Jo længere tid, der går, jo dyrere vil det blive for kommunerne.

Jo længere tid, der går, jo dyrere vil det blive for kommunerne. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Psykiatrireform sætter pres på: Langsomme kommuner skal betale højere takster

Med 10-årsplanen for psykiatrien skal kommunernes incitament til hurtigt at finde et kommunalt tilbud til færdigbehandlede patienter styrkes. Derfor hæves færdigbehandlingstaksten.

Udgivet: 20/05/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Kommunerne skal blive hurtigere til at finde kommunale tilbud til færdigbehandlede indlagte patienter for at frigøre plads i sygehuspsykiatrien. Derfor har et bredt flertal i Folketinget netop aftalt at hæve den statslige færdigbehandlingstakst som led i 10-årsplanen for psykiatrien.

Jo længere tid, der går, jo dyrere vil det blive for kommunerne.

"Vi har i dag meget, meget stort pres på kapaciteten i psykiatrien, som vi med den her aftale nu udbygger. Men vi adresserer også, vi i dag har 20.000 færdigbehandlingsdage i psykiatrien. Altså patienter som har behov for at modtage en indsats eller hjælp et andet sted end sygehuspsykiatrien, men alligevel befinder sig i sygehuspsykiatrien, fordi der ikke står en anden indsats klar," siger indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) og fortsætter:

"Der laver vi nu med nye afklaringspladser og andre initiativer en massiv satsning - også på de udgående teams, som har været vigtige for en række partier."

Ifølge Sophie Løhde vil det kun koste mere i døgnet for de kommuner med særligt langvarig forløb for borgere, som de ikke sørger for at få sikret en rette indsats i kommunalt regi.

Den statslige færdigbehandlingstakst i dag er på 1.976 kroner (pris- og lønniveau 2016) fra og med den syvende dag og 3.952 kroner fra den 14. dag og frem.

Nu ønsker aftalepartierne at hæve færdigbehandlingstaksten til 5.928 kroner fra den 21. dag og til 7.904 kroner fra den 28. dag.

Ifølge social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) har redskabet virket før - blandt andet ved udskrivning af ældre.

"Det kan jo ikke nytte noget, at det bedre kan svare sig, at man beholder en borger indlagt i psykiatrien, som der i forvejen er rigtig meget pres på – frem for at finde et relevant tilbud. Det, at vi nu opretter afklaringspladser, er også en mulighed for kommunerne for at investere og i højere grad finde ud af, hvilken støtte folk har brug for, når de bliver udskrevet fra psykiatrien," siger hun.

Målet med afklaringspladserne er netop, at borgeren ikke udskrives til ingenting, som socialministeren flere gange har sagt om 10-årsplanen for psykiatrien.

Socialministeren hæfter sig også ved, at en fjerdedel af patienterne, der bliver udskrevet, genindlægges indenfor 30 dage. Her er der nogle af genindlæggelserne, der er nødvendige, men regeringen ønsker at de unødvendige bliver forebygget.

Hårdt økonomisk incitament

I et uddybende interview med NB-Social understreger Sophie Hæstorp Andersen, at der ikke sker noget med taksten efter fem eller syv dage, men det derimod er i den situation, hvor kommunen ikke har hjemtaget borgeren efter mere end 20 dage.

"Det giver jo et konkret økonomisk incitament for kommunen til at sige, hvis vi ikke har fundet en løsning endnu for denne her borger efter 20 dage, så må vi jo enten se i øjnene, at vi skal betale til sygehusbehandling i højere grad, eller også så skal vi finde et relevant tilbud i kommunen."

Ifølge ministeren vil det tilbud både kunne være et midlertidigt botilbud efter paragraf 107, men det kan også være de nye afklaringspladser, som bliver introduceret med psykiatriplanen.

Derudover hæfter ministeren sig ved, at der er kommet 96 timers behandlingsansvar på sundhedsområdet, hvilket gør, at er 96 timer efter borgeren er blevet udskrevet, hvor borgeren kan ringe ind, hvis der opstår spørgsmål.

"Det er et hårdt økonomisk incitament, når man hæver taksten, men det er også for at sende et klart signal om, at psykiatrien er der, hvor vi skal hjælpe folk. Og der, hvor folk skal have hjælp, når de ikke er i psykiatrien, er for eksempel via en afklaringsplads."

Fakta

Det står der i aftalen

Justering af færdigbehandlingstakster

I dag er sandsynligheden for, at en patient ikke kan udskrives, fordi vedkommende afventer et kommunalt tilbud dobbelt så høj i psykiatrien som i somatikken, og i gennemsnit venter patienter 43 dage i psykiatrien imod 4 dage i somatikken.

Færdigbehandlede patienter optager derfor sygehusenes kapacitet, hvor sengepladserne naturligvis bør frigives til dem, der har mest brug for dem.

Samtidig genindlægges hver fjerde patient akut inden for 30 dage efter udskrivelse. I somatikken er tallet 11 pct.

Det forværrer borgerens tilstand både fysisk, mentalt og socialt, og det presser i unødvendig høj grad ressourcerne i såvel regioner som kommuner.

Det markante løft af socialpsykiatrien skal desuden ledsages af stærkere økonomiske incitamenter til, at kommunerne i højere grad står klar i rette tid til at hjælpe deres borgere videre til et tilbud efter behandling i sygehuspsykiatrien, når der er behov for det.

Over halvdelen, som venter, efter de er færdigbehandlet, må vente i næsten en måned eller længere. Der er knap 20.000 såkaldte færdigbehandlingsdage om året, hvor en færdigbehandlet patient optager en sengeplads i psykiatrien.

Det er utilfredsstillende for patienterne, som skal have mulighed for at komme trygt tilbage i nære og rette omgivelser, og det lægger unødigt beslag på hospitalspsykiatriens ressourcer.

Derfor hæves den statslige færdigbehandlingstakst i psykiatrien. Det skal øge kommunernes økonomiske incitament til at reducere varigheden af indlæggelsen for den enkelte patient efter, at vedkommende er færdigbehandlet og klar til at blive udskrevet til et kommunalt tilbud.

I dag udgør den statslige færdigbehandlingstakst 1.976 kr. (pris- og lønniveau for 2016) fra og med den syvende dag og 3.952 kr. (pris- og lønniveau for 2016) fra 14. dag og frem.

Aftalepartierne er enige om at hæve den statslige færdigbehandlingstakst fra 21. dag til 5.928 kr. (pris- og lønniveau for 2016) og fra 28. dag til 7.904 kr. (pris- og lønniveau for 2016).

Den regionale færdigbehandlingstakst forbliver uændret.

Færdigbehandlingstaksterne forudsætter lovændring, som træder i kraft i 2026-2027.

Sidst opdateret: 20/05/2025 - 11:52

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]