
Den nye model er udviklet af Social- og Boligstyrelsen i samarbejde med Aalborg, Ringkøbing-Skjern, Nordfyns og Svendborg kommuner og har til formål at finde det bedst mulige anbringelsessted for hvert et barn. - Foto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix (arkiv)
Ny model sikrer bedre match mellem barn og anbringelsessted
Social- og Boligstyrelsen har i samarbejde med Aalborg, Ringkøbing-Skjern, Nordfyns og Svendborg kommuner udviklet en ny model for anbringelser. Den er både faglig, organisatorisk og økonomisk bæredygtig.
Udgivet: 03/04/2025
En ny model til anbringelser af børn er både faglig, organisatorisk og økonomisk bæredygtig. Det fastslår en ny evaluering, som Social- og Boligstyrelsen har offentliggjort.
Modellen er udviklet af Social- og Boligstyrelsen i samarbejde med Aalborg, Ringkøbing-Skjern, Nordfyns og Svendborg kommuner og har til formål at finde det bedst mulige anbringelsessted for hvert et barn.
Et ud af fem børn, der anbringes uden for hjemmet, oplever tre eller flere anbringelsessteder i løbet af deres barndom.
Samtidig peger forskning på, at et godt match mellem barn og anbringelsessted skaber bedre betingelser for stabilitet og kontinuitet i en anbringelse.
Derfor var det også et centralt omdrejningspunkt i aftalen om Børnene Først at nedbringe antallet af skift for børn anbragt uden for hjemmet, så man politisk kunne sikre større kontinuitet og sammenhæng i børnenes liv.
”Vi skal simpelthen gøre alt, hvad vi kan, for at skabe stabilitet og kontinuitet for børn, der har behov for at blive anbragt," siger direktør Ellen Klarskov Lauritzen, Social- og Boligstyrelsen, i en pressemeddelelse.
Hun fortsætter:
"Derfor er jeg også meget glad for, at vi nu sammen med fire kommuner har udviklet en model, der både skaber kvalitet, understøtter inddragelsen af børnene og ser ud til at kunne forebygge skift i anbringelsen. Det giver bedre forløb – og det skylder vi børnene.”
Færre skifter anbringelsessted
Evalueringen viser positive resultater.
Andelen af børn, der skifter anbringelsessted inden for et halvt år, er faldet fra sammenlagt 13 procent i årene før projektet til ni procent i det første halve år efter implementeringen af modellen.
Det kan indikere, at matchprocessen kan bidrage til mere langtidsholdbare anbringelser.
Samarbejdskommunerne peger samstemmigt på, at matchmodellen havde bidraget til en mere systematisk og ensartet matchpraksis. Et flertal af både plejefamilier og børne- og ungehjem oplever, at barnet et kommet det rette sted hen.
Samtidigt viser evalueringen positive resultater for børnene. Størstedelen af børnene, der skulle anbringes, føler sig inddraget og støttet af de fagprofessionelle i kommunen.
Fire ud af fem børn trives og er glade for deres anbringelsessted.
Dog er erfaringerne for forældrene er mere blandede, da der er stor forskel på, om det drejer sig om en førstegangsanbringelse eller et anbringelsesskift.
Ikke urealistisk høje merudgifter
Ifølge evalueringen vurderes det, at meromkostningerne ved at bruge modellen ikke er urealistisk høje. En del af de ekstra timer, der kræver at udføre et matchforløb, senere kan hentes, da der er færre skift af anbringelsessted.
Samtidig peger evalueringen på, at modellen kan have et endnu større potentiale for at reducere skift i anbringelser i andre kommuner, da antallet af skift var relativt lave i de fire kommuner, der har implementeret modellen.
Modellens kerneelementer
Et tværfagligt kvalificeret beslutningsgrundlag for anbringelse og anbringelsesform.
Systematisk indsamling af viden om barnets hverdagsliv.
Indhentning af viden om anbringelsesstedets børnesyn, pædagogiske kompetencer og rammer.
Samarbejde med anbringelsesstedet i vurdering af match.
Forberedelse af barn og forældre på skiftet, herunder sociale relationer, skoleforhold og fritidsinteresser.
Kilde: Social- og Boligstyrelsen
Sidst opdateret: 03/04/2025 - 09:26














































