
"Socialrådgiverne står i frontlinjen i velfærdssamfundet, og de ser hver dag konsekvenserne af et system, der ikke formår at hjælpe de mest sårbare," skriver næstforkvinde Ditte Brøndum. - Foto: PR-Foto Dansk Socialrådgiverforening.
Debat
Stærk socialfaglighed rimer på værdighed
Debat: Dansk Socialrådgiverforening hilser en værdighedsreform velkommen. Men ifølge næstforkvinde Ditte Brøndum er det afgørende at forpligte kommuner til at skabe et system, der sikrer, rettighederne kan komme borgerne til gavn i praksis.
Udgivet: 12/09/2024
Af Ditte Brøndum, næstforkvinde Dansk Socialrådgiverforening
Danmark har potentialet til at gøre det bedre for vores mest sårbare borgere, og vi socialrådgivere hilser regeringens ambitioner om en værdighedsreform velkommen.
At sikre større værdighed handler ikke kun om at sikre vores udsatte medborgere flere rettigheder i lovgivningen. Det handler også om at forpligte kommunerne til at skabe et system, som sikrer, at rettighederne kan komme borgerne til gavn i praksis – et system, hvor socialrådgiverne og vores sociale arbejde ikke drukner i bureaukrati, kontrol og snævre budgethensyn, men frigøres til at møde borgeren i øjenhøjde og skabe forandringer.
Socialrådgiverne står i frontlinjen i velfærdssamfundet, og de ser hver dag konsekvenserne af et system, der ikke formår at hjælpe de mest sårbare.
Det er borgere som Michael på 62, der kæmper med at komme ud af sin hjemløshed, fordi hans personlighedsforstyrrelse og alkoholmisbrug betyder, at han har svært ved at komme til faste aftaler.
Det er borgere som Freja på 21, der bliver nødt til at sælge sex på gaden for at finansiere sit stofmisbrug, fordi rusen er det eneste, der kan holde hendes PTSD på afstand.
Det er borgere, som fortjener en mere værdig tilværelse, og derfor foreslår vi tre centrale rettigheder:
- Ret til en opsøgende indsats: Når udsatte borgere ikke længere skal have en indsats gennem jobcentrene, øges risikoen for, at det offentlige system mister kontakten til dem. De krav, som stilles i jobcentrene, udgør nemlig i mange tilfælde den eneste kontinuerlige kontakt mellem udsatte borgere og det offentlige. Og det kan god mening at fritage udsatte borgere fra kravene i jobcentrene, men det må ikke betyde, at vi slipper dem helt og aldeles. Derfor bør der indføres en ret til en opsøgende myndighedsindsats, så borgerne kan møde en fremskudt socialrådgiver der, hvor de befinder sig – på gaden, på forsorgshjem eller i deres bolig. Og socialrådgiverne skal kunne sagsbehandle, visitere og bevillige hjælp fra denne fremskudte position.
- Ret til en individuel og helhedsorienteret indsats: Det nuværende sociale system er for fragmenteret, hvilket betyder, at udsatte borgere ofte skal forholde sig til mange forskellige sagsbehandlere og handleplaner. I praksis beder vi faktisk udsatte mennesker om at være projektleder i deres eget liv. Det er ikke værdigt. Udsatte borgere skal derfor have ret til en sammenhængende indsats, som koordineres af én socialrådgiver med myndighed på tværs af lovområder. Det vil betyde, at borgeren kun skal henvende sig ét sted for at få hjælp, og at socialrådgiveren kan bevillige hurtige, fleksible og helhedsorienterede løsninger med udgangspunkt i den enkeltes behov.
- Ret til en tilgængelig og fagligt stærk socialrådgiver: For at kunne sikre en empatisk og tæt samarbejdsrelation med borgerne, er det afgørende, at socialrådgiverne har tilstrækkelig tid og faglighed. Derfor bør kommunerne pålægges at indføre sagslofter, der begrænser antallet af sager pr. socialrådgiver. Især for dem, der arbejder med de mest komplekse sager. Desuden skal det sikres, at socialrådgivere, der arbejder med udsatte borgere, er tilstrækkeligt uddannede og modtager god nok oplæring. I sundhedsvæsenet ville vi kun tillade uddannede kirurger at gennemføre komplicerede operationer, og ligeledes skal borgerne med komplekse sociale problemer garanteres, at det er en socialfagligt uddannet medarbejder, som behandler deres sag.
Det er vigtigt at huske, at sårbare borgere har vidt forskellige behov. 21-årige Freja, som finansierer sit misbrug ved at sælge sex, har andre behov end 62-årige Michael, som har en personlighedsforstyrrelse. Indsatserne skal derfor være tilpasset den enkeltes situation og drømme, og samfundet skal være klar til at støtte op om disse forskelle – og behandle dem forskelligt for at give dem lige præcis dét, de har brug for.
Socialrådgiverne er klar til at tage ansvaret. Nu skal vi sikre, at de har de rette værktøjer og et system, der understøtter deres indsats. Det er en investering i et samfund, hvor alle har ret til et værdigt liv.
Sidst opdateret: 17/09/2024 - 12:20














































