
"Når antallet af 18-24-årige er faldet i perioden, skyldes det, at tilgangen var meget lav i 2021, og at afgangen var større end tilgangen i 3 ud af de 4 år – bare for at vi har de grundlæggende tal på plads," sagde den daværende socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix (arkiv)
Hæstorp kan ikke forklare faldet af BPA-modtagere - men det kan Rosenkrantz-Theil
Kommunerne beskyldes ofte for at tildele færre BPA-ordninger. Den nuværende socialminister kan ikke forklare faldet i antallet af modtagere, men det har hendes forgænger ellers gjort tidligere.
Udgivet: 07/11/2024
"Nej."
Sådan lyder en del af svaret fra social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) til et spørgsmål fra SF's handicapordfører Charlotte Broman Mølbæk (SF).
Mølbæk har spurgt ministeren om, hvorvidt hun kan forklare årsagen til, at antallet af unge under 25 år, der har en hjælperordning efter servicelovens § 96 (borgerstyret personlig assistance), ifølge tal fra Danmarks Statistik er mere end halveret siden 2017?
Kommunerne bliver ofte beskyldt for at tildele færre BPA-ordninger.
I fjerde kvartal af 2017 var der 115 18 til 24-årige, der havde en BPA-ordning, mens det i fjerde kvartal 2023 var 54, ifølge Danmarks Statistik.
Men den nye socialminister kan altså ikke forklare halveringen. Hun fortsætter dog sit svar med at understrege, at der ikke er sket regelændringer på området, der indsnævrer personkredsen for BPA-ordningen, siden ordningen blev indført i dens nuværende form.
Charlotte Broman Mølbæk har tidligere stillet spørgsmål til BPA-ordningen.
Den nu tidligere social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil blev nemlig også stillet spørgsmål til antallet af modtagere af BPA-ordningen.
Dengang lød spørgsmålet: "Hvad er ministerens holdning til, at det angiveligt er blevet sværere for unge under 25 år at få en BPA-ordning?"
Her forholder den daværende minister sig til udviklingen fra 2018 til 2022 og kom med en forklaring på faldet.
"For ser vi på de overordnede tal, er det samlede antal modtagere af BPA blandt de 18-24-årige faldet fra 120 til 99 i årene 2018-2022, altså svarende til et fald på 18 pct. Tilgangen i antallet af 18-24-årige var 23 personer i 2018, mens det var 21 personer i 2021. Det vil sige, at det kun var et mindre fald i tilgangen, hvis man sammenligner de 2 år," sagde ministeren og forklarede faldet på følgende vis:
"Når antallet af 18-24-årige er faldet i perioden, skyldes det, at tilgangen var meget lav i 2021, og at afgangen var større end tilgangen i 3 ud af de 4 år – bare for at vi har de grundlæggende tal på plads."
Det vil altså sige, at der i Danmark var to færre 18 til 24-årige, som fik en BPA-ordning i 2021 sammenlignet med udgangspunktet i 2018. Resten skyldes større afgang.
I samme periode er der sket et fald af antallet af 18 til 24-årige på omkring 3,6 procent, hvilket alt andet lige betyder, at det forholdsmæssigt burde udløse færre tildelinger af BPA-ordninger.
Selvom Rosenkrantz-Theil kunne redegøre for faldet af modtagere af en BPA-ordning, valgt hun alligevel at sende en orienteringsskrivelse til samtlige af landets kommuner.
Her blev det præciseret, at det ikke er en forudsætning for at få tildelt eller beholde en BPA-ordning, at borgeren er i beskæftigelse, under uddannelse eller i øvrigt har et højt aktivitetsniveau.
Sidst opdateret: 07/11/2024 - 11:14














































