"Her er der utroligt meget, som kommunerne kan gøre selv, men vi løser ikke den her udfordring, hvis ikke også familierne, skoler, civilsamfundet og erhvervslivet bliver inddraget,” siger Martha Ahlmann.

"Her er der utroligt meget, som kommunerne kan gøre selv, men vi løser ikke den her udfordring, hvis ikke også familierne, skoler, civilsamfundet og erhvervslivet bliver inddraget,” siger Martha Ahlmann. - Foto: PR-Foto

Ekspertudvalg: Kommuner og civilsamfund skal bekæmpe børnefattigdom i fællesskab

Kommunerne kan gøre meget for at bekæmpe fattigdom, men der er også brug for hjælp fra blandt andet civilsamfundet og erhvervslivet, mener Martha Ahlmann, der står i spidsen for ekspertgruppe.

Udgivet: 20/08/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

”Der skal gøres meget mere for at bekæmpe børnefattigdom, og det er en opgave, som landets kommuner i højere grad kan og skal tage på sig."

Det udtaler Martha Ahlmann til NB-Social. Udover at være national direktør i Red Barnet har hun stået i spidsen for en ekspertgruppe nedsat af Odense Kommune, der har præsenteret 29 anbefalinger til at bekæmpe børnefattigdom.

“Anbefalingerne skal sikre, at alle børn, der oplever de vidtrækkende konsekvenser af børnefattigdom, får hjælp og støtte. Her er der utroligt meget, som kommunerne kan gøre selv, men vi løser ikke den her udfordring, hvis ikke også familierne, skoler, civilsamfundet og erhvervslivet bliver inddraget,” siger Martha Ahlmann. 

Af samme årsag er udvalgets første anbefaling, at Odense Kommune laver en alliance med alle relevante aktører under en fælles dagsorden om at bekæmpe konsekvenserne af børnefattigdom.

"Det er meget vigtigt, for vi ved, at bare ét år i fattigdom kan få omfattende konsekvenser for børnene og sætte spor resten af livet. Det påvirker børnenes trivsel, sociale relationer og mulighed for at indgå i fællesskaber. Og på den lange bane kan det få negative konsekvenser for børnenes uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet.”

Derfor lægger ekspertudvalget blandt andet op til konkrete mål for bekæmpelsen af børnefattigdom. Det handler både om at øge beskæftigelsen i familier, hvor der er børn i børnefattigdom, men mindst lige så vigtigt er det at afbøde konsekvenserne af børnefattigdom for børnene. Det handler blandt andet om at mindske udgifter i skoleregi, SFO og foreningslivet, så manglen på økonomiske ressourcer ikke bliver en hæmsko for at deltage i sociale aktiviteter.”Vi ved i Red Barnet fra vores tilbud til børn i udsatte positioner, at børnene passer på forældrene. De undlader at bede om penge til ting eller sociale aktiviteter, der koster penge. Og for nogle familier er det faktisk stort set umuligt at finde en tyver til børnefødselsdagen eller give en tur i svømmehallen,” siger Martha Ahlmann.

En anden afgørende anbefaling, som Martha Ahlmann peger på, handler om børnenes mulighed for at få et godt fritidsliv. Ekspertudvalget vil gerne sikre, at alle børn kan deltage i fritidsaktiviteter og ikke udelukkes på baggrund af økonomi, eller på grund af familiernes begrænsede muligheder for at støtte op om aktiviteten.

Nu når anbefalingerne er fremlagt, håber Martha Ahlmann og resten af ekspertgruppen, at politikerne i Odense Kommune går videre med arbejdet med at bekæmpe børnefattigdom.

Læs alle anbefalingerne her:

Fik du læst?

Sådan kan kommuner bekæmpe børnefattigdom: 29 konkrete anbefalinger

Børn afskæres fra almindeligt børneliv

Udgangspunktet for anbefalingerne er, at for alt for mange børn fører manglen på økonomiske ressource til, at de må lide afsavn i forhold til helt basale ting.

Egmont Fonden undersøgte for et par år siden, hvor omfattende afsavn familierne lider. Her svarede mere end halvdelen af familierne, at børnene har måtte undvære noget så basalt som dagligt frugt eller grøntsager inden for de seneste tre måneder.

Samtidig har familier måttet undvære at købe børnebøger og legetøj ligesom at børn har måttet undlade at gå til fritidsaktiviteter samt at invitere venner med hjem til spisning eller overnatning.

"Samlet set har vi været optaget af, at de her afsavn og barrierer betyder, at børn afskæres fra et almindeligt børneliv. I stedet lever de med store bekymringer og oplever det pres og stress, der opstår i familier, når man i en længere periode ikke har råd til at dække det, som vi andre ser som helt basale behov," siger Martha Ahlmann og fortsætter:

"For børnene kan en stresset hverdag over en længere periode påvirke deres indlæringsevne og trivsel. Nogle børn isolerer sig og undgår sociale relationer.”

Men afsavnene har ifølge Martha Ahlmann ikke kun rod i økonomi, men forstærkes også af andre former for udsathed i familien. Familier i økonomisk fattigdom vil ofte også være fattige på sociale relationer og afkoblet samfundets bredere fællesskaber.

Anbefalingerne afspejler også, at børnefattigdom ser forskellig ude, alt efter hvor barnet er i barndommen. De består nemlig både af generelle anbefalinger og mere specifikke for de forskellige aldersfaser.

Anbefalingerne er ikke fordyrende og kan bruges af andre kommuner

Selvom det er Odense Kommune, der har nedsat ekspertgruppen, så er det ikke kun Odense Kommune, der vil have glæde af dem, understreger Martha Ahlmann.

"De anbefalinger, vi giver her, er i meget lille grad specifikke for Odense Kommune. Det er noget, som alle landets 98 kommuner kan lade sig inspirere af."

Da der er fattige børn i alle landets kommuner, er det en klar forhåbning fra ekspertudvalget side, at alle kommuner vil gøre brug af anbefalingerne.

Generelt har en stor udfordring for kommunerne de seneste år været, at økonomien på socialområdet har været svær at styre. Det betyder dog ikke, at kommunerne ikke kan bekæmpe børnefattigdom.

Det har nemlig været en ramme for ekspertgruppens arbejde ikke at komme med forslag, der er meget fordyrende.

"Der er relativt mange af de forslag, som vi i ekspertgruppen kommer med, som er nemme at implementere uden, at det fører store udgifter med sig," siger Martha Ahlmann.

Hun understreger dog, at set i forhold til både de kort og langsigtede konsekvenser, som børnefattigdom har, så er det en lille investering, der er givet godt ud.

Sidst opdateret: 20/08/2024 - 10:17

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]