værelset derhjemme og hverken lugter eller nødvendigvis skaber larmende unge. Det er en af grundene til, at der givetvis er et stort mørketal. Vi mangler derfor viden om, i hvilke sammenhænge unge indtager stofferne, hvorfor de gør det, og hvordan de selv ser på brugen,” siger Henrik Vigh i en pressemeddelelse. Han er professor og leder af Kriminologisk Observatorium ved Institut for Antropologi, KU. 

”Med undersøgelsen belyser vi unges faktiske adfærd og de miljøer, hvori stofferne benyttes. Det er en forudsætning for at kunne lave en mere effektiv forebyggende indsats.”

Ifølge projektleder Jacob Fischer Møller opfatter mange unge ikke opioider og benzodiazepiner som hårde stoffer, da det er receptmedicin i pilleform. Derfor opleves det mere sikkert.

"De unge taler om opioider og benzodiazepiner og ved, hvad det er, men mange får deres viden fra rappere, der romantiserer stofferne, i stedet for myndighederne. Spørgsmålet er, hvem vi foretrækker, oplyser de unge,” siger han.

Mere målrettet oplysning vil ikke føre til øget stofbrug

Selvom rapporten anbefaler mere målrettet oplysning og rådgivning til unge, afviser den, at en større oplysnings- og rådgivningsindsats automatisk vil føre til et øget stofbrug.

”De unge har allerede kendskab til stofferne. Det er en langt større udfordring, at stærk afhængighedsskabende medicin er bredt tilgængeligt og er så billig, at pillerne ofte sælges i ark. Det gør vejen ind i et misbrug langt kortere. Det er derfor, vi anbefaler, at ungdomsuddannelser og myndigheder oplyser bedre om emnet. Helt konkret for bl.a. at undgå farligt blandingsbrug med f.eks. alkohol og for at imødegå falske forestillinger om stofferne,” siger Jacob Fischer Møller.

Nogle unge - særligt blandt minoritetsdanskere - bliver skræmt væk af underretningspligten. Som det er i dag, så skal mindreåriges stofmisbrug indberettes til myndighederne. Herefter vil forældrene blive inddraget. Af den årsag er det vigtigt med anonyme rådgivningstilbud.

Mistrivsel årsag til unge opsøger stofferne

En af grundene til, at unge opsøger stofferne, skyldes mistrivsel. Stofferne bliver typisk brugt til at selvmedicinere for at undgå stress og angst for ikke at kunne præstere og leve op til andres forventninger.

Derudover sket brugen af stofferne ofte i fællesskaber, der føles eksklusive og inkluderende - det både fastholder og tiltrækker unge. De fællesskaber gør også, det kan være svært at komme ud af misbruget igen.

"Vi har i Danmark og Europa heldigvis ikke den samme opioidkrise som i USA, hvor især spredningen af fentanyl har medført mange tusinde dødsfald. Her på Kriminologisk Observatorium er vi meget optaget af tidlige faresignaler, og der er hos nogle unge en mistrivsel, som det er vigtigt at tænke ind i et forebyggende arbejde. Vi skal, som rapporten anbefaler, arbejde i flere retninger på samme tid," siger Henrik Vigh.

Sidst opdateret: 06/06/2024 - 10:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]