
"Der har jo tidligere været kritik af, at udmeldingerne, der kommer fra de fem socialtilsyn, er for forskellige. Det her vil jo bare være med til at gøre det endnu værre," siger Thorkild Olesen fra Danske Handicaporganisationer. - Foto: Befunky: Wammen: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix (arkiv) Thorkild: PR-Foto
Risiko for store forskelle i tilsynene: Afdeling i Social- og Boligstyrelsen nedlægges
Regeringen vil nedlægge central funktion i Social- og Boligstyrelsen, der sikrer, at socialtilsynene arbejder ens. Danske Handicaporganisationer frygter et større postnummerlotteri.
Udgivet: 03/09/2024
100 årsværk skal fjernes på socialområdet. Det viser regeringens finanslovforslag for 2025.
Det vil blandt andet få afgørende betydning for socialtilsynene, da Social- og Boligstyrelsens auditfunktion nedlægges.
Nedlæggelsen af Social- og Boligstyrelsens auditfunktion er central, da funktionen er med til at sikre ensartethed i socialtilsynene, så der ikke er for store variationer tilsynene imellem.
Ifølge Social- og Boligstyrelsens hjemmeside er det auditfunktionens opgave at følge og understøtte socialtilsynene i deres arbejde med at godkende og føre tilsyn med kvaliteten af plejefamilier og sociale tilbud.
Landsformand for Danske Handicaporganisationer, Thorkild Olesen, synes helt generelt, det er besynderligt, at regeringen sparer på de forskellige tilsyn, da de jo ellers er sat i verden for at passe på borgerne.
Han undrer sig særligt over nedlæggelsen af Social- og Boligstyrelsens auditfunktion:
"Der har jo tidligere været kritik af, at udmeldingerne, der kommer fra de fem socialtilsyn, er for forskellige. Det her vil jo bare være med til at gøre det endnu værre," siger han til NB-Social.
Et større postnummerlotteri
Som bekendt består Socialtilsynet af fem kommunale tilsyn.
Det er kommunalbestyrelserne i de fem tilsynskommuner, der har såvel myndighedsansvaret som det politiske ansvar for, at tilsynet varetager tilsynsopgaven i henhold til lov om socialtilsyn.
Det er her, auditfunktionen kommer ind i billedet. Funktionen er med til at understøtte ensartethed i tilsynspraksis på tværs af de fem kommunale tilsyn og på forskellige tilsynsmæssige områder.
Funktionen understøtter blandt andet tilsynene med fagligt vejledende materialer, temadage, formidling, undervisning, ledelsesdialog samt proces- og implementeringsstøtte.
Med nedlæggelsen af auditfunktionen er det uklart, hvem - hvis nogen - der skal løfte den opgave.
"Det der ikke er tilladt i det ene tilsynsområde, kan måske være tilladt i et andet område. Det betyder jo, vi får et større postnummerlotteri, når vi også får det på tilsynsområdet," siger Thorkild Olesen.
Med postnummerlotteri refererer Thorkild Olesen til de kommunale forskelle, der er på det specialiserede socialområde, hvor der er forskel på kommunernes serviceniveau.
Social- og Boligstyrelsens auditfunktionen arbejder med:
Understøtte ensartethed i tilsynspraksis på tværs af de fem kommunale tilsyn og på forskellige tilsynsmæssige områder. Auditfunktionen understøtter tilsynene med fagligt vejledende materialer, temadage, formidling, undervisning, ledelsesdialog samt proces- og implementeringsstøtte
Vejlede i brugen af kvalitetsmodellen og udvikling af andre tilsynsredskaber
Følge praksis i socialtilsynet og gennemføre analyser, undersøgelser og evalueringer om tilsynenes tilsynsvirksomhed
Levere viden fra analyser, undersøgelser og evalueringer om socialtilsynenes praksis og virksomhed, der både understøtter ensartethed i tilsynspraksis på tværs af tilsynene og informerer det politiske niveau
Udarbejde en årsrapport om socialtilsynenes virksomhed
Social- og Boligstyrelsen kan desuden udstede bindende retningslinjer for socialtilsynenes opgavevaretagelse, såfremt der konstateres en uensartet praksis på tværs af tilsynene
Kilde: Social- og Boligstyrelsen.
Regeringen tager sin egen medicin
Regeringen tager med finanslovsforslaget sin egen medicin efter at have bedt både kommuner og regioner at spare på administrationen.
Ifølge finanslovsforslaget vil regeringen hellere bruge penge på den borgernære velfærd, grøn omstilling og tryghed.
Derfor gennemførte regeringen generelle rammereduktioner i staten på omkring 400 millioner kroner årligt i 2024 og frem på finansloven for 2024.
Nu har regeringen så med finanslovforslaget for 2025 præsenteret et oplæg til at fjerne statslig administration svarende til omkring 1.000 årsværk i 2025 på tværs af alle ministerområder.
Her har der været fokus på årsværk i centraladministrationen samt opgaver, der har karakter af administration, tilsyn og kontrol.
Ifølge regeringen er der nogle opgaver, der skal løses mere enkelt, mens andre slet ikke skal løses længere.
Ifølge fakta arket Regeringens oplæg til politisk prioriteret opgavebortfald på FFL25 vil Social-, Bolig-, og Ældreministeriet skulle fjerne 100 årsværk i alt.
Det er indenfor følgende områder:
Her kommer de 100 årsværk fra:
Afskaffelse af statsligt tilskud til Center for Rusmiddelforskning
Bortfald af midlertidig bevilling til Center for Boligsocial Udvikling
Afskaffelse af Social -, Bolig - og Ældreministeriets og Beskæftigelsesministeriets trækningsret og halvering af børnetrækningsret på Ankestyrelsens analytiske bistand
Nedlæggelse af Social - og Boligstyrelsens auditfunktion af socialtilsynenes praksis
Nedjustering af udviklings - og investeringsprogrammet, der har været udmøntet til Social- og Boligstyrelsen m.fl
Afskaffelse af den årlige ældreredegørelse
Afvikling af tilskud til Danske Ældreråd
Nedjustering af Sundhedsstyrelsens opgaver vedr. administration af ældreområdet
NB-Social har kontaktet både Social- og Boligstyrelsen og Social-, Bolig- og Ældreministeriet for at høre mere om nedlæggelsen af afdelingen. Styrelsen henviser til ministeriet, mens ministeriet er ikke vendt tilbage inden deadline.
Sidst opdateret: 03/09/2024 - 09:28














































