
Nichemediet NB-Forsyning & Klima lanceres 24. april. Vores fokus bliver lokal grøn omstilling og samspillet mellem kommuner, forsyningsselskaber og myndigheder/lovgivere. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix; Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix; Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix; Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
NB-Forsyning & Klima går i luften i morgen
Torsdag 24. april lancerer NB-Medier ny nicheportal om forsyning og klima. Det er nu muligt at blive skrevet op til vores to ugentlige nyhedsbreve.
Udgivet: 15/04/2025
NB-Medier lancerer torsdag et nyt site med fokus på offentlige forsyningsvirksomheder og den lokale klima- og miljøindsats. Sitet vil især blive dedikeret til lovgivningen og kommunernes rolle med at eje og regulere forsyningsselskaberne samt de afledte klimamæssige hensyn.
“Det er ikke usædvanligt, at en familie betaler mere end 30.000 kroner om året for varme, vand, spildevand og renovation. Alligevel er der overraskende lidt fokus på kommunernes styring af området og effekten af de ændringer, som kommer fra Christiansborg og myndighederne," siger ansvarshavende chefredaktør i NB-Medier Arne Ullum.
NB-Forsyning & Klima bliver det sjette skud på stammen i NB-Medier, som ud over hovedsitet NB-Kommune udgiver nichesites om økonomi, beskæftigelses-, ældre- og socialpolitik - alle med et særligt fokus på kommunerne.
“Jeg ser frem til at kaste mig over udfordringen med at etablere et nyt medie fra bunden. Der er mange vigtige ting i gang - lokale treparter, klimatilpasning, udrulning af fjernvarme, selskabsgørelsen af forbrændingsanlæg og meget mere. Vi kommer til at sætte fokus på, hvad de nationale klima- og miljøaftaler reelt betyder lokalt hos kommuner og forsyningsselskaber," siger den nye nicheportals redaktør, Jakob Nørmark, der indtil nytår var redaktør af NB-Kommune.
Den nye redaktion består desuden af Amalie Dinesen, der er nyansat på NB-Medier, og Luna Skovhus, som vil være med på holdet de første par måneder.
NB-Forsyning & Klima udkommer med to ugentlige nyhedsbreve, tirsdag og torsdag middag, og ved større begivenheder vil vi udsende ekstra-nyhedsbreve, sådan som det er fast praksis på NB-Mediers fem eksisterende nyhedsportaler; NB-Økonomi, NB-Beskæftigelse, NB-Ældre, NB-Social og NB-Kommune.
Det er muligt at tegne et gratis, uforpligtende prøveabonnement på NB-Forsyning i fire uger. Følg dette link for at blive skrevet op til nyhedsbrevene og få adgang til sitet.
NB-Medier har fået udviklingsstøtte til det nye site fra Slots- og Kulturstyrelsen.
Sidst opdateret: 24/04/2025 - 12:35














































