
"Vi kan ikke være bekendt, at flere og flere børn starter deres morgen med at sætte sig i en taxa og køre til en specialskole langt væk. Det kræver et sporskifte, hvor skolen kan favne flere forskellige elever," siger Mattias Tesfaye i en kommentar til nye data, der viser, at antallet og andelen af skolebørn i segregerede specialtilbud steg igen i 2023/24. - Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Efter stigende udgifter til specialundervisning: Minister nedsætter nyt inklusionsudvalg
Ekspertgruppe skal tage afgørende timegrænse på skoleområdet op til revision. Ambitionen er at lave lovændringer, der kan mindske strømmen mod specialtilbud, efter nye tal viser, at inklusionsgraden fortsætter med at falde.
Udgivet: 24/09/2024
Børne- og undervisningsministeren nedsætter en ny lovforberedende ekspertgruppe, der skal kigge reglerne på inklusions- og specialundervisningsområdet i skolerne. Det skriver NB-Kommune.
Kommunernes udgifter til specialtilbud på bekostning af den almene undervisning har været stærkt tema på det seneste, og ekspertgruppen skal komme med anbefalinger til lovændringer. Det sker i lyset af et ønske fra både kommuner og folkeskolens parter om, at der i lovgivningen sættes større fokus på forebyggende tidlige indsatser og mindre fokus på individuel støtte til den enkelte elev.
På forhånd melder ministeriet ud, at eksperterne skal forholde sig til 9-timersgrænsen, der afgør, hvornår støtte kan defineres som specialundervisning. Anslås det, at en elev mindst har ni timers støttebehov om ugen, kan eleven henvises til undervisning i specialklasser og specialskoler. Desuden er det et lovkrav, at kommuner skal igangsætte en pædagogisk psykologisk vurdering (PPV), når skolelederen antager, at en elev har et støttebehov over ni timer om ugen.
"I praksis oplever kommuner, at 9-timersgrænsen ofte er med til at binde ressourcer i almenundervisningen til den enkelte elev. Det kan være uhensigtsmæssigt, da den enkelte elev i mange tilfælde kan støttes bedre gennem indsatser, som retter sig mod hele klassen," skriver ministeriet i kommissoriet.
Ekspertudvalget præsenteres, dagen efter ministeriet offentliggjorde nye tal, der viser, at inklusionsgraden fortsætter med at falde. I sidste skoleår var over 36.000 elever (ca. 6,9 procent) henvist til specialundervisning i segregerede specialundervisningstilbud.
Målet er konkrete lovændringer
Ekspertudvalget, der får deltagelse af blandt andre kommunaldirektøren i Frederiksberg Kommune og Svendborg Kommunes PPR-chef, skal ledes af Anne Vang, der er tidligere socialdemokratisk børne- og ungdomsborgmester i København og direktør for børn og kultur i Ballerup Kommune.
"Ambitionen er, at vi skal foreslå helt konkrete ændringer af lovgivningen, så den støtter bedre op om skolernes arbejde både med inkluderende børnefællesskaber og de individuelle børn i dem. Det er en virkelig vigtig opgave.” siger Anne Vang, der i dag er rektor på Københavns Professionshøjskole.
Ekspertgruppen skal komme med sine anbefalinger i første kvartal af 2025. Anbefalingerne skal kunne holdes inden for de eksisterende statslige og kommunale økonomiske rammer, oplyser ministeriet.
Mattias Tesfaye (S) lægger som børne- og undervisningsminister ikke skjul på, at formålet med lovarbejdet er, at færre børn skal flyttes fra den lokale folkeskole. Han fastslår, at "lovgivningen ikke spænde ben for udviklingen".
"Derfor ser jeg frem til at få helt konkrete bud på, hvordan loven kan understøtte, at folkeskolen kan mere for flere,” siger Mattias Tesfaye.
Ekspertgruppens medlemmer
Formand for ekspertgruppen: Anne Vang, rektor på Københavns Professionshøjskole.
Nina Eg Hansen, kommunaldirektør i Frederiksberg Kommune.
Caroline Adolphsen, juraprofessor, Aarhus Universitet.
Lise Gry Beder, ankechef i Ankestyrelsen.
Hans Jørn Søberg, PPR-chef i Svendborg Kommune.
Christian Hyltoft Hellum, skoleleder på Katrinebjergskolen i Aarhus Kommune.
Mogens Dalsgaard Myklebust, pædagogisk vejleder i Charlottegårdens kompetencecenter, Københavns Kommune.
William Korte, formand i Sammenslutningen af Unge Med Handicap (SUMH) og lærerstuderende.
Kilde: Børne- og undervisningsministeriet
Sidst opdateret: 24/09/2024 - 08:11















































