
Selvom flere af aktørerne er glade for de to handicapaftaler, er det langt fra nok til at sikre økonomisk bæredygtighed - Foto: Befunky: Jakob Bigum: PR-Foto, Vickie Kramer: PR-Foto, Ulrik Wilbek: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix (arkiv)
Aktører fælder dom over handicapaftaler: Ikke nok til at sikre bæredygtig økonomi
De fire aftalte initiativer, der skal give kommunerne bedre mulighed for at styre økonomien på socialområdet, er langt fra nok, lyder det fra flere aktører på socialområdet.
Udgivet: 23/01/2025
Det er ikke nok til at sikre en bæredygtig økonomisk udvikling på socialområdet. Sådan lyder dommen fra flere af områdets aktører om de seneste dages aftaler.
Aftalerne skulle ellers netop give kommunerne bedre mulighed for at styre økonomien på socialområdet.
En af dem er formand for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg. Han mener, at det er positivt, at Folketinget nu er kommet i gang med gennemføre de allerede indgåede aftaler.
Alligevel siger han til NB-Social:
"Men når jeg ser på størrelsen af Folketingets aftaler og sammenholder det med, at vi forleden så - at kommunernes budgetter fortsat indeholder stigende udgifter i 2025 på op imod en milliard kroner, så er vi langt fra målet endnu."
Mandag den 20. og tirsdag den 21. januar landede regeringen to handicappolitiske aftaler, der gennemførte fire af rammeaftalen på handicapområdets initiativer.
Det er:
- Effektiviseringen af socialtilsynet, der skal være mere risikobaseret
- Beløbsgrænse for alternative botilbud på 10 procent
- Nye regler for ægtefæller i botilbud med et varsel på tre måneder ved dødsfald
- Ny ensrettet merudgiftsydelse
På trods af initiativerne forudser Jakob Bigum Lundberg, at de stigende udgifter på socialområdet igen vil få betydning for almenområdet, hvilket man bør tage højde for ved forhandlingerne om kommunernes økonomi.
"Stigningerne vil igen medføre besparelser på andre velfærdsområder i kommunerne, og derfor bør det også tages op i økonomiforhandlingerne til foråret."
Botilbudstaksterne er problemet
Lignende budskab kommer der fra socialchef i Svendborg Kommune, Vickie Kramer. Hun hilser også initiativerne velkomne, men har ikke den store forventning til, at de gør den store forskel for kommunernes økonomi.
"De fire konkrete tiltag forventer jeg ikke vil gøre den store forskel på den økonomiske situation i kommunerne. Når man ser på, hvad der er udgiftsdrivende i kommunerne, er det taksterne på botilbud, hvilket ikke løses med disse tiltag – vi hilser dem dog velkommen, da det er skridt i den rigtige retning," siger hun i en kommentar til NB-Social.
Selvom forventningerne er begrænset, har Vickie Kramer også lidt blandede tanker om initiativerne i aftalerne. Eksempelvis regner hun med en begrænset effekt af de nye regler for ægtefæller i botilbud ved dødsfald, da hun ikke har kendskab til mange sager af den type, hvor der har været et problem.
Ligeledes venter hun også en begrænset effekt af beløbsgrænsen for alternative tilbud, da kommunen har et meget begrænset antal borgere, der ønsker at bruge frit valg. Hun vurderer dog, at i de sager, hvor det er relevant, vil det være en hjælp i økonomistyringen.
Initiativet om det mere risikobetonede socialtilsyn hilser hun velkommen, så kræfterne bruges, hvor behovet er, frem for at fordele dem ud på samtlige tilbud.
Også det nye merudgiftssystem har hun større forhåbninger til, selvom den økonomiske effekt er begrænset.
"Vi håber, at denne regel kommer til at lette sagsbehandlingen på området væsentligt, samt at vi kan mindske den tid, vi bruger på administration, og borgerne lettes i deres store arbejde med hele tiden at skulle dokumentere. Vi har kun få medarbejdere, der arbejder med dette område, så den økonomiske effekt er nok begrænset."
KL: Behold arbejdstøjet på
Da den første aftale landede med de tre første initiativer, glædede KL sig over, at aftalepartierne endelig leverede på de allerede aftalte initiativer, som kommunerne længe havde efterspurgt.
Dog tilføjede formand for KL's Socialudvalg Ulrik Wilbek:
”Men når vores udgifter bare fortsætter himmelflugten – og uden vi kan styre, om pengene faktisk hjælper borgerne bedst muligt – ja, så skal der mere til. Derfor vil jeg også opfordre aftalepartierne til at beholde arbejdstøjet på og komme i mål med resten af de tiltag, der er givet håndslag på,”
Det gjorde regeringen så, da der landede en aftale om merudgiftsreglerne dagen efter.
Til NB-Social glæder Wilbek sig over, at Christiansborg nu tager ansvar for at tage livtag med de regler på socialområdet, der både er vanskelige at gennemskue for borgerne og samtidig skaber en masse bureaukrati i kommunerne.
"Aftalen betyder, at vi i kommunerne fremover kan bruge flere af vores kræfter på at hjælpe og samarbejde med borgerne, i stedet for at skulle bruge en masse tid og ressourcer på at undersøge priser på alt fra uldhuer til madvarer med og uden palmeolie."
Han understreger, at borgerne stadig vil så den kompensation, de har brug for, samtidig med at reglerne både bliver lettere og mindre bøvlede at efterleve.
"Men når man tager to skridt frem, er der ingen grund til samtidig at tage ét tilbage. Derfor kommer vi også til at have et skarpt øje på, at den positivliste, aftalen vil indføre, ikke bliver meget omfattende og af bagvejen indfører nyt bureaukrati i kommunerne."
Sidst opdateret: 27/01/2025 - 11:05














































