Hver fjerde genindlægges i psykiatrien indenfor 30 dage: Ond spiral
Kortere ophold og genindlæggelser præger psykiatrien, viser analyse. Regioner og kommuner håber på løsning. KL peger på "afklaringspladser".
Udgivet: 20/08/2024
Mange af de indlagte patienter i psykiatrien når knap hjem, efter de har været indlagt, før de igen er tilbage på den psykiatriske afdeling.
I 25,8 procent af de psykiatriske indlæggelser i 2022 endte det med en genindlæggelse indenfor 30 dage.
Det viser en ny analyse fra magasinet Momentum, der udgives af Kommunernes Landsforening (KL).
Professor og speciallæge i psykiatri, Poul Videbech, mener, udviklingen tegner et billede af en psykiatri i en ond spiral, der på grund af mangel på sengepladser udskriver patienter, inden de er færdigbehandlede.
”Når sengepladserne er så få, som de er, så må apparatet køre desto hurtigere. Og man er nødt til at udskrive de mindst dårlige patienter, fordi der hele tiden kommer nye patienter, som har brug for vores omsorg,” siger Poul Videbech til Momentum.
"Den regionale psykiatri er kommet ind i en ond spiral, hvor den utilstrækkelige behandling betyder, at systemet genererer opgaver til sig selv. Og de opgaver er der i sagens natur færre ressourcer til at løse.”
Også formand for Danske Regioners Psykiatri- og Socialudvalg, Jacob Klærke (SF), mener, at for mange bliver genindlagt.
Udfordringen er, at de psykiatriske afdelinger, som regionerne driver, mangler pladser. Samtidig har kommunerne ikke tilstrækkeligt med hjælp som botilbud og støtte klar til patienter, som bliver udskrevet.
"Der er udfordringer med både kvalitet og kapacitet begge steder," siger han.
Analysen viser, at de akutte genindlæggelser i psykiatrien er steget i årevis. I 2002 var det 17 procent.
"Det er jo på alle måder dårligt. Det er dårligt for regionerne, det er dårligt for kommunerne, men det er specielt dårligt for borgerne," siger Ulrik Wilbek, formand for KL's Socialudvalg og borgmester i Viborg (V).
Samtidig er den gennemsnitlige indlæggelsestid faldet fra 28,8 dage i 2002 til 14,8 dage i 2022.
Det afspejler dog ikke kun, at der mangler pladser, men samtidig også stigende fokus på, at lange indlæggelser ikke nødvendigvis er godt for patienterne, mener Jacob Klærke, der er regionsrådsmedlem i Midtjylland.
Genindlæggelser i psykiatrien blev også omtalt af fagfolk i Sundhedsstrukturkommissionen. Den blev nedsat af regeringen til at komme med bud på en ny struktur for sundhedsvæsnet.
Kvaliteten af behandlingen bør løftes, indsats på tværs af sektorer styrkes, og samtidig er kapaciteten udfordret i både kommuner og regioner udfordret, lød det i kommissionens rapport, der udkom før sommerferien.
Ikke-færdigbehandlede borgere udskrives
I Gentofte Kommune kan social- og handicapchef Anita Bahnsen godt genkende problemet med de for tidligt udskrevne patienter, selvom hun understreger, at kommunen har et godt samarbejde med den regionale psykiatri.
”Vi oplever, at borgere bliver udskrevet, selvom de ikke er færdigbehandlede og derfor ikke er i stand til at klare sig i deres eget hjem. Og vi oplever også, at patienterne ofte bliver udskrevet sent torsdag eller fredag, og det gør det svært for os at nå at sætte støtte op omkring borgere, fordi vi ikke har kapacitet til at tilbyde udgående støtte om natten og i weekenden,” forklarer Anita Bahnsen.
Gentofte Kommune oplever i lighed med andre kommuner, at kommunen ikke er klædt på til at modtage patienter, der ikke er færdigbehandlede. Kommunen kan tilbyde støtte i borgerens eget hjem og i nogle tilfælde også et ophold på et døgnbemandet tilbud, som kommunen køber i nabokommunen. Men borgerne kan kun være på en akutplads i op til et døgn.
Psykiatriforhandlinger i efteråret
Et bredt flertal i Folketinget blev i efteråret 2022 enige om en tiårsplan for psykiatrien, hvor der afsættes knap 500 millioner årligt.
Der er lagt op til løbende forhandlinger om psykiatriplanen - næste gang til efteråret.
Først ventes regeringen dog at præsentere sit bud på en reform af sundhedsvæsnets struktur, der skal forhandles med Folketingets partier. Derefter kommer der et psykiatriudspil, som finansiere de sidste elementer af tiårsplanen for psykiatrien.
I regionerne håber Jacob Klærke, at forhandlingerne om psykiatrien kommer i gang så hurtigt som muligt uanset hvad.
"Jeg vil være ærgerlig, hvis man udskyder det næste kapital på baggrund af en diskussion om sundhedsstruktur, fordi meget af det, vi har behov for i psykiatrien, er uafhængigt af strukturen," siger han.
"Det handler ikke om linjer på et kort, eller hvor den politiske ledelse er. Det handler om tilstrækkeligt med medarbejdere og pladser, og at medarbejderne er veluddannede nok til at håndtere opgaverne."
I kommunerne håber Ulrik Wilbek, at forhandlingerne kan munde ud i et nyt tilbud til patienter, der udskrives, i form af særlige "afklaringspladser".
"Det skulle være sådan et tilbud, hvor man kan være i en periode på op til et halvt år, hvis man ikke kan være i eget hjem, men har behov for nærmere udredning."
/ritzau/Høyer
Sidst opdateret: 20/08/2024 - 08:43
















































