
Kommune har værktøjer til at forebygge konflikter
I Faaborg-Midtfyn Kommune er afdelingerne ‘Forebyggelse og Sundhed’ og ‘Børn og Familie’ sammen om at forebygge skilsmissekonflikter, så forældre lærer at samarbejde bedre om børnene.
Udgivet: 26/09/2024
Sponseret af
Alle, som bliver involveret i en skilsmisse, ønsker at parterne kommer bedst muligt ud af problemerne. Sådan har medarbejderne i Faaborg-Midtfyn Kommune det også.
”Vi vil jo langt hellere kunne understøtte familierne inden konflikterne opstår, så de kan komme igennem en skilsmisse, og forældrene kan samarbejde omkring børnene”, forklarer Mette Machon Balle, leder af ‘Forebyggelse og Sundhed’ i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Den 1. januar 2024 startede afdelingerne ’Forebyggelse og Sundhed’ og ’Børn og Familie’ et nyt samarbejde om at hjælpe familier i skilsmissesituationer, så der sættes forebyggende ind, når fagpersoner bliver vidende om, at børn er en del af en skilsmisse.
Samarbejdet gik i gang, efter at kommunen havde købt nogle særlige værktøjer til brug for alle medarbejdere, der arbejder med børn og unge i kommunen, dvs. både i forvaltningen og i alle dagtilbud og skoler i området.
Skole anbefalede SES
Det var lidt tilfældigt, at Mette Machon Balle og hendes afdeling hørte om SES. En skole brugte de digitale værktøjer i forbindelse med arbejdet i nogle skilsmissegrupper, og da skolen var meget optaget af de muligheder, som værktøjet tilbød, rygtedes det til forvaltningen.
”Vi blev opmærksomme på værktøjerne fra SES, og stille og roligt blev vi mere og mere skarpe på hvad SES kan og hvilke resultater de har lavet, og hvilke effekter værktøjerne har. Og derefter lavede vi et samarbejde med ‘Børn og Familie’ ”, siger Mette Machon Balle.
Rent praktisk arrangerede de to afdelinger noget undervisning, hvor alle medarbejderne var samlet. Her var sagsbehandlere fra ‘Børn og Familie’, forebyggende socialrådgivere, familiebehandlere, sundhedsplejersker, PPR, tale-høre konsulenter, fysioterapeuter m.fl.
”En medarbejder fra SES kom og gennemgik, hvordan værktøjerne fungerer, og hvordan medarbejderne kunne bruge værktøjerne i deres arbejde i samtaler med familier. Og de har været meget glade for værktøjerne; især sundhedsplejerskerne har virkelig taget godt imod SES”, siger Mette Machon Balle.

Viden spredes
Sundhedsplejerskerne er nogle af de medarbejdere, som har kontakt med familierne i mange år. De kommer på graviditets- og barselsbesøg, og de ser børnene ved ind- og udskolingen, og så har forskellige samtaler i løbet af skoletiden. De er også med i de forebyggende teams, som er ude på alle typer skoler og dagtilbud sammen med en forebyggende socialrådgiver og en PP-konsulent fra PPR. Teamet mødes med ledelsen på skolen eller dagtilbud og forældrene til børn med specifikke udfordringer.
”Den viden, som PPR, sundhedsplejen og de forebyggende socialrådgivere har, kommer også ud til alle skoler og dagtilbud via dette arbejde”, forklarer Mette Machon Balle.
Samtidigt har man nedsat en tværfaglig arbejdsgruppe med repræsentanter fra Sundhedsplejen, fra Børn & Familie og fra to forskellige skoler, så det sikres, at værktøjerne bliver brugt og viden om SES vedligeholdes. Her planlægges både at udsende løbende information til forældre via AULA og at holde medarbejderne opdateret med informationsmails om værktøjet.
Gennemtestet værktøj
I Faaborg-Midtfyn Kommune har de ikke tidligere haft lignende værktøjer til at hjælpe familier i skilsmisse-situationer. Og hos ‘Forebyggelse og Sundhed’ vurderer man, at værktøjerne skiller sig ud ved at være meget gennemarbejdede. Og samtidigt bliver de hele tiden evalueret og der laves løbende effektmålinger.
”Jeg synes, at det er et veludviklet værktøj, som man kan tilgå, når det passer en. Og samtidigt tilpasser det sig også til det behov, du har som forælder; det er jo interaktivt, så det kan hjælpe dig med, hvad du har været igennem, og du kan selv vælge til dér, hvor du synes, de største udfordringer er ift. dit barn”, siger Mette Machon Balle.
Hun fremhæver også det faktum, at kommunen kan henvise til værktøjerne, men at man ikke kontrollerer om forældrene faktisk bruger SES, derfor er kommunen ikke en del af værktøjet.
”Derfor er det en god forebyggende indsats, som man selv skal vælge til. Og der er jo rigtig mange forældre, som gerne vil gøre noget godt for deres børn, og de ved godt, at det både er svært for dem selv og deres børn i sådan en skilsmisseperiode”, siger Mette Machon Balle.
Læs mere om de digitale værktøjer fra SES her.
Sidst opdateret: 26/09/2024 - 14:03















































