Morten Bøgelund Andersen for formand for styregruppen.

Morten Bøgelund Andersen for formand for styregruppen. - Foto: PR-Foto, Greve Kommune

Kommuner går sammen for at tøjle udgifter: Vil kun bruge standardkontrakter

En styregruppe under KKR Sjælland har netop fået opbakning til tre principper for, hvordan kommunerne i fællesskab kan være med til at tøjle udgifterne på socialområdet. Læs dem her.

Udgivet: 20/06/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Efter flere år med stigende udgifter på det specialiserede socialområde har kommunerne i KKR (kommunekontaktråd) Sjælland fået nok.

Derfor nedsatte de en styregruppe, der netop har præsenteret sine forslag til, hvordan kommunerne i fællesskab kan tøjle udgifterne på området.

"Opgaven i styregruppen gik ud på at undersøge, hvordan man kunne styrke det kommunale samarbejde i forhold til at købe pladser hos private leverandører. Der placerer vi ca. 60 procent af alle vores indkøb. Derudover har vi set på, hvordan man kan styrke det kommunale og regionale samarbejde om tilbud - særligt i forhold til de små målgrupper."

Sådan siger Morten Bøgelund Andersen, der foruden at være direktør i Greve Kommune også er formand for styregruppen.

Styregruppens tre overordnede principper har flere handlepunkter under sig, hvor de 17 kommuner forpligter sig til at arbejde på en specifik og fælles forpligtende måde.

Principperne lyder:

  • Fælles om kontrakter og takster
  • Fælles om kvalitet
  • Fælles om botilbud

Den overordnede logik for principperne er, at kommunerne er stærkere, når de løser opgaverne i fællesskab frem for hver for sig. Det gør sig også gældende i samarbejdet med de private leverandører.

Fælles om kontrakter og takster

Under det princip er der fire handlepunkter. Det første handler om, at kommunerne kun anvender KL og Social- og Boligstyrelsens standardkontrakter.

"Vi oplever, det kan være svært at få udbyderne til at bruge standardkontrakter. De vil kun anvende deres egne kontrakter," siger Morten Bøgelund Andersen og understreger, at det især er svært som enkelt kommune at overbevise udbyderne om at bruge standardkontrakter.

"Når 17 kommuner står og siger, at i Region Sjælland bruger vi standardkontrakter, så er der et anderledes pres."

Punkt nummer to handler om, at kommunerne har fokus på mindst mulig indgriben og progression i borgerens selvhjulpenhed.

Det vil gøre sig gældende både i standardkontrakterne og i den løbende dialog med tilbuddene, at leverandørerne arbejder med borgerens selvhjulpenhed og kompetencer, så borgerne kan komme ned ad indsatstrappen igen.

I forlængelse heraf er punkt nummer tre, der handler om, at kommunerne alene afregner ud fra en takstoversigt, der er baseret på et åbent og gennemsigtigt beregningsgrundlag.

"Når vi skal placere en borger på et tilbud, laver vi en grundig beskrivelse af borgeren, som vi matcher med et tilbud. Tilbuddet ser borgerprofilen og siger ja, hvis der er et match. Så aftalerne vi en pris. Efter to måneder ringer tilbuddet og siger, borgeren er meget dårligere, end hvad tilbuddet havde regnet med, og derfor koster det nu kommunen hundredetusinde mere om måneden. Det sker ofte."

Her kan kommunen enten acceptere prisstigningen eller tage borgeren hjem igen og starte forfra.

Det fjerde og sidste punkt drejer sig også om prisstigningerne. Her skal kommunerne fremadrettet indberette udgiftsstigninger i døgn- og botilbud til Socialtilsyn Øst, hvis de overstiger fem procent. Samtidig drøfter de prisstigningerne i styregruppen to gange årligt.

