Er det de offentlige eller private botilbud, der driver væksten på botilbudsområdet?

Er det de offentlige eller private botilbud, der driver væksten på botilbudsområdet? - Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Se udviklingen: Derfor stiger udgifterne til botilbudslignende tilbud markant

En ændring af kommunernes konteringspraksis har blandt andet betydet, at antallet af botilbudslignende tilbud er steget markant. Det har genstartet debatten om udgifterne på botilbudsområdet.

Udgivet: 29/10/2024

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Endnu engang er debatten om, hvorvidt det er de private eller offentlige botilbud, der er skyld i udgiftsvæksten på botilbudsområdet, blusset op.

Botilbudsområdet er nemlig drivende for udgiftsvæksten på det specialiserede voksenområde.

Debatten skyldes, at Tranæs-udvalgets egne tal viser, at der er sket en markant stigning udgifterne til botilbudslignende tilbud fra 2018 til 2021.

Her er der sket en stigning på 19 procent, hvilket er markant højere end stigningen ved de midlertidige botilbud (§107) samt de længerevarende botilbud (§108).

Stigningen udgør 59 procent af den samlede ændring.

Botilbudslignende tilbud leveres primært af kommunerne, og derfor kan det hurtigt se ud som om, det er de offentlige botilbud, der driver væksten på botilbudsområdet.

Konteringspraksis kan forklare del af stigningen

Dog kan stigningen blandt andet forklares ved, at en række kommuner i perioden har ændret konteringspraksis.

I notatet Notat om udgiftsudvikling på voksenområdet 2018-2021 fra Tranæs-udvalgets sekretariatet står der, at stigningerne ved de botilbudslignende tilbud ikke kan betragtes isoleret fra udgifterne til midlertidige og længerevarende botilbud.

Det kan nemlig forklares med, at der er sket en omlægning i kommunernes brug af botilbud, hvor der særligt er sket en omlægning mellem længerevarende botilbud og botilbudslignede tilbud.

Her er der tale om rent administrativ eller hjemmelsmæssig konvertering, da de to tilbudstyper indholdsmæssigt er meget sammenlignelige.

"En del af væksten i udgifterne til botilbudslignende tilbud kan derfor skyldes, at nogle kommuner i perioden 2018-2021 har ændret praksis for kontering af udgifter til botilbud eller, at tilbuddenes hjemmelsgrundlag er blevet ændret."

Et eksempel er Københavns Kommune. Her er der sket en stigning på over 1.000 procent af udgifterne til botilbudslignende tilbud. I 2019 var udgifterne 21 millioner kroner, mens de i 2020 var hele 385 millioner kroner.

På samme tid sker der i perioden et tydeligt modgående fald på 368 millioner i udgifterne til længerevarende botilbud i kommunen.

Der er således ikke tale om en gradvis stigning, men et tydeligt niveauskifte mellem de to år, står der i notatet.

Undgår anlægsrammen

Derudover er der også andre faktorer på spil, når det kommer til botilbudsområdet.

Når en kommune bygger botilbud, kan den vælge mellem at gøre det efter serviceloven eller almenloven.

Men når en kommune bygger efter serviceloven, er den underlagt anlægsrammen. Det betyder, at det pågældende botilbud er i konkurrence med andre anlægsprojekter, der så skulle nedprioriteres.

Når en kommune bygger efter almenloven, er den ikke underlagt anlægsrammen, hvilket har givet kommunerne et større incitament til at bygge efter almenloven.

Regeringen og KL aftalte i forbindelse med økonomiaftalen for 2024 en lånepulje, der skulle hjælpe kommunerne udenom problematikken, da de så kunne bygge botilbud efter serviceloven uden at komme på kant med anlægsrammen.

Kommunerne bruger de private mere til længerevarende botilbud

Udgifterne til de længerevarende botilbud har været relativt konstante i perioden 2018 til 2021. Dog er der væsentlige ændring af sammensætningen af udgifterne. Hvor udgifterne til lønninger og køb hos andre kommuner er faldet, er køb hos private og selvejende tilbud uden driftsaftale steget.

Udgifterne til køb af pladser hos private og selvejende længerevarende botilbud uden driftsaftale er steget med 713 millioner, mens lønninger til kommunernes eget personale og personale på tilbud med driftsaftale er faldet med 619 millioner kroner.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik, er der sket en stigning på 185 procent i udgifterne hos de private og selvejende længerevarende botilbud fra 2018 til 2023, mens der er sket et fald på lidt under 40 procent ved udgifterne til de kommunale længerevarende botilbud.

Kommunerne sælger og køber mindre hos hinanden

Overordnet er tendensen på botilbudsområdet, at udgifterne stiger, og at kommunerne i højere grad køber og sælger mindre hos hinanden. Det betyder, at kommunerne i højere grad bruger penge på private og selvejende tilbud.

Fra 2018 til 2021 var der en vækst på botilbudsområdet på 1.690 millioner, hvilket udgør 69 procent af den samlede nettodriftsudgiftsvækst på voksenområdet.

Ud fra ovenstående tabel kan man se, at udgifterne til de private og selvejende på tværs af botilbudsformer er steget med 56,2 procent fra 2018 til 2023, mens udgifterne til de kommunale botilbud er 1,7 procent.

Samlet er der tale om en stigning på 15,30 procent.

Sidst opdateret: 31/10/2024 - 09:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]