
Det er en forudsætning for at lande en aftale om specialeplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet, at relevante organisationer inddrages i udarbejdelsen af forslaget. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Her er de næste skridt på handicapområdet: Specialeplan, hjælpemidler og handlingsplan
Det næste initiativ fra rammeaftalen bliver udrulningen af specialeplanlægningen og en ny takstmodel. Der skal lande en aftale før sommerferien.
Udgivet: 21/01/2025
De næste skridt på handicapområdet er allerede klar. Til foråret skal der lande en aftale om udrulning af specialeplanlægningen, mens der til efteråret skal drøftes en handicappolitisk handlingsplan og en forenkling af visitationen til hjælpemidler.
Regeringen og rammeaftalepartierne Liberal Alliance, De Konservative og De Radikale landede mandag den 20. januar en handicappolitisk aftale, der gennemførte tre af initiativerne fra rammeaftalen.
Det var:
- Effektiviseringen af socialtilsynet, der skal være mere risikobaseret.
- Beløbsgrænse for alternative botilbud på 10 procent.
- Nye regler for ægtefæller i botilbud med et varsel på tre måneder ved dødsfald.
I den forbindelse aftalte partierne også, hvilke initiativer, som de skulle se på efterfølgende.
Her aftalte de, at det næste på dagsordenen er udrulningen af specialeplanlægning:
"Aftalepartierne bag rammeaftalen vil i foråret 2025 drøfte initiativet i rammeaftalen om specialeplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet med henblik på, at der indgås aftale herom før sommerferien 2025."
Det er initiativ nummer to i rammeaftalen, som foruden specialeplanlægning også indeholder en takstmodel for hele det specialiserede socialområde.
I rammeaftalen står der nemlig:
"Udrulningen af specialeplanlægning på det specialiserede del af handicapområdet vil have samtidighed med udrulning af en takstmodel. Specialeplanen skal således ses i sammenhæng med en takstmodel, som skaber økonomisk gennemsigtighed – også på tværs af ejerformer – styrker sammenhængen mellem kvalitet og økonomi og forbedrer kommunernes udgiftsstyring."
Partierne skriver, at det er en forudsætning for at lande en aftale om specialeplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet, at relevante organisationer inddrages i udarbejdelsen af forslaget.
Til efteråret vil rammeaftalepartierne så drøfte initiativerne om den handicappolitiske handlingsplan og hjælpemidler.
Initiativet om hjælpemidler handler om at forenkle reglerne, så borgerne oplever øget tilgængelighed, mindre ventetid og en mere smidig visitation til hjælpemidler. Der skal blandt andet igangsættes et arbejde med at udarbejde en positivliste til hjælpemidler, der skal kunne udleveres uden forudgående visitation.
Handlingsplanen handler om uddannelse og beskæftigelse. I rammeaftalen står der, at der skal udarbejdes en handlingsplan, der skal sætte fokus på, hvordan flere med handicap får mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet og ser på mulighederne for at skabe mere fleksible uddannelsesveje for studerende med handicap.
Lovforslag fremsættes i Folketingssamlingen 2025-26.
Se de næste initiativer her:
Initiativ nummer to:
Specialeplanlægning på handicapområdet og takstmodel for hele det specialiserede socialområde. Partierne er enige om, at der skal udvikles en model for, hvordan den højt specialiserede del af handicapområdet kan inddeles i specialer. Formålet er at styrke kvaliteten lokalt, regionalt og nationalt ved, at samle den fælles faglighed i form af eksisterende viden, kompetencer og indsatser i forhold til personer med beslægtede behov inden for den højt specialiserede del af handicapområdet. Med specialeplanlægning styrkes fagligheden, bl.a. ved at sikre relevant uddannelsessammensætning af personalet på højt specialiserede tilbud, samtidig med, at der skabes overblik over og viden om de højt specialiserede tilbud til brug socialrådgivernes visitation til tilbuddene. Dermed gives bedre mulighed for det rette match mellem borger og indsats på baggrund af vejledende visitationsretningslinjer. Specialeplanens styrkelse af fagligheden indebærer, at ikke alle kommuner skal have alle typer af specialiserede tilbud. Initiativet forventes at kunne bidrage til at imødegå forråelse. Et lovforslag om specialeplanlægning vil kunne fremsættes i kommende Folketingssamling. Udrulningen af specialeplanlægning på det specialiserede del af handicapområdet vil have samtidighed med udrulning af en takstmodel. Specialeplanen skal således ses i sammenhæng med en takstmodel, som skaber økonomisk gennemsigtighed – også på tværs af ejerformer – styrker sammenhængen mellem kvalitet og økonomi og forbedrer kommunernes udgiftsstyring. Partierne er enige om, at regeringen igangsætter et arbejde med at afdække mulighederne for en ny takstmodel for botilbud og botilbudslignende tilbud, der kan forbedre sammenhængen mellem kvalitet og økonomi og forbedre kommunernes udgiftsstyring, jf. også Ekspertudvalgets anbefalinger. En ny takstmodel skal sikre gennemsigtighed i, hvad indsatser reelt koster og sikre sammenlignelighed på tværs af tilbud. Det forudsætter en mere standardiseret model, end tilfældet er i dag. Med indførelsen af specialeplan og takstmodel tilvejebringes øget gennemsigtighed i tilbuddenes økonomi og kvalitet, som kan gøres tilgængeligt for kommunale sagsbehandlere, borgere og pårørende.
Initiativ nummer syv:
Forenkling og mere tillidsbaseret visitation til hjælpemidler.
Mange ældre og personer med handicap kan opleve lang sagsbehandling af visitation til hjælpemidler. Partierne er enige om at forenkle reglerne for visitation til hjælpemidler, så borgerne oplever øget tilgængelighed, mindre ventetid og en mere smidig visitation til hjælpemidler. Der igangsættes et arbejde med at udarbejde en positivliste til hjælpemidler, der skal kunne udleveres uden forudgående visitation, ligesom mulighederne for et samlet regelsæt, som kommunerne kan administrere efter, skal afdækkes. Partierne er enige om, at regeringen igangsætter at afdække muligheden for at se på hjælpemiddelområdet på tværs af den kommunale og regionale sektor. Et lovforslag vil kunne fremsættes i 2025
Initiativ nummer 10:
Handlingsplan om uddannelse og beskæftigelse. På trods af flere års høj beskæftigelse og lav ledighed er mange unge og voksne med handicap i dag hverken i beskæftigelse eller i gang med en kompetencegivende uddannelse, og flere analyser viser, at mange i målgruppen oplever udfordringer med at gennemføre en uddannelse og komme i beskæftigelse. Hertil er ca. 43.000 unge i alderen 15-24 år, der hverken er i uddannelse eller beskæftigelse, hvoraf fire ud af ti vurderes at have et eller flere handicap. Der udarbejdes en handlingsplan, der skal sætte fokus på, hvordan flere med handicap får mulighed for at bidrage på arbejdsmarkedet og ser på mulighederne for at skabe mere fleksible uddannelsesveje for studerende med handicap. Partierne er enige om at udvide målgruppen for KLAP-job.
Sidst opdateret: 21/01/2025 - 10:58














































