
- Foto: PR-Foto: Peter Beier
Private botilbudsejere har trukket 155 millioner ud på fem år: Forsker afviser problem
En ny undersøgelse fra FOA har genstartet debatten om profit på velfærd. Professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh mener ikke, der er behov for at stramme reglerne yderligere ved udbetaling af udbytte.
Udgivet: 21/11/2024
En ny undersøgelse fra Fagbladet FOA viser, at ejere af private botilbud de seneste fem år har udbetalt 155 millioner kroner i udbytte til sig selv, hvilket har genstartet debatten om profit på velfærd.
Undersøgelsen består af en gennemgang af 81 private botilbud.
Her svinger beløbene fra 50.000 kroner til 33 millioner kroner.
Derudover viser undersøgelsen, at der i socialtilsynenes rapporter ved flere botilbud er blevet rejst bekymring for, hvordan tilsynene har brugt pengene.
Det gælder for mindst 24 private bosteder. I en periode på fem år har bostederne udbetalt 80 millioner kroner til ejerne.
Selvom beløbet har vakt forargelse, så mener professor i økonomistyring og forsker ved Aalborg University Business School Per Nikolaj Bukh ikke, der er tale om et højt tal, når man tager højde for, hvor mange tilbud det dækker over, samt at det er sammenlagt over fem år.
"Det er ikke udbyttet, der er problemet," siger han til NB-Social og fortsætter:
"Det reelle problem er, når det ikke er via udbyttet, man får kapitalafkastet, men når lederlønnen er for høj, der er for høje priser på den koncerninterne samhandel eller man har det, man kalder overbudgettering - hvor man systematisk budgetterer med nogle medarbejdere, som man alligevel ikke ansætter."
Men det mener Per Nikolaj Bukh, at socialtilsynet allerede har flere reaktionsværktøjer til. Blandet andet takket være lovændringen fra 2022, hvor tilsynet har fået bedre mulighed for at oplyse den slags i tilsynsrapporterne, som køberkommunerne så ville kunne forholde sig til.
Sådan vurderer socialtilsynet et tilbuds økonomiske kvalitet
Når socialtilsynet vurderer et tilbudskvalitet, ser tilsynet også på, om det pågældende tilbud har den fornødne økonomiske kvalitet.
I 2022 foretog man ændringer i lov om socialtilsyn i kraft, hvor politikerne styrkede det økonomiske tilsyn.
Her blev der indført regler, der skulle give socialtilsynet større indsigt i tilbuds økonomi. Samtidig skulle tilsynet have bedre adgang til at indhent oplysninger om økonomien - ligesom at tilsynet fik flere reaktionsmuligheder. Det handler blandt andet om godkendelse af tilbuds budgetter, tilbuds omkostninger til ledelse og større istandsættelse af tilbud.
Hvis ejerne af de private botilbud så hentede så stort et udbytte, at det ville påvirke prisen på pladserne, så ville tilsynet kunne kommentere på forholdet mellem pris og kvalitet.
"Det fungerer ganske udmærket. Jeg synes ikke, der er brug for at stramme yderligere for muligheden for at budgettere med overskud. Heller ikke på udbyttebetalingen."
Langt hovedparten af de sociale tilbud er uproblematiske
Ifølge Per Nikolaj Bukh er langt de fleste ikke-offentlige tilbud (selvejende og private) uproblematiske. Der er selvfølgelig brodne kar, men de udgør kun et lille mindretal.
"Det er ved dem, tilsynene godt kunne have lidt mere krasse instrumenter at bruge. Det kunne eksempelvis være en udvidelse af lederkarantæne, som man i dag kun kan give til den øverste leder. Måske man også skulle have mulighed for at give det til bestyrelsesmedlemmer - ligesom når man har konkurskarantæne."
Men det er ikke ved udbytte og overskud, der er problemer. Per Nikolaj Bukh mener generelt, det er meget bedre, når man tager det transparant ud ad fordøren, frem for når man forsøger at luske det ud af bagdøren.
Vil have samme regler som friskoleområdet
FOA-undersøgelsen har vakt kritiske politiske reaktioner. Eksempelvis skriver Enhedslistens politiske ordfører Pelle Dragsted på det sociale medie X (tidligere Twitter), at man i stedet burde indføre sammen regler som på friskoleområdet.
"Vores skattekroner som skulle betale for gode forhold for beboere på botilbud ender i stedet som profit hos velfærdsprofitører. 155 mio som kunne være kommet sårbare danskere til gode. Lad os indføre samme regler som for friskoleområdet."
Per Nikolaj Bukh anerkender, at man godt kunne indføre samme regler som på friskoleområdet, hvis man ønskede en model uden private aktører.
"Det er nemmere, hvis man fra starten af slet ikke har private, kommercielle aktører og så vælger, hvis man skal have en konkurrence, så bliver det en friskoleagtig nonprofit aktør."
Per Nikolaj Bukh mener dog ikke, det er en holdbar løsning. Derudover er der også eksempler på brodne kar blandt friskoler samt og selvejende institutioner, der strukturmæssigt minder mere om friskoler.
Regeringen vil ikke se på profitloft
Tilbage i oktober afviste social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) at se på indtjeningsmulighederne på private bosteder - blandt andet med henvisning til lovændringen i lov om sociale tilsyn.
"Kommunerne er, også i forbindelse med opgaven med at finde et egnet tilbud til en borger, underlagt den forvaltningsretlige grundsætning om, at en myndighed skal handle økonomisk forsvarligt," sagde ministeren og fortsatte:
"Kommunerne kan således fravælge et tilbud, som er uforholdsmæssigt dyrt eller har genereret et stort overskud på driften, ud fra hensynet til at offentlige midler først og fremmest skal komme anbragte børn og unge samt udsatte voksne og mennesker med handicap til gode og ikke det enkelte tilbud eller dets ejerkreds."
Sidst opdateret: 21/11/2024 - 09:47














































