Der er stor udskiftning blandt børne- og ungerådgivere. Det fastslår en ny rapport fra VIVE.

Her kan man læse, at I løbet af et år forlader næsten hver fjerde børne- og ungerådgiver sit job.

”Hver gang en børne- og ungerådgiver fra myndighedsområdet skifter job, er der et barn eller en ung, der får en ny rådgiver. Hyppige skift kan gøre det vanskeligt at opbygge den relation til barnet, som vi ved er afgørende,” siger Marianne Schøler Kollin, der er chefanalytiker i VIVE, i en pressemeddelelse.

I første halvår 2024 forlod 12 procent af landets børne- og ungerådgivere deres job. Der er dog forskelle kommunerne imellem, når det kommer til, hvor mange rådgivere der forlader jobbet.

I perioden var der således både en kommune, hvor ingen rådgivere forlod jobbet, mens det i anden kommune var 40 procent.

Ifølge Marianne Schøler Kollin skyldes det i høj grad interne arbejdsforhold i kommunen.

”Vi har identificeret tre forhold, der er særligt centrale for, om børne- og ungerådgiverne har lyst til at blive i deres job. Det er kollegial sammenhængskraft, faglig tryghed samt handlemulighed,” siger Marianne Schøler Kollin.

Det er afgørende med kollegial sammenhængskraft med tillidsfulde, anerkendende og omsorgsfulde relationer, fordi rådgiverne ofte står i følelsesmæssige og vanskelige situationer.

Hvis der er skabt strukturer for, hvordan der bliver taget imod nye rådgivere, kan det styrke den kollektive sammenhængskraft, mens kollegial sammenhængskraft kan have vanskelige vilkår, hvis der ofte kommer nye rådgivere til.

Måden man kan understøtte faglig tryghed med faglige ledelser og kollektiv ansvarsdeling.

Derudover skal rådgiverne opleve, at de har reelt mulighed for at gøre en forskel for børnene.

Det spiller blandt andet en rolle, hvorvidt ledelsen er tilgængelig, om beslutningskompetencen er klart defineret, og om rådgivernes vurdering reelt bliver drøftet, inden ledelsen træffer en beslutning.

”Vi håber, at kommunerne kan bruge rapportens eksempler fra praksis som en anledning til at reflektere over, hvor der kan være behov for at sætte ind i de enkelte børne- og familieafdelinger,” siger Marianne Schøler Kollin.