Svært at udbetale ydelser til udsatte: Borgmestre efterspørger national løsning
Mange udsatte har ikke en bankkonto, hvilket gør det svært at udbetale kommunale ydelser. To københavnske borgmestre efterspørger en national løsning.
Udgivet: 10/12/2024
Det er svært at udbetale kommunale ydelser til udsatte borgere, der enten ikke kunne få eller har fravalgt en bankkonto. Det oplyser de to københavnsborgmestre fungerende beskæftigelses- og integrationsborgmester Louise Theilade Thomsen (V) og socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø).
De har netop haft foretræde for Folketingets erhvervsudvalg, hvor de gjorde opmærksomme på problemet og efterspurgte en national løsning.
”Udbetaling af offentlige ydelser i kontanter er en uholdbar og utryg løsning. Både for de udsatte borgere og for medarbejderne i kommunen. I Københavns Kommune opfordrer vi til en landsdækkende løsning, hvor staten engagerer sig og involverer bankerne i, at alle borgere skal stilles en bankkonto til rådighed, som offentlige ydelser kan blive udbetalt til,” siger Louise Theilade Thomsen i en skriftlig kommentar til NB-Social
Regeringen har for øjeblikket et lovforslag om NemKonto i høring, hvor der ifølge borgmestrene bliver lagt op til, at kommunerne i højere grad skal sikre udbetaling af offentlige ydelser på anden vis end via en overførsel til en bankkonto. Eksempelvis i kontanter.
Det gælder også, hvis borgeren ikke ønsker eller kan overskue at få oprettet en konto.
Overfor udvalget pegede de to borgmestre på en del risikofaktorer forbundet med at udbetale kontanter til en i forvejen marginaliseret gruppe. Både i forhold til risikoen for en øget isolering fra fællesskabet i et digitaliseret samfund, men også en større sikkerhedsrisiko for både udsatte og kommunens medarbejder med fare for overfald og røveri.
”Vi lever i et samfund, der bliver mere og mere kontantløst. Men mange udsatte borgere har slet ikke en bankkonto, og det er en stor udfordring. For uden en bankkonto, er det hverken muligt at betale husleje, regninger eller hæve mindre kontantbeløb til dagen og vejen. Det er simpelthen ikke værdigt. Der skal én gang for alle findes en samlet national løsning, der garanterer vores mest udsatte borgere en fri og sikker adgang til deres egne penge – og det er bankernes ansvar,” siger socialborgmester i Københavns Kommune, Karina Vestergård Madsen.
De to borgmestre peger netop på en national løsning, der involverer bankerne og staten. Her skal staten sikre, at bankerne stiller en bankkonto til rådighed for alle - herunder også udsatte borgere.
Det vil sikre, at der er en konto, hvor deres ydelser kan blive udbetalt til - og som de udsatte borgere har adgang til.
Sidst opdateret: 12/12/2024 - 08:27














