Fælles om kvalitet

"Det handler meget om, at vi er 17 kommuner, der arbejder forskelligt. Derfor vil vi styrke en fælles sagsgang, kompetenceudvikling, fælles kvalitetsindikatorer for tilbuddene og have en dialog på tværs om de svære sager, så vi samlet set løfter kvaliteten i de tilbud, vi sender borgerne ud i," siger Morten Bøgelund Andersen.

Han understreger, det både handler om at stille de rigtige spørgsmål til de private og regionale tilbud, men det handler også om at løfte kvaliteten i kommunernes egne tilbud.

"Det handler om ikke kun entydigt alene at kigge på prisen og taksterne, mens også kvaliteten."

Derfor er der fem handlepunkter under dette princip. De er:

  • Kommunerne anvender fælles principper og faglige begreber for sagsbehandling
  • Kommunerne afstemmer altid ledige bo- og døgntilbud i andre kommuner og i regionen før køb hos private
  • Kommunerne sikrer en høj ensartet faglig kvalitet gennem et tæt samarbejde og dialog på tværs af kommunale myndigheder og leverandører
  • Kommunerne følger en fælles sagsproces i myndighed, så den borgerrettede indsats kan sammenlignes på tværs af leverandører
  • Kommunerne sikrer kvaliteten i de tilbud, vi driver gennem anvendelse af en fælles kvalitetsmodel

Fælles om botilbud

Princippet om botilbuddene handler meget om at være fælles. Nogle kommuner opretter flere botilbud end andre, og dem, der gør, påtager sig en risiko.

"Vi foreslår, at vi i højere grad skal være fælles om at drive kommunale tilbud. Dermed giver vi et større incitament til at oprette kommunale botilbud og dermed styrke konkurrencen på markedet."

Styregruppen har fået udarbejdet et juridisk notat, der ser nærmere på, hvilke organiseringsformer man kan forestille sig på botilbudsområdet.

"Noget jeg ikke tror, der er set før på botilbudsområdet, er, at du kan lave noget, der hedder § 60-selskaber, som man kender fra forsyningsområdet og IT-drift. Her kan kommuner gå sammen om at etablere et selskab, der driver noget. Dermed står en enkelt kommune ikke med hele risikoen."

Derfor har dette princip fire handlerpunkter:

  • Kommunerne drøfter lukning eller ommærkning af bo- og døgntilbud tværkommunalt, før der træffes lokalpolitisk beslutning
  • Kommunerne sikrer balance mellem udbud og efterspørgsel ved at gå sammen om etablering af døgn- og botilbud – fx ved brug af §60 selskaber, økonomisk underskudsgaranti eller bedre udnyttelse af eksisterende kapacitet
  • Kommunerne afsøger om andre kommuner kan være med i et botilbud, før vi opretter et enkeltmandstilbud
  • Kommunerne styrker samarbejdet og etablerer partnerskaber med aktører fra andre sektorer, herunder privat-offentlig, fonde og nonprofitorganisationer

Ifølge Morten Bøgelund Andersen er særligt enkeltmandstilbud dyre for kommunerne. Her kan der dog være stordriftsfordele, hvis kommuner kan gå sammen.

"Tænk hvis man kunne gå fra enkeltmandstilbud til tomandstilbud," siger han og peger på, at kommunerne måske så kunne nøjes med en frem for to nattevagter uden at gå på kompromis med kvaliteten.

Sådan er den videre proces

Til et KKR-møde onsdag den 19. juni var der ifølge næstformand for KKR Sjælland, Pernille Beckmann, stor opbakning til principperne.

Det næste skridt er så, at principperne sendes ud til realitetsbehandling i alle regionens byråd, da det er der, selve beslutningskompetencer er.

Ifølge Morten Bøgelund Andersen bliver det formentlig de første byrådsmøder efter sommerferien, hvor byrådene tager stilling.

Efterfølgende vil principperne blive implementeret i de kommuner, der ønsker at deltage.

Fik du læst?

Optimistisk borgmester efter opbakning: Opfordrer kommuner til at deltage i samarbejdet

Sidst opdateret: 20/06/2024 - 12:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]