Der er brug for langt flere midler end politikerne i Københavns Borgerrepræsentation har afsat, hvis man vil afvikle ventelisten på botilbudsområdet, da det vil koste et sted mellem 568,8 millioner til 708,8 millioner.

Der er brug for langt flere midler end politikerne i Københavns Borgerrepræsentation har afsat, hvis man vil afvikle ventelisten på botilbudsområdet, da det vil koste et sted mellem 568,8 millioner til 708,8 millioner. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (arkiv)

Københavns Kommune mangler flere hundrede millioner for at afvikle ulovlig venteliste

Med budgetaftalen for 2025 afsatte Københavns Kommune 200 millioner frem mod 2028 til at nedbringe ventelisten på botilbudsområdet. Interne beregninger viser dog, at det langtfra er nok.

Udgivet: 19/09/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Københavns Kommune har langt fra afsat nok midler til at nedbringe den ulovlige venteliste på botilbudsområdet. Det viser tal fra kommunes socialforvaltning.

Med Budget25 afsatte politikerne i Borgerrepræsentationen 200 millioner kroner til køb af eksterne botilbudspladser frem mod 2028. Der er tale om 50 millioner kroner om året.

Der er dog brug for langt flere midler, hvis man vil afvikle ventelisten, da det vil koste et sted mellem 568,8 millioner til 708,8 millioner.

Som følge af forsyningsforpligtigelsen er landets kommuner forpligtet til at forsyne borgere med et botilbud, ligeså snart de bliver visiteret til ét.

Der er primo august 2024 135 borgere i Københavns Kommune, der er omfattet af forsyningsforpligtelsen, som har ventet mere end tre måneder. Af dem har 108 ventet mere end seks måneder.

Det er dog også omkostningsfyldt at have borgere, der venter på et botilbud. Det skyldes, at borgere typisk vil have behov for socialpædagogisk støtte (servicelovens paragraf 85).

Også her er der ventetid på grund af manglende kapacitet. Derfor fokuserer forvaltningen på borgere, der har ventet i mere end en måned, der ikke kan tilbydes ydelsen indenfor de givne ressourcer. Der er primo august 27 borgere med sindslidelse, der har ventet mere end en måned på paragraf 85-forløb.

Det koster det at afvikle ventelisten

Københavns Kommunes Socialforvaltning har lavet to tabeller over, hvad det ville koste at afvikle ventelisten for borgere, der har ventet mere end tre måneder samt hvad det ville koste for borgere, der har ventet mere end seks måneder.

Bemærk: Der anvendes en vægtet pladspris mellem længerevarende (paragraf 108) og midlertidige botilbud (paragraf 107) på 1,3 millioner kroner for en borger med sindslidelse, 1,0 millioner kroner for udsatte voksne og en vægtet pladspris på 1,4 millioner koner for en borger med handicap.

Derudover skal der også afsættes penge til at afvikle ventelisten til paragraf 85-forløb. Det kræver ansættelse af to socialpædagogiske årsværk for at afvikle nettoventelisten på de 27 borgere med sindslidelse, som venter på at modtage paragraf 85 støtte i eget hjem.

Det behov udgør samlet 1.200 tusinde kroner og bygger på gennemsnitsomkostningen til et socialpædagogisk årsværk på 600 tusinde kroner inklusive overhead, samt en forventning om, at en medarbejder kan støtte omkring 12 borgere.

Ved tallene er der ikke taget forbehold for en udvikling af ventelisterne senere på året. Kommer der flere på ventelisten, vil det blive endnu mere omkostningsfyldt af afvikle ventelisten.

Eksempelvis forventer forvaltningen, at implementeringen af den nye bolig-hjemløse-lovgivning ventes at medføre øget efterspørgsel af botilbudspladser.

Derudover bemærker Socialforvaltningen, at der særligt på området for sindslidende har været et stigende behov for flere botilbudspladser.

Samtidig er der forbundet med køb af botilbudspladser en risiko for, at det ikke er muligt at købe samtlige af de nødvendige pladser, da det for nogle målgrupper kan være svært at finde de nødvendige botilbudspladser.

De fortsat stigende enhedspriser kan også medføre et reduceret antal køb i forhold til det forudsatte.

København mangler mere end 300 millioner

Sammenligner man de afsatte midler til køb af eksterne botilbudspladser for at afvikle ventelisten med det faktiske behov, hvis man vil afvikle ventelisten for borgere, der har ventet mere end seks måneder, så mangler kommunen 364 millioner i 2028.

Skulle man afvikle ventelisten for alle, der har ventet mere end tre måneder, mangler kommunen derimod 504 millioner i 2028.

Grafen nedenfor sætter det afsatte beløb i forhold til, hvad det vil koste at afvikle ventelisten for borgere, der har ventet mere end seks måneder.

Socialforvaltningen: Partierne vil også fremadrettet afsætte midler

NB-Social har henvendt sig til socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) samt overborgmester Lars Weiss (S) for en kommentar til de manglende midler til afviklingen af ventelisten.

Socialforvaltningen oplyser i en skriftlig kommentar, at der er afsat 200 millioner kroner over de næste fire år med 50 millioner om året. Samtidig understreger forvaltningen, at borgerne på ventelisten ikke er overladt til sig selv, men stadig modtager hjælp og støtte. 

Derudover gør forvaltningen opmærksom på, at partierne bag Budget2025 har skrevet følgende i aftaleteksten:

”For at nedbringe ventelisten på botilbudsområdet er parterne enige om at afsætte midler til køb af pladser til borgere med sindslidelse, handicap og udsatte voksne. Parterne er enige om fremadrettet at afsætte midler til køb af pladser, så længe Københavns Kommune ikke selv råder over tilstrækkelig kapacitet."

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen vil forholde sig til de afsatte midler til ventelisterne i et kommende interview hos NB-Social.

Sidst opdateret: 20/09/2024 - 09:03

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]