På trods af ambitioner om det modsatte: Børn og unge anbringes senere

For femte år i streg anbringes børn og unge senere. Det er dog store kommunale forskellige på gennemsnitsalderen ved første anbringelse.

Udgivet: 27/05/2025

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Børn og unge anbringes senere for femte år i streg. Det viser en ny analyse fra tænketanken Kraka.

De bliver nu anbragt fire måneder senere end i 2018.

Gennemsnitsalderen ved førstegangsanbringelser i 2023 er på niveau med gennemsnitsalderen i 2011 - nemlig på 11,5 år.

Det er dog værd at bemærke, der i hele perioden kun har været udsving ved det 11. år.

Set over hele perioden har børn i gennemsnit været 11,4 år, når de blev anbragt første gang.

Andelen af anbragte har været relativt konstante i perioden, da den har været nogenlunde konstant på omkring 1,2 procent af alle børn mellem 0-17 år i Danmark.

Ved udgangen af 2023 var der således 13.900 anbragte børn i Danmark.

Tendensen går således imod de senere års politiske fokus på tidligere anbringelser.

I sin nytårstale i år 2020 sagde statsminister Mette Frederiksen:

”Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. Det vigtigste. Det helt afgørende for et lille barn. Det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Derfor bør flere udsatte børn også bortadopteres. Så de får en reel ny start.”

Den tale blev fulgt op med aftalen Børnene Først, hvor partierne aftalte:

"Aftalepartierne er enige om, at vi vil hjælpe flere af de mest udsatte børn og unge tidligere og bedre end i dag."

Den aftale indeholder flere initiativer, der skal muliggøre tidligere anbringelser. Eksempelvis at aftalen gav mulighed for at træffe afgørelser om bortadoption og anbringelse før barnets fødsel.

Derudover blev kommunerne forpligtet til at lave børnefaglige undersøgelser af søskende, hvis et barn i familien anbringes.

Store kommunale forskelle ved anbringelser

Der er en del kommunale variationer, når det kommer til, hvornår børn og unge bliver anbragt første gang.

Gennemsnitsalderen i de ti kommuner, der anbringer tidligst, er 9,4 år, mens gennemsnitsalderen i de ti kommuner, der anbringer seneste, er 13,3 år.

Kraka har udarbejdet en model, der kontrollerer for en række socioøkonomiske forhold. Selv når man har taget højde for dem, er der en række kommunale forskelle.

De ti kommuner, der anbringer tidligst, anbringer i gennemsnit 509 dage tidligere, når man sammenligner med, hvornår en gennemsnitlig kommune ville have anbragt.

Omvendt anbringer de ti kommuner, der anbringer senest, i gennemsnit 477 dage senere i forhold til en gennemsnitskommune.

Langt flere jyske kommuner ser ifølge analysen ud til at anbringe tidligere end sjællandske.

Sidst opdateret: 27/05/2025 - 10:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Social er en nicheportal om det specialiserede socialområde samt socialpolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for socialområdet substantiel information om sociallovgivningen og det specialiserede specialområde.
Vi ser på de sociale og økonomiske effekter af den gennemførte politik – på Christiansborg såvel som i kommunerne.

Læs mere om NB-Social her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]